- Jeg føler, jeg har nået ekstremt meget, siden jeg som 21-årig fik mit første visitkort og prospekt under armen og forhandlede lejekontrakter på diverse frisørlokaler og caféer, og jeg er simpelthen så taknemmelig over, hvor jeg er i dag, siger projektudviklingschef Mai-Britt Hansen, NPV. Foto: NPV

Mai-Britt Hansen: Der går nok ikke 13 på dusinet af mig

Aktører på tværs af den danske ejendomsbranche kæmper hver dag om at tiltrække eller fastholde unge talenter – for dem er der utvivlsomt brug for. I dag og i fremtiden.

Hos ejendomsudviklingskoncernen NPV, som især er kendt for sit store bydelsprojekt Engholmene i Københavns Sydhavn og Gammelhavn-projektet i Vejle, som NPV i maj efter ni års planlægning endelig fik grønt lys til, bliver Mai-Britt Hansen fremhævet som en af de talentfulde. Hun er 32 år, projektudviklingschef og kom i august til NPV med base i Charlottenlund nord for København efter at være skiftet fra en lignende stilling hos den svenske boligudviklingskoncern Bonavas danske selskab, som er på vej til at lukke.

Læs mere i NPV finder projektudviklingschef i Bonava

Læs også Politisk grønt lys til omdiskuteret NPV-bydelsprojekt

– Mai-Britt Hansen er ambitiøs og læser en HD på aftenskole på Copenhagen Business School, CBS, som vi som virksomhed støtter op om ved at betale. Vi hylder, at vores ansatte får en solid teoretisk ballast, skriver COO og partner Kim Lang Sørensen, NPV A/S, i sin indstilling af Mai-Britt Hansen.

Hun er hentet til NPV på grund af hendes kompetencer inden for boligudvikling samt udlejning af butikker og F&B.

Ottende talentportræt i rækken
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende en fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt, som er det ottende i rækken.

Mai-Britt Hansen kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på talentlisten.

Læs de seneste talentportrætter her:

Danny Krei er en ’vanvittig dygtig’ jurist

Kristian Axel Nielsen har ramt et åbent vindue

– Sofie Michalsik er mere end et talent

Har verdens bedste job
Mai-Britt Hansen synes det at være projektudvikler er ’verdens bedste job’, selvom hun medgiver, at hendes begejstring for sit job og drømmejob kan lyde lidt forventet.

– Jeg føler, jeg har nået ekstremt meget, siden jeg som 21-årig fik mit første visitkort og prospekt under armen og forhandlede lejekontrakter på diverse frisørlokaler og caféer, og jeg er simpelthen så taknemmelig over, hvor jeg er i dag.

– At være projektudvikler bliver man jo aldrig færdig med at udvikle videre på. Du vil altid møde en ny situation, som du ikke har prøvet før – det oplever mine kolleger i branchen efter 30 år, og det oplever jeg. Der er ikke to ejendomsprojekter, der er ens, og heller ikke to dage, der er, og det er et drømmejob for mig.

– Om der gemmer sig en fremtidig leder i maven på mig? Det kan ikke udelukkes, men mine lederevner som projektleder får jeg lov at bruge hver dag, og jeg er i et job, hvor jeg bruger mine kompetencer på daglig basis, og det er klart en succesfaktor for arbejdsglæde for mig, fortæller Mai-Britt Hansen.

Hun både tror og håber, at hun om 5 år fortsat er projektudviklingschef.

– Og det håber jeg for så vidt også er gældende om 10 og 15 år, og det ’state of mind’ fortæller mig, at drømmejobbet er fundet, siger Mai-Britt Hansen.

Mange milepæle i projekter
Om sine vigtigste arbejdsopgaver fortæller hun:

– Jeg synes jo egentlig, at der er mange arbejdsopgaver i mit job, som spiller en vigtig rolle. Som projektudviklingschef er jeg tovholder eller ’CEO’ på projektet, og jeg er den, som følger projekterne fra de opstår som en idé til en bar mark, til der står et helt område færdigt med liv og miljø.

– Derfor møder jeg også mange milepæle igennem projekternes tilblivelse. Det største ansvarsområde er hele tilblivelsen af businesscasen og myndighedsbehandlingen i forhold til projekterne og dialogen om nye lokalplaner, men i tilblivelsen af projektet er jo dér, mit forarbejde virkelig skal stå sin prøve. De fleste milepæle er vi mange, der hjælpes ad om at få i mål, men den overordnede koordinering og ansvaret for projektet er mit.

Hos NPV har Mai-Britt Hansen fået ansvaret for to af selskabets nyindkøbte projekter i Lyngby på henholdsvis Lundtoftegårdsvej og Blomstervænget, hvor hun skal drive tilblivelsen af to nye lokalplaner.

– Derudover er jeg ansvarlig for aktiveringen og strategien for vores portefølje af erhvervslejemål, ligesom jeg sidder med i vores ESG-styregruppe. Så man må sige, at jeg har et job med mange facetter, men det afspejler nok meget godt min personlighed.

– Det bedste ved mit job er, at der ikke er nogen faste rammer for, hvad mit arbejde indbefatter. Samtidig er jeg hos NPV på en arbejdsplads med enormt højt til loftet. Jeg får lov at benytte mine projektlederegenskaber hver dag – og samtidig bliver jeg udfordret, og det er sådan jeg fungerer bedst, forklarer Mai-Britt Hansen, der betegner sig selv som ’et dynamisk menneske’.

En styrke at kende sine svagheder
Hun er meget tilfreds med sit nuværende sted i karrieren.

– Jeg er enormt stolt over, hvor jeg er i dag i min karriere og den rejse, jeg har været på de sidste 11 år. Jeg føler jo, jeg steg ombord på et tog for 11 år siden uden at tænke over en egentlig endestation og på en eller anden forunderlig måde, så bidrog hver station på vejen til, at jeg blev mere og mere afklaret med, hvad min hverdag og mit arbejde skulle bestå af. Og dermed også den foreløbige endestation.

– Man bliver altid spurgt om, ’hvor ser du dig selv om 5 år’ – og til det kan jeg svare, at jeg om 5 år ser mig selv som en 5 år dygtigere og 5 år mere erfaren projektudviklingschef. At jeg som 32-årig kan sige, at jeg er i det job, jeg ønsker at dygtiggøre og specialisere mig yderligere inden for, og som jeg mener jeg besidder det største talent for, er ikke et udtryk for mangel på ambitioner, men derimod produktet af mit ambitionsniveau. Andre har måske behov for at kigge 5 år frem – men jeg er her allerede.

– Ingen kan alt, men jeg har lært, at det er en styrke at kende sine svagheder. Jeg har været så privilegeret at have arbejdet for og sammen med nogle af udviklingsbranchens største og dygtigste profiler, og jeg lytter utrolig meget til de råd, jeg har fået på min vej. Jeg er nysgerrig af natur, så det er i mit dna at være videbegærlig – derfor har jeg også sparret meget med mine omgivelser.

– Konkret har det udmundet sig i, at jeg nu er i gang med HD Finansiering. Med en HD får jeg udvidet mine kompetencer med endnu et lag, og det kan kun komme mig til gode i mit daglige arbejde. Det er vigtigt for mig, at der er en eksponentiel stigning i kompetencer, erfaring og ansvar i min karriere, så det har jeg altid som fokus.

Charme, relationer og fingerspitzengefühl
– Er der et område eller to, hvor du har din helt egen måde at gøre ting på?

– Selvom det aldrig er noget, jeg har haft behov for at markedsføre mig på, så der går nok ikke 13 på dusinet af mig. Og uden at ville indgå i en debat om kønskvote så må jeg jo stå ved, at jeg er kvinde, jeg er under 35 år, og jeg har over 5 års erfaring med ejendomsudvikling. De tre ting i kombination, er jeg ikke stødt på mange gange – om overhovedet nogen. Så i sagens natur er der mange ting, som jeg gør på min helt egen måde og anderledes end mine kolleger.

– Jeg er ikke den, man forventer træder ind ad døren, når man har lagt et møde i kalenderen med en projektudvikler om et nyt ejendomsprojekt. Vores branche er fyldt med stereotyper, og så kommer jeg og udfordrer folks forudindtagethed. Det har jeg aldrig set som andet end en fordel og en styrke – både for mine projekter og for mit eget mantra om at skille mig ud.

– Og så tror jeg bare, man når længst med charme, gode relationer og lidt fingerspitzengefühl, siger Mai-Britt Hansen.

Har sat præg på hjembyen
– Hvilket opnået resultat eller beslutning i din karriere er du mest tilfreds med?

– Jeg var projektudvikler og ansvarlig for Bonavas tre projekter på Søndre Havn i Køge, hvorigennem jeg også deltog i salget til PFA af to af ejendommene og drev processen frem til et 95 procent udlejet projekt ved overdragelsen.

– Jeg er selv fra Køge, og det har været noget ganske specielt at have sat sit eget præg på den by, jeg holder så meget af. Min familie bor stadig i Køge, og min lille nevø har gået tur med børnehaven forbi byggepladsen og har kunnet sige ’de der er min mosters huse’ – det er da ret fedt! Jeg husker, hvordan Søndre Havn var et øde industriområde, som var lidt skummelt at tage til koncert nede ved, da jeg var teenager. Så det er simpelthen så fantastisk at se et område, der nu pulserer af liv, og som i dag fuldstændig ligner de salgsprospekter, der blev trykt for snart mange år siden.

­Sammensurium af tilfældigheder
En række tilfældigheder betød, at Mai-Britt Hansen er endt i ejendomsbranchen og med et drømmejob som projektudviklingschef i NPV.

– Jeg startede med at være erhvervsmægler. DE, Dansk Ejendomsmæglerforening, ændrede sine vilkår, og jeg skulle så til en boligmægler for at blive registreret ejendomsmægler – midt i mit traineeforløb. Så jeg fik job hos en boligmægler på Østerbro. På ejendomsmæglerstudiet skrev jeg afgangsprojekt om tilblivelsen af nye bydele – med fokus på Nordhavn og Ørestad – inspireret af min arbejdsplads’ samarbejde med Kuben om salg af deres første projekt i Nordhavn. Jeg vidste intet om projektudvikling, men skrev en fin opgave om emnet, bestod min eksamen og lagde opgaven i skuffen. En årrække senere, efter jeg var tilbage som erhvervsmægler og i gang med valuarstudiet, blev jeg prikket på skulderen af en enkeltmandsvirksomhed som manglede en projektudvikler.

– Det var et tilfælde, men det blev det bedste tilfælde, der er sket mig. De sidste 5 år har jeg fået lov til at udvikle boliger i både lille og stor skala, og min læringskurve har været mildest talt lodret hele vejen. Efter jeg i august skiftede til NPV, har jeg nu også fået lov til at tage mine erfaringer og mit gamle netværk fra erhvervsmæglertiden i brug, da jeg nu sidder med en stor del af ansvaret for NPV’s detail- og F&B-udvikling, både i forhold til færdiggørelsen af Enghave Brygge og i forbindelse med vores nye Gammelhavn-projekt i Vejle.

Karriereråd
Mai-Britt Hansen kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Mit bedste råd til andre unge i ejendomsbranchen er at pleje sit netværk. Det omfatter at deltage i interne såvel som eksterne arrangementer, pleje sine samarbejdspartnere, tale med sine konkurrenter, melde sig til netværk og i det hele taget forsøge at efterlade et godt visitkort på sin vej. Det gælder ikke kun i arbejdstiden, men også i fritiden. Det gælder ikke kun over for den åbenlyse samarbejdspartner – det gælder også privatkøberen til en af de boliger, du har solgt, modpartens advokat og sagsbehandleren i kommunen.

– Ejendomsbranchen er lille og foranderlig, og din kollega eller medstuderende i dag kan blive den, du skal forhandle med om en spændende sag i dennes eller dit eget næste job.

– Jeg er i stor grad nået til, hvor jeg er i dag, på grund af de relationer, jeg har skabt i branchen undervejs, ligesom nogle af mine bedste venner privat er folk, jeg har mødt gennem mit arbejde. Men sidstnævnte er selvfølgelig bare en positiv sidegevinst, siger Mai-Britt Hansen.

Mai-Britt Hansen kæmper – som nævnt – nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk.

 

CV – Mai-Britt Hansen

Stilling: Projektudviklingschef i NPV A/S

Alder: 32 år (født 19. maj 1989)

Opvokset: På Stevns og i Køge

Erfaring:

August 2021 – : Projektudviklingschef i NPV A/S

2018-2021: Projektudviklingschef i Bonava

2016-2018: Projektudviklingschef i Real Capital

2015-2016: Erhvervsmægler i La Cour & Lykke

2013-2015: Erhvervsmægler i Butikskompagniet

2013: Ejendomsmægler i Danbolig Svanemøllen

2012-2013: Trainee hos Nybolig Østerbrogade

2010-2012: Trainee hos Butikskompagniet

Uddannelse:

HD Finansiering (2021 til forventeligt 2024)

Diplom i Vurdering – Valuar (2018)

Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning – Ejendomsmægler (2014)

 

Deadline for indstilling: Sidste frist for indstilling af kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media i lighed med i fjor kårer 35 talenter under 35 år – 35 under 35 – i den danske ejendomsbranche er 4. november 2021

Bemærk: Alle indstillede kandidater skal være født efter 1. december 1986. Man kan godt blive indstillet som kandidat, selvom man var med på Ung i Ejendom Talentlisten 2020 – så længe man stadig er under 35 år

Bemærk også: Ingen af de portrætterede personer i disse talentportrætter som optakt til selve offentliggørelsen af talentlisten er sikre på at komme med på årets talentliste. Ung i Ejendom Talentlisten 2021 bringes i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk

Her kan du indstille en eller flere kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021

Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Læs eller genlæs over 15 talentportrætter fra 2021 og 2020

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder