tirsdag 26. oktober 2021 00:10
Kristian Axel Nielsen har ramt et åbent vindue
Han ramte et åbent vindue i ejendomsbranchen og har som 32-årig omsat ejendomme for et tocifret milliardbeløb. Sammen med resten af Colliers Capital Market-team har han været på så forskellige projekter som rådgiver for EY på salget af deres Flintholm-domicil over Jyske Banks salg af boligejendomme til Blackstone og så til salget af Admiral Hotel. Navnet er Kristian Axel Nielsen, og han var allerede på Ung i Ejendom Talentlisten 2020.
Men man kan heller ikke komme udenom ham i år, hvor Kristian Axel Nielsen, der er Director i Colliers, har føjet flere meritter til en allerede imponerende karriere som bare 32-årig. Og endda også er blevet far.
Det er Admiral Hotel-handlen i 2019, som han klart selv er mest imponeret over at have været med på, fordi der ikke ’bare’ var tale om en ejendom til over 1 milliard kr., men også en virksomhed med 300 ansatte, der skulle finde nye ejere.
Kristian Axel Nielsen startede i analyseafdelingen som studentermedhjælper i det daværende Sadolin & Albæk.
– I efteråret 2017 spurgte Peter Winther (daværende adm. direktør, red.) mig, om jeg ville over i Capital Markets, og det sagde jeg selvfølgelig ja til, siger Kristian Axel Nielsen.
Sjette talentportræt i rækken
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende en fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt, som er det sjette i rækken.
Læs de seneste talentportrætter her:
– Sofie Michalsik er mere end et talent
Thomas Mølhave Pedersen: Jeg er mere end en ’regnedreng’
Katrine Enø: Hårdt arbejde betaler sig
Kristian Axel Nielsen kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på talentlisten.
Kulturen pegede i retning af Capital Markets
Capital Markets er den afdeling, hvor de rigtig store ejendomshandler bliver håndteret. Her bliver der givet sælger- og køberrådgivning i lighed med traditionelle mæglerydelser, men der bliver også arbejdet med mere komplekse handler af selskaber, porteføljer og fondsstrukturer. Kun en lille håndfuld mæglerfirmaer i Danmark håndterer de helt store sager og har regelmæssig kontakt til de største internationale kapitalfonde.
Når Kristian Axel Nielsen siger, at han ’selvfølgelig’ sagde ja, så er det, fordi Capital Markets var der, han så, at tingene skete. Så det var en ære og anerkendelse at blive spurgt om i så ung en alder:
– Jeg tror, der var en kultur i det gamle Sadolin & Albæk, som er videreført i det nuværende Colliers, at hvis man er ambitiøs og har lysten og evnerne, så er det en af de veje, man kan gå. Især hvis man har det faglige i orden og er udadvendt af natur.
Læs det dybdegående interview og få indblik i markedet netop nu i Estate Magasin nr. 5, der netop er landet i postkasserne.
CV – Kristian Axel Nielsen
Stilling: Director i Colliers
Alder: 32 år
Erfaring:
Februar 2019- : Director i Colliers – Capital Markets
2018-2019: Manager – Capital Markets
2017-2018: Senior Consultant
2016-2017: Consultant
2015-2016: Junior Consultant
2014-2015: Trainee – Embassy of Denmark i Jakarta
2012-2014: Studentermedhjælper/journalist på Børsen
Uddannelse:
Cand.polit. – Københavns Universitet, (2016)
Deadline for indstilling: Sidste frist for indstilling af kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media i lighed med i fjor kårer 35 talenter under 35 år – 35 under 35 – i den danske ejendomsbranche er 4. november 2021
Bemærk: Alle indstillede kandidater skal være født efter 1. december 1986. Man kan godt blive indstillet som kandidat, selvom man var med på Ung i Ejendom Talentlisten 2020 – så længe man stadig er under 35 år
Bemærk også: Ingen af de portrætterede personer i disse talentportrætter som optakt til selve offentliggørelsen af talentlisten er sikre på at komme med på årets talentliste. Ung i Ejendom Talentlisten 2021 bringes i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk
Her kan du indstille en eller flere kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021
Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020
Læs eller genlæs over 15 talentportrætter fra 2021 og 2020