tirsdag 01. september 2020 08:30
Butikker skylder nu 2,5 milliarder kr.: – Betydelig risiko for både udlejere og lejere
En analyse fra ejendomsbranchens erhvervsorganisation, Ejendomdanmark, viser, at der siden april har været milliardbeløb i restance. Og den 1. juli steg restancerne yderligere med knap 60 procent til 3,75 milliarder kr. – og det kan sætte gang i en sneboldeffekt, hvor udfordringerne flytter videre til næste led.
– Krisen kradser stadig voldsomt hos særligt butikkerne. Selvom mange stadig puster ud efter en særdeles travl sommer, er det langt fra nok til at indhente det tabte i de mange måneder, hvor landet nærmest var i dvale. Disse exceptionelt høje restancetal afslører, at det i høj grad er ejendomsbranchen, der er med til at holde hånden under mange butikker og virksomheder i øjeblikket. Men det er ikke holdbart i længden, siger adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark.
Netop hos butikkerne er der ifølge analysen ophobet restancer på 2,5 milliarder kr. – og samlet er knap 10 procent af årets butiksleje i restance. Det udgør en ’betydelig risiko’ for både erhvervslejere og udlejere.
– Vi håber fortsat på, at regeringens hjælpepakke til de faste udgifter slår igennem, så restancepuklen tager et dyk nedad. Men tiden rinder ud, og vi foreslår konkret en ny vurdering af de meget stramme ansøgningskriterier, så vi ikke risikerer en bølge af butikslukninger i efteråret. Massekonkurser vil betyde nye stigninger i ledigheden og negative effekter i mange andre grene af det økonomiske system,” siger Jannick Nytoft.
Der er indtil videre udbetalt 4,295 milliarder kr. fra regeringens afsatte midler i den oprindelige hjælpepakke til faste omkostninger på i alt 65 milliarder kr.
Ejendomdanmark opfordrer til:
- at holde fokus på den stigende restancepukkel, som udgør en trussel mod butikslivet i hele landet
- at sammenholde de stigende restancer med forholdsvis beskedne udbetalinger i hjælpepakken til de faste udgifter. Politikerne bør i den forbindelse løbende overveje kriterierne for ansøgningerne til puljen og fremadrettet sikre håndsrækningen til især butikslivet