- Jeg sætter stor pris på varige relationer, så det er vigtigt for mig, at jeg har mulighed for at fastholde gode kolleger, samarbejdsrelationer og kunder, så jeg ikke hver gang oplever at skulle starte forfra, siger 33-årige Danny Krei, Director og Head of Real Estate Law i EY i Danmark. Foto: EY

Danny Krei er en ’vanvittig dygtig’ jurist

– Danny Krei er en vanvittig dygtig jurist, men endnu vigtigere; han er en dygtig rådgiver og en ægte trusted advisor, som kunderne bruger til meget mere end blot hjælp til juridiske opgaver om fast ejendom. Danny startede hos os i EY Law den 1. maj 2021, og han har hurtigt både vist evner og vilje til at opbygge teams, relationer og forretning.

Sådan lyder roserne i en indstilling af Danny Krei, der er Director og Head of Real Estate Law i EY i Danmark. Han er indstillet til Estate Medias Ung i Ejendom Talentlisten 2021.

Indstillingen er skrevet af Susanne Scott Levinsen, der er partner og Head of Law i EY i Danmark.

Som Estate Media har skrevet, er 33-årige Danny Krei netop blevet juridisk chef for fast ejendom i EY. Forfremmelsen er sket, efter han i maj skiftede til revisions- og konsulenthuset efter godt 10 år i advokatfirmaet Kromann Reumert – senest i en stilling som senioradvokat.

Læs mere i EY udpeger juridisk chef for fast ejendom

Syvende talentportræt i rækken
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende en fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt, som er det syvende i rækken.

Læs de seneste talentportrætter her:

Kristian Axel Nielsen har ramt et åbent vindue

– Sofie Michalsik er mere end et talent

Thomas Mølhave Pedersen: Jeg er mere end en ’regnedreng’

Lidt som ’den nye dreng i klassen’
Danny Krei kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på talentlisten.

– Det vigtigste i mit arbejde lige nu er at udvikle og udbygge relationer. Vi er stadig på et tidligt stadie i udviklingen af vores forretningsområde, så relationerne til mine kolleger og vores kunder skal have stor opmærksomhed.

– Vi skal sikre, at alle er ’med på rejsen’, og at vi løbende får sparring og inputs, der kan sikre, at vi bliver på rette kurs. Vi er lidt som ’den nye dreng i klassen’, så vi skal sørge for at ’holde os til’ og hjælpe vores kolleger og kunder med at forstå, hvad vi præcis kan byde ind med, forklarer Danny Krei.

Det bedste ved hans job er, at han arbejder sammen med mange inspirerende mennesker.

– Både i vores law-team, i EY som helhed og blandt vores kunder er jeg omgivet af dygtige mennesker, der har så meget godt at byde på. I EY’s nordiske ejendomsgruppe har jeg mere end 350 kolleger, og globalt er vi mere end 12.000 EY’ere, som udelukkende fokuserer på at betjene kunder i ejendomsbranchen. Jeg bliver ’holdt til ilden’ og udvikler mig hver dag – det er jeg vild med.

– Vi differentierer os i markedet med vores tværfaglige ’onestop-shop’-koncept, hvor vi for eksempel på danske og internationale ejendomssager kan tilbyde hele ’rådgivningspakken’ fra EY, siger Danny Krei, der er cand.jur.

Han har siden før jurastudiet på Aarhus Universitet vidst, at han gerne ville arbejde med forretningsudvikling og ledelse.

– Og jeg er glad for, at jeg de sidste år har haft rig mulighed for at dygtiggøre mig på de områder. Grundlæggende fokuserer jeg altid mere på processen end på målet, og så længe jeg oplever, at jeg udvikler mig og bliver bedre, så er jeg tilfreds.

Drømmejob
– Hvad ser du som et drømmejob?

– Det vigtigste i mit drømmejob vil være, at jeg fortsat arbejder med mennesker og arbejdsopgaver, som kan inspirere og udfordre mig. Jeg er vild med teamwork, hvor alle i teamet har noget unikt at byde ind med, og jeg elsker at samarbejde med de dygtigste eksperter på deres respektive områder.

­- Jeg sætter stor pris på varige relationer, så det er vigtigt for mig, at jeg har mulighed for at fastholde gode kolleger, samarbejdsrelationer og kunder, så jeg ikke hver gang oplever at skulle starte forfra. Det er også dér, jeg oplever, at man som rådgiver kan være særligt værdiskabende, når man virkelig kender kunden og det team, man samarbejder med.

– Det er også vigtigt, at jobbet er fleksibelt og giver plads til familien. Jeg er gift og har to børn – Carla på 5 og Anton på 3. Det er væsentligt for mig at være tilstedeværende og have overskud på hjemmefronten. I vores setup har jeg ikke behov for arbejdstider fra klokken 9 til 16, og vi kan sagtens håndtere enkelte lange arbejdsuger, når opgaverne nødvendiggør det. Fleksibiliteten skal bare gå begge veje, så de lange uger følges op af nogle kortere, hvor jeg for eksempel kan hente dem tidligt fra børnehave, så vi kan lave mad på bål i haven, siger Danny Krei.

Husker stadig ’chok’
– Hvilket resultat eller beslutning i din karriere er du mest tilfreds med?

– Tidligt i min fuldmægtigtid oplevede jeg at sende et udkast til en lang, kompleks og vigtig kundemail til den ansvarlige advokat på sagen for – nærmest i samme minut – at se den videresendt til kunden. Jeg husker stadig det chok, der gik igennem min krop, fordi jeg selv var usikker på indholdet af mailen, som selvfølgelig var i orden, ellers ville advokaten ikke have videresendt den.

– Jeg besluttede den aften, at den oplevelse skulle stå alene, og fra det tidspunkt har jeg aldrig sendt et udkast, som jeg ikke selv var sikker på kunne præsenteres for kunden. Den beslutning har tidligt i min karriere lært mig at arbejde selvstændigt med sagerne, hvilket i høj grad har accelereret min udvikling.

Danny Krei, der altid har været fascineret af byggeri, fortæller, hvordan er han kommet ind i ejendomsbranchen:

– Min far er tømrer, og jeg har fra jeg var ganske ung bygget og renoveret på ejendomme og stiftet bekendtskab med de forskellige håndværk. Som måske 13-årig sagde min daværende chef til mig, at det var usædvanligt, at jeg ’altid bare vidste, hvordan værktøjet skulle vende’. Det var jeg stolt af, men jeg turde nu alligevel ikke helt satse på en egentlig karriere som håndværker.

– Mit første studierelevante job i Kromann Reumert var – ved et tilfælde – i afdelingen for fast ejendom, og langt hovedparten af mine arbejdsopgaver har siden været relateret til ejendomsbranchen.

– Meget af min fritid går også med byggeri. Vi bor i et godt 170 år gammelt hus, som jeg er i gang med at sætte mit eget præg på.

Karriereråd
Danny Krei kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Find din egen vej. Jeg besluttede tidligt, at jeg ikke gad at være advokat, hvis det betød, at jeg skulle ’spille skuespil’ og give køb på, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Det betød det lykkeligvis ikke – tværtimod har jeg altid oplevet, at mine kolleger og kunder sætter pris på, at jeg ikke forsøger at ’pakke mig ind’, men at jeg viser modet til at give af mig selv. Det betyder ikke, at man ikke skal lade sig inspirere af andre – man skal bare tage det bedste med og lade resten ligge. Lad bare være med at tro, at du skal gøre som alle de andre.

– Husk også på at være grundig. Det er sjældent det første udkast, der er det bedste, og de fleste opgaver bliver bedre af at blive gennemtænkt én gang mere. Man lærer mest af selv at tænke sig til løsningerne – det kræver bare, at man investerer tiden og gør sig umage. Man skal ikke være bange for at spørge, men det skader ikke at have en ambition om at ville og kunne selv, fremhæver Danny Krei.

Danny Krei kæmper – som nævnt – nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk.

 

CV – Danny Krei

Stilling: Director og Head of Real Estate Law, Denmark i EY

Alder: 33 år (født 29. februar 1988)

Opvokset: Tilst – vest for Aarhus

Erfaring:

2021 – : Director og Head of Real Estate Law, Denmark i EY

2017 – : Bestyrelsesmedlem i Flying Superkids

2011-2021: Stipendiat, advokatfuldmægtig, advokat og senioradvokat i Kromann Reumert

Uddannelse:

Cand.jur., Aarhus Universitet, 2012

Exchange programme, The University of Hong Kong (Hong Kong), 2011-12

Summer school, The George Washington University (Washington, DC), 2014

Grad Mini-MBA, AVT Business School, Business Administration and Management, 2020

 

Deadline for indstilling: Sidste frist for indstilling af kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media i lighed med i fjor kårer 35 talenter under 35 år – 35 under 35 – i den danske ejendomsbranche er 4. november 2021

Bemærk: Alle indstillede kandidater skal være født efter 1. december 1986. Man kan godt blive indstillet som kandidat, selvom man var med på Ung i Ejendom Talentlisten 2020 – så længe man stadig er under 35 år

Bemærk også: Ingen af de portrætterede personer i disse talentportrætter som optakt til selve offentliggørelsen af talentlisten er sikre på at komme med på årets talentliste. Ung i Ejendom Talentlisten 2021 bringes i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk

Her kan du indstille en eller flere kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2021

Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Læs eller genlæs over 15 talentportrætter fra 2021 og 2020

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder