Ugen i Ejendom: Masser af transaktioner og de mest magtfulde

Ugens helt store nyhed var den endelige ranglistning af Magthaverne i ejendomsbranchen. Efter en jury havde udpeget de 50 mest magtfulde kunne læserne stemme om deres placering. Magt og indflydelse, som i de fleste sammenhænge er det samme omend det er ladet forskelligt, kan både opnås formelt og fordi man er så godt et forbillede, at andre følger efter en. Mens det er mere åbenlyst, hvem der har magten, når det gælder politik, så er det langt mere skjult, hvem der sætter dagsordenen i øvrigt. Det er der nu kommet fokus på.

Adm. direktør i Casa, Torben Modvig, summede det meget godt op efterfølgende: – Når man ser på listen, så er penge magt. De to ting hænger sammen i opfattelsen af ejendomsbranchens aktører.

Spørgsmålet, som flere har stillet i de seneste uger, er så, om det er den rigtige (og eneste måde?) at opfatte magt på. Den debat er vigtig, og jeg er rigtig glad for, at vi med Magthaverne har fået sat fokus på den.

Læs også Han fik – næsten – 10 rigtige

Læs også Sådan fordeler magten sig

Læs også Læserne har talt: Her er ejendomsbranchens mest magtfulde

En af dem, der var på listen, var EjendomDanmarks adm. direktør Jannick Nytoft. Og i denne uge kom der 17 forslag fra EjendomDanmark til grønnere ejendomme i fremtiden. EjendomDanmark er den suverænt største forening for ejendomsejere i Danmark, og jeg har på denne plads ofte nævnt, at det ville være skønt, hvis foreningen i højere grad var proaktiv og med til at brande branchen positivt fremfor primært at kontrareagere på politiske tiltag.

Jeg er naturligvis klar over, at det er nemt at slynge ud som udenforstående, men ikke desto mindre er det rigtigt, og det vil være det bedste for branchen. Så så meget desto bedre var det at se, at det netop var det, der skete i denne uge.

Læs også 17 forslag til grønnere ejendomme

Og så var det lige på falderebet til slutningen af ugen, at der tikkede en meddelelse ind på redaktionen. For det var jo sådan, at lige før verden gik amok og Danmark blev lukket ned og alt siden har heddet noget med corona, så var en af ugens mest læste nyheder, at bygherrerådgivningsfirmet V2C blev politianmeldt af PFA for at have krævet returkommission. Det gjorde de af Pihl-konsortiet, der i stedet gik til PFA og fortalte om den usædvanlige praksis. I de efterfølgende dage påpegede mange i branchen, at det var højst usædvanligt. Mens en af de falske profiler, som vi i sidste uge omtalte boltrer sig på LinkedIn kommenterede, at det var da ikke så usædvanligt endda. Det er den slags, som man ligesom de rigtige forbilleder, som blev konkretiseret i Magthaverne, også kan tænke nærmere over.  Igen er øget transparens både når det gælder udbud og entreprisekontrakter, men også når det gælder transaktioner og lejekontrakter, den bedste vej til at imødegå brodne kar.

Jeg hører nogle gange i ejendomsbranchen, at der er en modvilje mod at give gode råd. Man vil ikke udlevere andre, og man vil ikke ødelægge noget for andre. Hvis man i øvrigt er et fornuftigt tænkende menneske, så er det helt misforstået. Ejendomsbranchen har stadig ry for at være “spekulanter” og “kortsigtede kapitalister” – se bare boligminister Kaare Dybvad Beks retorik – og derfor skal vi alle være med til at bidrage til ærligheden og afsløringen af brodne kar. Præcis som Pihl valgte at gøre – og tak for det. Det er på alle måder essentielt, at man kan stole på hinanden. For nu at blive lidt højtravende, så er det faktisk vores på verdensplan høje grad af tillid til hinanden og vores samfund, der indtil videre ser ud til at have bragt os godt gennem corona-krisen.

Nyeste udvikling i den sag er så, at nu får Pihl så alligevel totalentreprisekontrakten på PFA’s markante kontorbygning Spidsen på Redmolen, som er en del af Københavns Nordhavns nye by- og erhvervsområde. Det drejer sig om en cirkulær bygning på 26.000 kvm med 5.400 kvm kælder. Kontrakten er på 800 millioner kr. Uden at have fuld indsigt i alle de ting, der er foregået i forhandlingsrummene siden, – det flager jeg gerne, – så er det i hvert fald udadtil en lykkelig slutning og en belønning for at gøre det rigtige!

Læs også Pihl vinder kontrakt til 800 millioner kr. i Nordhavn

Læs også Branchefolk rystet over krav om returkommission

Læs også V2C politianmeldt i sag om returkommission

En anden af ugens mest læste nyheder var overraskende, at Mogens Kornbo går tilbage til Region Hovedstaden. Han startede 15. marts i DSB, og nåede vel knap nok at starte, inden han søgte sit gamle job. Der var altså noget, der ikke fungerede optimalt, men der er ingen tvivl om, at Region Hovedstaden får en erfaren mand tilbage. Mogens Kornbo er mest kendt for sine poster i Dansk Facilities Management og for sine mange år i Københavns Lufthavn, hvor han efterfølgende stod i spidsen for et konsortium, der i privat regi ville bygge en lavprisfinger til lufthavnen. Nu skal han blandt andet arbejde sammen med den tidligere Gaihede-direktør Jacob Sachse, der netop også er startet i regionen som chef for ejendomme.

Læs også Mogens Kornbo stopper som underdirektør i DSB Ejendomme efter kort tid

MT Højgaard er igennem en større omstrukturering, som man også kunne læse i den seneste udgave af Estate Magasin. En af dem, der ikke længere er en del af ledelsen, var den juridiske direktør, men hun går nu videre til Viltoft.

Læs også MT Højgaard-direktør skifter til advokatfirma

Og når vi nu er i navnestoffet, så blev nyheden om, at de tre erfarne herrer i ejendomsbranchen Henrik Duhn, Jakob Johannsen og Jesper Tullin etablerer Noor Ejendomme, en af ugens absolut mest læste. De tre samarbejdspartnere vil ud at starte projekter igen efter de solgte deres forvaltningsselskab, Nordic Property Management, til Heimstaden i 2017.

Læs også Ejerne bag Nordic Property Management stifter ejendomsselskab

Og så kommer vi til transaktionerne, som væltede ind på redaktionen i denne uge. Det kan godt være, at det ikke ligefrem er milliardtransaktionerne, men der sker altså noget. Og i betragtning af stemningen i den første måned af corona-krisen, hvor jeg talte med mange i branchen, som var bange for, at alt ville fryse til, så er det en meget positiv udvikling, at der stadigvæk er gang i handlerne og en tro på fremtiden og tilbagevenden til et marked som – på mange måder – vil minde om tiden før corona.

Og når det så er sagt, så er jeg personligt ikke så sikker på, at alt bliver forandret. Ingen tvivl om, at vi vender os til ikke at kramme og give hånd og spritte hænder. Men derudover oplever jeg en boblende glæde hos mange over at komme tilbage på arbejde, jeg hører butikscentre og butiksejere, der melder om fyldte butikker og det summer op til, at der nok er en prægning af os alle, når vi har set frygten i øjnene. Til gengæld kan jeg også huske finanskrisen, hvor rigtig mange i ejendomsbranchen sagde, at vi ville være forandrede for altid. Men blev vi egentlig det? Eller er vi så evolutionært klogt indrettede, at vi – når chokket har lagt sig – medtager erfaringerne, men derudover vender tilbage til den virkelighed, vi er rundet af – socialt, økonomisk og kulturelt.

Læs også Niam køber tre ejendomsprojekter på samlet 15.200 kvm

Læs også Heimstaden køber projekt med 248 boliger i Aarhus

Læs også Trecifret millionopkøb i København

Læs også Engelsk investor køber projekt med 208 boliger i Brøndby

Læs også Kontorejendom på Christianshavn solgt i trecifret millionhandel

Læs også Investor med udlandsadresse køber ejendom for 42 millioner kr.

Læs også Ikano fremrykker to boligprojekter

Rigtig god weekend!

På grund af Kr. Himmelfart udkommer Ugen i Ejendom næste gang den 29. Maj.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder