Det er moderne shoppingcentre, som kan blive hårdt ramt i løbet af vinteren. Foto: Gulliver Business Center.

Sådan forbereder ukrainske butiksudlejere sig på hård energifattig vinter

Den 10. oktober begyndte russiske missiler at sigte efter ukrainske energidepoter. Det betyder, at den ukrainske befolkning kan gå en hård vinter i måde, hvor der skal spares på energien og landet står overfor væsentligt hårdere problemer end vi har i Vesten. I ejendomssektoren er der allerede nu betydelige overvejelser af, hvordan man får lejerne bedst muligt igennem vinteren i de forskellige typer af erhvervsejendomme.

I et samarbejde med det ukrainske ejendomsmedie URE bringer Estate Media et indblik i nogle af de tiltag, som den ukrainske ejendomsbranche er i fuld gang med at implementere i forhold til at  håndtere vinterens krise.

Især butikscentrene er stærkt optaget af, hvordan de kan sikre, at kunderne har lyst til at shoppe videre igennem vinteren.

– Nogle indkøbscentre især dem, der bruger gas til opvarmning, er allerede begyndt at konvertere til alternative energikilder. Hver forretning har forskellig tilgang til, hvordan de kan og vil håndtere krisen i forhold til de ressourcer og besparelser, som står til rådighed. Projekter med supplerende eller komplimentære energikilder står i en stærkere situation for at kunne spare på brugsomkostningerne, siger direktør for projektudvikling Sergey Khomenko fra det ukrainske handelskammer.

Nogle butikscentre har det nemmere end andre, fordi de allerede var i gang med en grøn omstilling.

– Gulliver indkøbscenter var oprindeligt designet til at kunne spare på energien. Når vi indstiller vores varmesystem, tilpasser vi også i forhold til vejrforholdene, og vi rådgiver lejerne af de individuelle butikker til at spare på energien. Vi har også handlingsplaner i tilfælde af skader på elektricitetsforsyningen, og vi har også lavet en backup-plan for hele opvarmningen. Det interne elektricitetsforsyningsnet er blevet omdannet, så det er muligt at køre på generatorer. Så i tilfælde af strømafbrydelse vil opvarmningen af lokalerne ikke blive stoppet, siger teknikchef Alexander Drik, i shoppingcenteret Gulliver i Kyiv.

Hos Dream Shopping Center, som er et af Kyivs største indkøbscentre, tager man gammeldags metoder i brug, hvis det skulle blive nødvendigt.

– Dream shopping center er ikke mere end 50 procent afhængig af Kyivs centrale varmesystem. Vi fortsætter med at integrere autonome varmesystemer. Hvis det bliver nødvendigt, benytter vi os af brænde, fortæller Nadezhda Linskaya, chef for marketing hos Dream Shopping Center.

Avenue Shopping Center har blandt andet dagligvarebutik fra den franske Auchankæde. Foto: URE.

Andre steder har man udstyr klar i tilfælde af blackout.

– Vi ser det som et skrækscenarie, at vores faciliteter mister forbindelsen til elnettet eller at gasforsyningen ryger. Vi kan erstatte den primære gasvarme med elektrisk backup i form af elektriske varmegardiner, ventilationskonvektorer eller transportable elektriske varmere. Operationstiden for vores backup-systemer er afhængig af, hvor hurtigt bygningen køler ned. Så vi er forberedt på en situation, hvor gas ikke kan benyttes til at opvarme bygningen. Hvis vi står i en situation, hvor både gasvarme og elektricitet er væk, så kan vi teoretisk set forsyne 100 procent af varmen og elektriciteten i vores bygning via generatorer, siger facility manager Alexander Shmorgun i administrationsselskabet Dragon Capital Property Management.

Nikolskyi Shopping Center i Kharkiv. Foto: URE.

I Arricano, der er en af de største udviklere af butikscentre i Ukraine, har man planer om at skrue heftigt op for adskillige nødsystemer, som kan supplere de mere traditionelle varmekilder i bygningerne for at holde på lejerne.

– Vores ejendomme bliver opvarmet af både en varmegenerator, vores eget gasfyrede kedelanlæg og varme fra Kyivs centrale varmenetværk. Men det varierer fra center til center. Vi er begyndt at forberede os på alle former for scenarier. Vi overvejer at supplere de eksisterende varmesystemer i vores bygninger med elektriske kedler eller brændsel, men det er kun midlertidige løsninger, siger Mykola Yakimenko, udviklingschef i Arricano.

Fakta om samarbejdet mellem Estate Media og URE
Artiklen er en del af Estate Medias dækning af krigen i Ukraine og dens indflydelse på ejendomsmarkedet. Artiklerne bliver bragt via Estate Medias samarbejde med Ukraine Real Estate Club og er skrevet af ukrainske journalister og bearbejdet af redaktionen på Estate Media.

Læs alle artikler om ejendomsmarkedets udvikling og krigen i Ukraine her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder