– Jeg tør at tage ansvar, og jeg er privilegeret af at have fået et stort ansvar i en ung alder, og jeg trives ved at være med til at sætte retningen for virksomheden. Jeg er altid ydmyg over for folk, der viser mig tillid. Når man får tillid, så forpligter det, siger adm. direktør og partner Jacob Eiskjær Olesen, NRE Group. Foto: NRE

Jacob Eiskjær Olesen: Jeg er ydmyg over for folk, der viser mig tillid

– Jacob Eiskjær Olesen har i en alder af blot 33 år formået at være adm. direktør i NRE Group i en årrække. Han driver en virksomhed med to kontorer i Danmark, et i Stockholm og et i Oslo. NRE har blandt andet været med på projekter som The Silo i Københavns Nordhavn, Frederiksberg Allé 41 på Frederiksberg, The Residence CPH i Københavns Sydhavn og World Trade Center Ballerup, ligesom virksomheden har gennemført udvikling og salg af store, markante ejendomme til pensionskasser og fonde.

Sådan skriver Jonas Anders Olesen, der har indstillet sin bror, Jacob Eiskjær Olesen, til Estate Medias Ung i Ejendom Talentlisten 2021.

I en alder af 29 år blev Jacob Eiskjær Olesen for fire år siden – i 2017 – forfremmet til adm. direktør i den familiedrevne udviklings- og entreprenørkoncern NRE Group med base i Ikast og kontorer i Stockholm og Oslo med egne landedirektører.

Sammen med sin bror, Jonas Anders Olesen, og sin far, Bo Anders Olesen, driver Jacob Eiskjær Olesen NRE Group. Faren Bo Anders Olesen er bestyrelsesformand og hovedejer. Bo Anders Olesen stiftede i 2010 NRE Group. Han var før etableringen medejer og direktør i Ikast Byggeindustri (IBI), som i 2006 blev solgt for 800 millioner kr. til det daværende projektudviklingsselskab Sjælsø Gruppen.

Læs også Nrep køber The Residence CPH af NRE-konsortium

13. talentportræt i rækken
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende vores fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt, som er det 13. i rækken.

33-årige Jacob Eiskjær Olesen kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på talentlisten, som offentliggøres i næste uge.

Læs de seneste talentportrætter her:

Emil Harritshøj: Sug viden til dig og husk at dele ud af din egen

Nicolai Sehestedt Dalsgaard: Jeg er yderst privilegeret

Simone Dahl: Jeg har altid haft et højt ambitionsniveau

Skal være på forkant med nye projekter
Som adm. direktør i NRE Group, der opfører bolig- og erhvervsprojekter i hele Skandinavien, har Jacob Eiskjær Olesen altid fuld fart på.

– I min dagligdag i NRE arbejder jeg med ejendomsudvikling, hvor formålet er at udvikle attraktive ejendomsprojekter i Danmark, Sverige og Norge. Primært står jeg for udviklingsprocessen, herunder identificering af beliggenhed, grundkøb, lokalplansarbejde, finansiering og indgåelse af totalentreprise, herunder salg til investor.

– Mit arbejdsområde kan bedst beskrives som et spændingsfelt mellem mange forskellige interessenter, hvor min fornemmeste opgave er at bygge bro mellem interessenterne samt strukturere projektets gennemførelse, fortæller Jacob Eiskjær Olesen.

Hans vigtigste opgave er at se fremad og styre udenom det forkerte.

– Det betyder, at jeg ikke blot fokuserer på de projekter, vi laver i dag, men at jeg i højere grad ser frem imod, hvad virksomheden skal lave om et-tre år. Vores branche er præget af langvarige projekter, og derfor handler det om at være på forkant med nye projekter og samtidig sikre, at der arbejdes med de rette samarbejdspartnere og de rette projekter.

Det bedste ved jobbet er, at han er med til at skabe noget, ’som sandsynligvis også er her om 100 år’:

– Det er fantastisk at være med til at skabe bygningsværker, og det giver mig en enorm stolthed, når mit team skaber projekter, som sættes på landkortet. Når man gør det ordentligt, så er sandsynligheden stor for, at mit team og jeg om mange år kan tage vores børn, børnebørn og oldebørn med på tur og vise dem nogle af de ejendomme, som vi i fællesskab har skabt. Det giver mig en kæmpe motivation.

– Hver dag står jeg glad op og tror på, at der kan sættes en ny NRE-nål i landkortet. Med en nål mener jeg bogstaveligtalt, at vi sætter en nål i landkortet dér, hvor vi gennemfører et nyt projekt. Jo flere nåle, jo flere ejendomme har vi skabt, og jo mere har vi visuelt opført.

Har hånden på kogepladen
Det er tilfredsstillende for Jacob Eiskjær Olesen at få ting til at vokse fra papir og drømme til fysisk virkelighed.

– Det sætter jeg stor pris på. Følelsen kommer indefra, og det styrker mig i troen på, at jeg har fundet min rette hylde. Havde jeg arbejdet med at fremstille et forbrugsgode med kort levetid – som for eksempel tyggegummi eller hårshampoo – så ville jeg umuligt kunne have den gejst, som jeg har i mit nuværende arbejde.

Jacob Eiskjær Olesen bliver også motiveret af selv ’at have hånden på kogepladen’ som partner og en del af aktionærkredsen i NRE Group, som i seneste årsregnskab – 2020/21 – landede et koncernresultat før skat på 45,1 millioner kr. mod et overskud på 49,2 millioner kr. året før.

NRE står i øvrigt for Nordic Real Estate.

– Jeg tør at tage ansvar, og jeg er privilegeret af at have fået et stort ansvar i en ung alder, og jeg trives ved at være med til at sætte retningen for virksomheden. Jeg er altid ydmyg over for folk, der viser mig tillid. Når man får tillid, så forpligter det. Menneskets natur gør, at man ikke ønsker at skuffe andre, men derimod at man stræber mod at tilfredsstille og efterleve det, der er aftalt. Det er netop dét, der motiverer mig. Hvis folk viser mig tillid, så vil jeg gå rigtig langt for at kvittere for deres tillid.

Nødvendigt at udvikle sig
– Hvad gør du konkret for at blive bedre til dit job? 

– Hver dag forsøger jeg på at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg har det svært med ikke at stille krav til mig selv og til andre. Verden er dynamisk, og mennesker og deres behov ændrer sig. Derfor er der et kontinuerligt behov for at forbedre sig, både fagligt og socialt.

– Det er er nødvendigt at udvikle sig. Hvis jeg selv gentager et stykke arbejde, så har jeg en klar forventning om, at jeg er hurtigere eller dygtigere næste gang. Det er simpelthen et livsvilkår i erhvervslivet.

– En stor del af mit arbejde handler om at omgås mennesker, og jeg kan ikke lykkedes uden at få folk med på en fælles rejse. Det gælder både for vores dygtige medarbejdere og for vores samarbejdspartnere.

– Hvis man ikke ror i samme retning, når man sidder i en fælles båd, så er det umuligt at komme nogle steder, og det ender med en uendelig lang kamp. Derfor forsøger jeg på at blive bedre til at forstå det, der ligger bag de mennesker, jeg møder. Jeg vil gerne forstå, hvem de er, og hvor de kommer fra – for på denne måde opnår jeg en bedre forståelse for deres forventninger og prioriteringer. Med en bedre forståelse for de mennesker, jeg omgås, desto bedre chance er der for, at vi lykkedes sammen, pointerer Jacob Eiskjær Olesen.

Ville selv bygge en virksomhed op
– Hvilket resultat eller beslutning i din karriere er du mest tilfreds med?

– Vi har opnået mange flotte resultater og præmieringer med de projekter, vi har gennemført i NRE. For at nævne nogle nylige eksempler kan nævnes, at DLG-domicilet ved Fredericia vandt Årets erhvervsbyggeri 2021, Frederiksberg Allé 41 har modtaget Frederiksberg Kommunes præmiering af smukke bygninger 2021 og The Silo i Københavns Nordhavn vandt blandt andet Renoverprisen 2017.

– Min familie har tidligere haft en anden totalentreprenørvirksomhed, IBI, som i 2006 blev solgt til Sjælsø Gruppen, og derfor er jeg opvokset i en familie, hvor byggeri og ejendomme har været en naturlig del af dagligdagen. Jeg er uden tvivl blevet præget af mit nærmiljø, og det er på ingen måde negativt, for jeg har blot lyttet interesseret med, når snakken gik ved aftensmaden.

– Der er dog én ting, som har været klart for mig fra start: Jeg har aldrig haft lysten til at overtage en virksomhed, som var færdigudviklet, og som alene skulle driftes. Der er set mange eksempler på familievirksomheder, hvor generationsskiftet til 2. generation er fejlet.

– Jeg har derfor været åben omkring det over for min familie, hvor jeg har sagt, at jeg hellere ville være med til at udvikle og opbygge noget nyt, da almindelig drift ikke er min passion. Beslutningen om selv at være med til at skabe og udvikle virksomheden er en meget central beslutning i min karriere, som jeg er utrolig glad for i dag. Det giver mig en helt anden energi at være med på rejsen, fordi man selv kan præge tingene i den retning, man gerne vil.

– Jeg er privilegeret af, at jeg har været med på det meste af rejsen med NRE. Min far, Bo Anders Olesen, stiftede virksomheden i 2010, min bror, Jonas Anders Olesen, kom ind i virksomheden i 2011, inden jeg selv kom ombord i 2012. Det er en spændende rejse at udvikle virksomheden sammen med et fantastisk team af medarbejdere. Der er snart gået 10 år med NRE’s rejse, men heldigvis er rejsen langt fra slut endnu, fremhæver Jacob Eiskjær Olesen.

Karriereråd
Med hensyn til at videregive karriereråd til unge, der gerne vil fremad, siger Jacob Eiskjær Olesen:

– Det er svært at rådgive andre. Det er faktisk noget af det sværeste her i verden. Det er langt nemmere at rådgive sig selv, for her kan du mærke, om det føles rigtigt på din egen krop.

– Tager du en beslutning, som giver dig store bekymringer, gør ondt i maven eller blot giver dig en klump i halsen, ja så er det for mit vedkommende ikke den rigtige beslutning. Jeg bruger selv at mærke efter i min krop. Føles det rigtigt, så følg din intuition. Ordentlighed er vigtigt, og det kommer altid godt igen. Verden er slet ikke så stor, som vi går og tror.

– Mit råd er derfor, at du skal følge din passion og aldrig gå på kompromis med dine egne værdier. Det handler om at være nysgerrig og opsøge den viden, du kan. Herefter ty til din mavefornemmelse og følg din intuition. Det vil bringe dig langt.

Jacob Eiskjær Olesen kæmper – som nævnt – nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk.

 

CV – Jacob Eiskjær Olesen

Stilling: Adm. direktør og partner i NRE Group A/S

Alder: 33 år (født 3. maj 1988)

Opvokset: Ved landsbyen Gludsted i Midtjylland

Erfaring:

Marts 2017 – nu: Adm. direktør og partner i NRE Group A/S

2013 – nu: Bestyrelsesmedlem i Danske Stenhuggerier A/S

2010 – nu: Bestyrelsesmedlem i NRE Group A/S

2013 – 2017: Direktør i NRE Denmark A/S

2012 – 2013: Projektudvikler i NRE Group A/S

Uddannelse:

BSc.ENIN., Entrepreneurship & Innovation, Syddanske Universitet, SDU (2008-2011)

MSc.FSM., Finance & Strategic Management, Copenhagen Business School, CBS (2011-2013)

 

Portrættet bringes i forbindelse med, at Estate Media sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche

Deadline for indstilling var 4. november. En fagjury udvælger i sidste ende de 35 navne til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk

Læs også Derfor skal vi fremhæve de unge talenter

Bemærk: De portrætterede personer kæmper på lige fod med alle andre om at komme med på talentlisten

Læs eller genlæs alle Ung i Ejendom-artikler med blandt andet en lang række portrætter her

Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder