Oliver Lorentz Larsen er projektudvikler i udviklings- og entreprenørkoncernen Nordstern. Foto: Nordstern

Talentportræt: Oliver Lorentz Larsen vil forløse sit fulde potentiale

Hos den danske udviklings- og entreprenørkoncern Nordstern, som er det nye navn efter fusionen mellem Casa og KPC, arbejder Oliver Lorentz Larsen som projektudvikler.

Han er både ambitiøs og målrettet.

– Mit overordnede ansvar som projektudvikler er at sikre den kommercielle case igennem en ejendomsudviklingsfase, som både kan være nybyg eller renovering. Som projektudvikler har jeg altid mange bolde i luften og styrer dialogen med alle projektets interessenter såsom arkitekter, ingeniører, myndigheder, landinspektører og advokater. Jeg skal bruger mine kompetencer på mange niveauer, både når jeg skal helt ned i detaljen for at finde de gode muligheder og løsninger, og når jeg skal drive projektledelse og holde overblikket over budgetter, tidsplan, markedsudvikling mv., forklarer Oliver Lorentz Larsen.

Tredje talentportræt i år
Som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2022, hvor Estate Media igen i år sammen med vores læsere og i sidste ende en fagjury vil finde frem til 35 talenter under 35 år på tværs af den danske ejendomsbranche, bringer vi dette talentportræt som det tredje i rækken.

Læs også Talentportræt: Christian Gjessing Bruun vil sætte fut i grøn omstilling

Læs også Talentportræt af Lars Horsbøl: Jeg er supertilfreds

30-årige Oliver Lorentz Larsen, der i 2021 blev udpeget til talentlisten, kæmper nu på lige fod med andre kandidater om at komme med på den prestigefyldte liste.

Som projektudvikler er han med hele vejen fra den spæde idéfase, indtil ejendommen er færdigopført og nøglerne overdraget til de nye brugere.

– Det er meget tilfredsstillende at være med til at skabe noget, der tit er med til at gøre en forskel for en by, et samfund og mange mennesker. I starten var det primært transaktionsdelen, som tiltrak mig, men skabertrangen i mig vokser, så nu kan jeg blive helt stolt over en idé, jeg fandt på, eller en særlig detalje, jeg har påvirket i et projekt.

Han er godt tilfreds med at være projektudvikler i Nordstern.

– Jeg er meget tilfreds med mit nuværende sted i min karriere. De første år, efter jeg dimitterede fra min kandidatuddannelse på CBS, har jeg fokuseret på at opbygge erfaring og kompetencer samt fylde min værktøjskasse op med brugbare værktøjer. Det er i starten af min karriere, jeg lægger fundamentet til resten af mit arbejdsliv, og for mig har det været vigtigt at tage mig tiden til at lære og forstå håndværket fra bunden. Nu, hvor fundamentet er ved at være på plads, ser jeg frem til de +30 år, jeg har tilbage i arbejdslivet til at forløse mit potentiale fuldt ud, siger Oliver Lorentz Larsen, der er cand.merc.FIR fra Copenhagen Business School, CBS, i 2017.

Faglige og personlige mål
Han har både faglige og personlige mål.

– Mit faglige mål er udvikle min bygge- og ejendomstekniske forståelse. Her er Nordstern virkelig et unikt sted at være, fordi jeg har mulighed for at holde mig helt tæt på vores design og projekteringsafdeling i løbet af udviklingsfasen, hvor jeg løbende sparer med mine kompetente kollegaer. De personlige mål arbejder jeg på sammen med min mentor, hvor jeg i et trygt rum kan vende personlige udfordringer og refleksioner, hvilket jeg finder givende for både mit personlige og professionelle liv.

– I mit drømmejob vil jeg arbejde med ejendomsinvestering på en moderne, holistisk og værdibaseret måde. I ejendomsbranchen har man en enestående mulighed for at skabe værdi for samfund, borgere og investorer på en gang. Det driver mig, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg ved, at vi kan lære meget af, hvordan folk gør i udlandet, og jeg vil ikke udelukke, at jeg en dag gerne vil til udlandet for at prøve kræfter. Det kan give et nyt og anderledes perspektiv på mit fagområde at se, hvordan man tænker koncepter i udlandet.

Oliver Lorentz Larsen vurderer, han er mere dialog- og værdibaseret end den stereotype udvikler – som han udtrykker det.

– For mig er det ikke vigtigt at spille hårdt mod hårdt og vinde alle kampe, når jeg forhandler med for eksempel investorer eller kommuner. Mit fokus er derimod at holde øjnene på bolden og hive de store stik hjem. Jeg tror som udgangspunkt, man får det bedste resultat gennem godt samarbejde, og min erfaring viser også, at de fleste, man støder på i branchen, både er passionerede og kompetente – så det gælder om at lytte, når andre snakker.

Ind i ejendomsbranchen
Især en karrierebeslutning skiller sig ud.

– Jeg er meget stolt af mit skifte væk fra de trygge regneark i revisions- og konsulentvirksomheden PwC til en entreprenør som Nordstern, som på daværende tidspunkt var en forholdsvis ny udvikler på det sjællandske marked. Jeg ønskede at komme meget tættere på ejendommene og lære at forstå forskellen på en god og en dårlig ejendom, selvom de i et regneark kan se næsten ens ud. Jeg er stolt af, at jeg turde at skifte til et sted, hvor jeg får jord under neglene, og hvor en af grundstenene er godt gammeldags købmandskab.

Oliver Lorentz Larsen kom ind ejendomsbranchen via et studiejob i Realdania.

– Jobbet var som sådan ikke ejendomsspecifikt, men efter fire år, hvor jeg fik mulighed for at komme rundt i hele Danmark og se fantastiske projekter, blev ilden tændt i mig. Så man kan sige, at det igen er den forskel, man kan gøre for et samfund, investorer, lokalområde og en gruppe mennesker, som motiverede mig dengang og stadig gør det i dag. Investeringsdelen vejer selvfølgelig tungt, fordi min uddannelse og oprindelige passion netop handlede om erhvervsøkonomi og finansiering/investering.

Karriereråd
Oliver Lorentz Larsen kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Det bedste råd, jeg kan give, er, at det handler om at suge så meget viden og erfaring til sig som muligt i starten af sin karriere. Det er helt essentielt at være nysgerrig og huske at spørge ind til ting, som kan undre. Min erfaring viser, at de fleste mennesker, kollegaer og sågar selv konkollegaer meget gerne vil tage sig tiden til at hjælpe eller give et råd med, så det er vigtigt at turde spørge om hjælp eller råd.

 

CV – Oliver Lorentz Larsen

Stilling: Projektudvikler i Nordstern

Alder: 30 år

Opvokset: I Rungsted

Erfaring:

2020 – : Projektudvikler i Nordstern (tidligere kendt som Casa)

2017 – 2020: Associate og Senior Associate i PwC Real Estate

2013 – 2017: Business analyst i Realdania

Uddannelse:

– Cand.merc.FIR (finansiering og regnskab), CBS (2017)

 

Fakta: Ung i Ejendom Talentlisten

– Portrættet bringes i forbindelse med, at Estate Media sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche

– Talentlisten hedder Ung i Ejendom Talentlisten

– De portrætterede personer kæmper på lige fod med alle andre om at komme med på den prestigefyldte talentliste

– Sidste frist for indstilling til Ung i Ejendom Talentlisten er 1. november 2022. Bemærk: Alle indstillede kandidater skal være født efter 1. december 1987

Man kan godt blive indstillet som kandidat, selvom man var med på Ung i Ejendom Talentlisten 2021 eller i 2020 – så længe man stadig er under 35 år

– Ung i Ejendom Talentlisten 2022 bringes i Estate Magasin nr. 6, som udkommer 21. november, samt her på estatemedia.dk

Læs også Ung i Ejendom 2022 – nu skal de største talenter kåres

Læs også Der er hårdt brug for unge talenter

Læs eller genlæs alle Ung i Ejendom-artikler fra 2020-2022 med blandt andet en lang række portrætter her

Se alle 35 navne på Ung i Ejendom Talentlisten 2021 her

Se alle 35 navne på Ung i Ejendom Talentlisten 2020 her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder