Ugen i Ejendom: Nedlukning – et bud på konsekvenser for ejendomsbranchen

Ejendomsbranchen er flyttet hjem. Erhvervsmæglerfirmaet RED havde set det komme og var de hurtigste med en officiel plan allerede onsdag aften, som blev sendt ud til medarbejderne. Og andre fulgte hurtigt efter senere på aftenen eller næste morgen:

“Myndighederne har opfordret private virksomheder til at bede deres medarbejdere om at arbejde hjemmefra i det omfang, det er muligt. Denne opfordring følger vi naturligvis hos LINK arkitektur. Derfor har vi sendt størstedelen af vores medarbejdere hjem og sørget for at forsyne alle med det nødvendige udstyr, software, materialer og VPN-forbindelser, så samtlige projekter kan fortsætte med vanlig kadence og standard. Desuden afholdes de fleste møder i de kommende uger via Skype.”

og

“Colliers vil være funktionsdygtig. Har man aftalt møder eller fremvisninger med en af vores medarbejdere, vil man blive kontaktet direkte for nærmere aftale om, hvad man gør i den aktuelle sag.”

Læs også RED: Vi lukker ned og arbejder hjemmefra

Læs også Sådan rammes tinglysningsretten af Corona-nedlukning

Beskederne er blot få ud af mange i indboksen efter statsministeren onsdag aften lukkede ned for al fysisk kontakt mellem mennesker i Danmark. Aktierne er styrtdykket inkl. ejendomsselskabet Jeudans, og alle er lidt rådvilde. Naturligvis ikke bare i ejendomsbranchen men i hele Danmark og både erhvervsmæssigt og privat.

Den forgangne uge har budt på noget af det bedste og det værste i os, når vi føler os truet på vores eksistens. Forhåbentlig kommer de drastiske tiltag, som regeringen har valgt at tage, til at få stor effekt. I så fald vil vi få styr på udbredelsen af Corona og om 10-12 uger, vil samfundet være tilbage i funktion.

Hvis jeg ud fra den antagelse – velvidende, at det kan gå hurtigere og langsommere, og at vi kan være mere eller mindre forslåede menneskeligt efterfølgende, – skal komme med et øjebliksbillede på konsekvenserne for ejendomsmarkedet, så må det være følgende:

– Butiksmarkedet er i forvejen hårdt ramt i disse år af onlinehandel, og mennesketomme gader kommer ikke til at hjælpe på den udvikling. Omstillingen til F&B har hjulpet på tomgangen, men pt står vi i en situation, hvor en del af de lejere ikke vil kunne tåle 2 uger med meget lavere omsætning end normalt. Der er derfor ingen tvivl om, at butiksmarkedet vil blive udfordret.

– Det gælder også hotelmarkedet. Der er investeret massivt i hoteller i København i de seneste år og også i de kommende år forventes 2.500 værelser at blive sat i markedet årligt. Lukningen af grænserne er helt åbenlyst en katastrofe for hotelomsætningen, og igen vil de mindst velkonsoliderede blive hårdest ramt. Vi kan altså risikere, at det pres på hotellerne, som de nye værelser er spået at medføre, bliver fremskyndet.

Læs også BC Hospitality varsler over 350 afskedigelser

– Kontormarkedet vil hurtigt kunne normaliseres, men spørgsmålet er hvilken effekt de kommende uger får på erhvervslivet generelt og dermed også om den prisstigning, der – langt om længe -, var ved at sætte sig i kontorlejerne kan opretholdes.

– Når det gælder lager og logistik, så vil det formentlig kun yderligere understøtte alternative distributionsveje udenom de steder, vi mødes normalt, så her vil effekten være lille.

Læs også Sjællandske erhvervsmæglere skriger efter lagerlokaler: Et kæmpeproblem

– Der er ikke nogen tvivl om, at vi vil se en midlertidig opbremsning i boligmarkedet. Alene det, at fremvisningerne er blevet besværliggjort er helt banalt en forhindring. Men når det er sagt, så ved vi også, – og det har vi med al tydelighed kunnet se siden onsdag aften, – at når der er usikkerhed om fremtiden, så bliver de basale behov altoverskyggende, så forsyningen af madvarer overskygger beslutninger om huskøb eller flytning i det hele taget. Så også her kommer markedssituationen til at afhænge helt af, hvor lang tid der går, før vi får Corona under kontrol. (Kan man i øvrigt forestille sig, at nogle boligkøbere og – lejere på den anden side vil prioritere plads til hjemmekontoret højere?).

Når det gælder investeringsmarkedet er der – i princippet – ingen forandringer. Der er stadig masser af kapital, der skal investeres, og bortset fra øget tomgangsusikkerhed, så er der ingen grund til ikke at investere i ejendom. Her er jokeren måske, at aktiemarkedet i skrivende stund er faldet så meget, at flere institutionelle investorers aktieandel af de samlede investeringer kan have forrykket sig så markant, at ejendomsdelen udgør mere end strategien tillader. Det er usandsynligt, at det vil føre til en hurtig nedbringelse af ejendomsporteføljen, men det kan få indflydelse på købsappetitten, hvis aktiekurserne ikke retter sig.

Ovenstående er et øjebliksbillede lørdag den 14. marts.

Som jeg allerede flere gange har grebet mig selv i i denne uge, så skifter situationen i øjeblikket så hurtigt, at hvad der var åbenlyst i tirsdags, nu virker flere lysår væk. Selvom vi i Danmark naturligvis er afhængig af den internationale håndtering af Corona, så er vi også afhængig af, at vi hver især følger retningslinjerne og på den måde bidrager til at gøre nedlukningsperioden så kort som muligt. Og selvom jeg kan se på mange opdateringer, at det for mange ikke er helt nemt at yde den sædvanlige arbejdsindsats hjemmefra, så er det faktisk helt nødvendigt, at vi fortsat yder præcis den arbejdsindsats som vi plejer og gerne lidt mere, så vi er klar til at normalisere, når Danmark i øvrigt normaliseres igen.

Og så var det jo i denne uge, at Mipim skulle have været og som jeg indledte med, så udvikler nyhederne sig så hurtigt, at hvad der var god latin i tirsdags, er det ikke længere. Nogle af dem, der alligevel havde billetter, var taget til Cannes, og det virkede lidt vemodigt, fordi der ikke var fyldt med mennesker som i en normal Mipim-uge, men eller fredeligt og rart. Bare 3 dage efter blev alle danskere i udlandet bedt om at komme hjem hurtigst muligt.

Læs også Øjebliksbillede fra Cannes

Corona-problematikken er på et så overliggende niveau, at alt andet nærmest virker som små nyheder. Men netop normaliteten er vigtig at holde fast i. Så nu til noget helt andet:

Siden Nybolig Erhverv blev til Nordicals har kæden udviklet sig markant og netop i højere grad blevet til en egentlig kæde. Men nu stopper en af Nordicals mest markante profiler. Odenses Bent Jensen har længe truet med, at han jo egentlig havde arbejdet nok, og nu gør han alvor af det. Den bramfrie Bent Jensen fortsætter i bestyrelser og mon ikke også, at der bliver mulighed for mere tid til at cykle i blandt andet Tyskland, når grænserne bliver åbnet igen.

Læs også – Jeg kan ikke bidrage med mere

Læs også Mr. Nordicals trækker sig og sælger forretningen

Sagen om brug af MgO-plader bliver desværre ved med at trække sine blodrøde spor. Og i denne uge gik endnu et mindre entreprenørselskab konkurs.

Læs også Byggefirma med 160 på lønningslisten konkurs

I denne uge kunne Estate Media også bringe Nreps kursskifte i det store boligprojekt UN17 på spidsen af Ørestad. Nu bliver der ikke inkluderet ejerboliger i projektet som følge af blandt andet manglende efterspørgsel på det københavnske prisniveau. Og samtidig, så bliver ambitionerne for de kommende projekter i de københavnske udviklingsområder på et lige så højt niveau. By & Havns nye strategi betyder nemlig, at By & Havn vil arbejde for, at alle selskabets udviklingsområder får minimum en platincertificering. Det kommer til at gælde udviklingsområder som for eksempel Levantkaj i Københavns Nordhavn, Stejlepladsen i Københavns Sydhavn og Vejlands Kvarter på Amager.

Læs også Nreps UN17 Village får markant flere boliger og anden boligsammensætning

By & Havn har hævet barren for selskabets projekter, og det er fornuftigt, for det er krav og ikke appel, der for alvor rykker branchen i mere bæredygtig retning.

Læs også By & Havn vil have minimum platin i bæredygtighed i alle udviklingsområder

Læs også Nyt københavnerkvarter opnår landets første DGNB Guld

Og så var det i denne uge, at vi kunne bringe et indblik i et helt nyt investorspars tanker om deres udvikling af porteføljen. De kendte profiler i ejendomsbranchen Kirstine og Jonas Sand er nemlig sprunget ud som selvstændige investorer.

Læs også Cores tilfreds med nyt millionoverskud

På Estate Media arbejder vi også hjemme i foreløbig de kommende 2 uger, og vi sørger naturligvis for, at der er friske nyheder fra ejendomsbranchen hver dag.

Nu er jeg kommet med mit bud på et øjebliksbillede af konsekvenserne, men kommentér meget gerne enten herunder eller på Linkedin. Jeg tror, det er utrolig vigtigt, at vi i branchen deler vores synspunkter i de kommende uger for at sikre os, at vi ikke går i panik, men bevarer den gode dialog, så vi er 100 procent klar til at genoptage branchens fysiske netværk, når situationen er til det.

Rigtig god weekend!

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder