- Jeg har altid vidst, at jeg en dag gerne ville være medejer og dermed kunne påvirke virksomhedens udvikling, siger partner og medstifter Julia Lisa Feuerhake, Sustainable Law. Foto: Sustainable Law

Julia Lisa Feuerhake: Jeg har altid vidst, at jeg ville være partner i et advokatfirma

– Julia Lisa Feuerhake blev som blot 30-årig equity partner i 2021 og dermed medejer, da hun var med til at stifte vores firma, Sustainable Law. Firmaet har fortsat sin rådgivning af nogle af de største aktører i projektudviklingsmarkedet og har allerede i sit 1. halvår håndteret store transaktioner for et samlet milliardbeløb.

– Julia blev tidligt cand.jur. – allerede i 2015 som 24-årig – og har i hele sin karriere beskæftiget sig intensivt med alle aspekter af fast ejendom og selskabsret. Julia er for det første et oplagt juridisk talent, der skiller sig ud ved sit store og præcise juridiske overblik, og så har hun et usædvanligt, stærkt juridisk og selvstændigt judgement, hvilket er helt uvurderligt ved rådgivning om komplekse sager. Julia er en præcis og stærk kommunikator, hvilket er endnu mere imponerende henset til Julias baggrund som tosproget, fordi hun er tysk og opvokset på den tyske side i grænselandet.

Sådan skriver advokat og partner Merete Larsen, der har indstillet advokat og partner Julia Lisa Feuerhake til Estate Medias Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i næste uge.

I februar stiftede Merete Larsen, der er en af Danmarks mest respekterede advokater på området for projektudvikling og fast ejendom, og Julia Lisa Feuerhake advokatfirmaet Sustainable Law, efter de begge havde forladt deres trygge rammer i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Sustainable Law tænker en tredobbelt bundlinje – en grøn, en social og en økonomisk bundlinje – ind i opbygningen af firmaet med kontor i Carlsberg Byen.

Læs mere i Topadvokat stifter nyt advokatfirma

Læs også Sådan bliver nyt advokatfirma med tredobbelt bundlinje

14. og sidste talentportræt
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende vores fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche, bringer vi dette 14. og sidste talentportræt i rækken.

31-årige Julia Lisa Feuerhake kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på talentlisten.

Læs de seneste talentportrætter her:

Jacob Eiskjær Olesen: Jeg er ydmyg over for folk, der viser mig tillid

Emil Harritshøj: Sug viden til dig og husk at dele ud af din egen

Nicolai Sehestedt Dalsgaard: Jeg er yderst privilegeret

Stor drøm i opfyldelse som 30-årig
– Jeg er mere end tilfreds med og enormt stolt over at være medstifter og -ejer af Sustainable Law. Det er en kæmpe ære at få klienters tillid til at rådgive klienterne om komplekse og store udviklingssager og transaktioner.

– Jeg har altid vidst, at jeg en dag gerne ville være medejer og dermed kunne påvirke virksomhedens udvikling. Drømmescenariet har været, at jeg en dag skulle være med til at opbygge en virksomhed helt fra bunden, for jeg har nok en lille udvikler i maven. Jeg havde dog aldrig drømt om, at jeg som 30-årig ville være med til at stifte Sustainable Law sammen med en af branchens mest kendte advokater. Ordet ’tilfreds’ er derfor nok en underdrivelse, siger Julia Lisa Feuerhake.

Papirløs – næsten
Som advokat og partner i Sustainable Law er hendes allervigtigste opgave at være med til at give klienterne en rådgivning, ’som tænker med i forhold til deres projekter og dermed skaber værdi for dem og sagerne’.

– Vi forsøger hele tiden at sætte os ind i, hvad der vil være den bedste og mest optimale vej for klienterne samtidig med at have fokus på, at det juridiske niveau er højest muligt. Det skal jeg være med til at sikre hver eneste sag ved at stille de rigtige spørgsmål og sørge for, at de relevante dele er undersøgt.

Formålet med at stifte Sustainable Law er at drive en bæredygtig advokatvirksomhed, hvor bæredygtighed skal forstås i bred forstand i overensstemmelse med FN’s 17 verdensmål – der skal altså både indtænkes people, planet and profit.

– En af vores vigtigste opgaver er derfor at blive ved med at tænke nyt, at blive ved med at udfordre kendte procedurer og måder at gøre ting på og at blive ved med at tænke og arbejde bæredygtigt – lige fra at være papirløs til at blande hjemme og kontor på den rigtige måde til daglige valg i forhold til medarbejdere, klienter, sager og leverandører. Så det er noget, vi som stiftere bruger tid på både meget lavpraktisk og mere overordnet, forklarer Julia Lisa Feuerhake, der ejer Sustainable Law ligeligt med Merete Larsen.

Det bedste ved jobbet
Hun er ikke i tvivl om, hvad det bedste er ved jobbet.

– Det bedste ved mit job er, at jeg har været med til at stifte en virksomhed, hvor vi vil gøre tingene anderledes og bedre for både vores klienter, vores medarbejdere, os selv – og mere overordnet den omgivende verden. Det er enormt givende og motiverende at kunne se og mærke, at man ændrer noget, og at der er kort vej fra tanke til handling.

– Derudover er jeg yderst privilegeret. Ikke kun er min partner en af de ubestridt dygtigste og mest anerkendte advokater inden for projektudvikling, men vores klienter er samtidig nogle af de allerbedste projektudviklere i Danmark med nogle meget spændende projekter. Derudover har vi allerede nu samlet et helt fantastisk team af dygtige og dedikerede medarbejdere, som vi hele tiden udvider.

– Mit tætte samarbejde med klienterne, herunder at blive inviteret helt ind i klienternes kerneforretning og være med til at skabe værdi for klienterne, er ekstremt givende og inspirerende. På den måde lærer jeg noget nyt hver dag, og jeg kan kombinere mine juridiske færdigheder med min forretningsmæssige interesse, fremhæver Julia Lisa Feuerhake, der er cand.jur. fra Aarhus Universitet (2015) og tidligere har arbejdet i advokatfirmaerne Iuno og Lead Advokatpartnerselskab.

Ingen sager er ens i projektudvikling
– Hvad gør du konkret for at blive bedre til dit job?

– Jeg suger viden til mig, og jeg har derfor altid fokus på at dygtiggøre mig og lære noget nyt. Jeg trives enormt med at arbejde med projektudvikling, hvor ingen sager er ens, og man derfor altid vil komme i situationer, hvor man prøver noget, som man ikke har prøvet før.

– Jeg er ny partner, og jeg bruger derfor også meget tid på at sætte mig ind i, hvordan vi driver virksomheden – og hele tiden huske at sætte spørgsmålstegn ved, om noget kan gøres anderledes. Vi prøver at undgå ’plejer’ for hele tiden at tænke nyt. På mange måder er det en stor fordel, at det ikke er længe siden, at jeg var ansat, men jeg bruger også en del tid på at videreudvikle mig som mentor i forhold til de yngre på kontoret.

– Jeg har verdens bedste job. Mit drømmejob er præcis det, som jeg laver nu som partner i og medstifter af Sustainable Law, siger Julia Lisa Feuerhake.

Sådan adskiller Sustainable Law sig
– Er der et område eller to, hvor du har din egen måde at gøre ting på?

– Med stiftelsen af Sustainable Law vil vi netop gøre ting anderledes og på vores egen måde. Vi vil vise, at man kan drive en bæredygtig advokatvirksomhed, blandt andet ved at alle medarbejdere får andel i virksomhedens overskud. Det gør det ikke blot økonomisk mere bæredygtigt for vores medarbejdere, men det gør også deres arbejde mere meningsfuldt.

– Derudover er vi fuldstændig papirløse. Siden vores stiftelse er det eneste, vi har printet, dokumenter til offentlige myndigheder, for eksempel domstolene.

– Vi har derudover kun de kvm, som vi faktisk bruger, og vi sidder alle i fælles kontorrum. På den måde undgår vi ’døde’ kvm, og vi interagerer på en helt anden måde med hinanden, siger Julia Lisa Feuerhake, der er opvokset i Flensborg, hvor hun også blev student fra det dansk-tyske gymnasium Duborg-Skolen.

Tilfældigt ind i ejendomsbranchen
Ligesom mange andre er Julia Lisa Feuerhake havnet tilfældigt i ejendomsbranchen.

– Jeg kom tilfældigt ind i ejendomsbranchen. Jeg havde på universitetet næsten kun haft erhvervsretlige fag, selskabsret, selskabsbeskatning, virksomhedsomstruktureringer m.v. Jeg har derfor beskæftiget mig meget med selskabsretlige emner. Som fuldmægtig fik jeg dog udover selskabsstiftelser og transaktioner tildelt boliglejesager, herunder primært sager om lejefastsættelse, moderniseringer, m.v., og jeg blev hurtigt fanget af området. Samtidig var jeg den eneste fuldmægtig, der havde lyst til at arbejde med ordlydsfortolkninger af boligreguleringsloven, overgangsregler fra 1970’erne og sammenligningslejemål, ligesom fandt jeg ud af, at jeg var glad for at procedere i retten.

­- Sideløbende begyndte jeg at komme på ejendomstransaktioner, og det gik op for mig, at der var meget mere der interesserede mig, herunder specielt udviklingen af ejendommene forud for salget, og hvorledes for eksempel lejekontrakternes udformning kunne påvirke transaktionen.

– Derfor skiftede jeg – kort tid efter jeg havde fået min advokatbestalling – til Gorrissen Federspiel, hvor jeg for alvor blev opslugt af projektudvikling, der rummer alle de elementer, der interesserer mig. Her arbejdede jeg for Merete Larsen, som jeg siden har stiftet Sustainable Law sammen med.

Karriereråd
Julia Lisa Feuerhake kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Find et område, som du reelt brænder for og find nogle gode kollegaer og chefer, som du elsker at samarbejde med, og som du kan dele viden med. Herefter vil det store arbejde, som det utvivlsomt tager at blive dygtig, ikke føles nær så hårdt.

– Derudover skader det ikke at være ydmyg over for dem, som lægger deres forretning i dine hænder – i mit tilfælde klienterne – og de chefer, som stoler nok på dig til at lade dig vokse. Man må ikke tage den tillid for givet. Bliv derfor ved med at være nysgerrig og opsøgende og sæt en ære i at grave lidt dybere – ingen viden eller udvikling er forgæves, og det er derfor aldrig spildt tid, hvis man har lært noget nyt.

– I den forbindelse er et lige så vigtigt råd er at være ordentlig. Vær ordentlig over for dine kolleger, dine chefer, over for dine sager, og de mennesker du møder på din vej. Tag dine private værdier med dig på arbejde, og behandl andre og dine sager sådan som du gerne vil behandles.

– Sidste, men nok det vigtigste: Tør at sige ja til muligheder. Min hidtil bedste beslutning var at sige ja til at forlade et stort, velrenommeret advokatkontor for at være med til at stifte Sustainable Law med det formål at drive bæredygtig advokatvirksomhed.

Julia Lisa Feuerhake kæmper – som nævnt – nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk.

 

CV – Julia Lisa Feuerhake

Stilling: Partner i Sustainable Law

Alder: 31 år (født 23. april 1990)

Opvokset: I Flensborg, Tyskland

Erfaring:

Februar 2021 – : Medstifter af og partner i Sustainable Law

2020- 2021: Advokat i Gorrissen Federspiel

2019-2020: Advokat, Iuno

2015-2019: Advokatfuldmægtig og advokat i Lead Advokatpartnerselskab

Uddannelse:

Cand.jur., Aarhus Universitet (2015)

Møderet for Landsretten (2019)

Andet: 

Student, Duborg-Skolen (dansk-tysk gymnasium i Flensborg) – 2009

 

Portrættet bringes i forbindelse med, at Estate Media sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche

Deadline for indstilling var 4. november. En fagjury udvælger i sidste ende de 35 navne til Ung i Ejendom Talentlisten 2021, som offentliggøres i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 6. december, og her på estatemedia.dk

Læs også Derfor skal vi fremhæve de unge talenter

Bemærk: De portrætterede personer kæmper på lige fod med alle andre om at komme med på talentlisten

Læs eller genlæs alle Ung i Ejendom-artikler med blandt andet en lang række portrætter her

Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder