Direktør Brian Tretow-Loof, Newsec Advisory i Danmark. Foto: Newsec

Investorer har store forventninger til transaktionsvolumenen i 2021

Newsec Advisory har i juni interviewet 31 udenlandske investorer, der samlet giver udtryk for, at de på ingen måde vil minimere eksponeringen til det nordiske marked, fordi det er et stabilt marked set fra et politisk og økonomisk synspunkt.

Det viser en undersøgelse udarbejdet af Newsec Advisory i forbindelse med Covid-19-situationen.

Ifølge undersøgelsen forventer 68 procent af investorerne at rejse mere kapital til ejendomsinvesteringer i løbet af de næste seks måneder. Ifølge direktør Brian Tretow-Loof, Newsec Advisory i Danmark, understreger det, at ’der fortsat er mange penge i markedet, og at der ikke er færre, der vil investere grundet krisen, men at man er mere opmærksom og påpasselig i forhold til situationens udvikling’.

Investorerne forventer, at bolig- og logistiksegmenterne klarer sig bedst.

– Baseret på vores markedsundersøgelser kan vi påvise en tomgangsprocent på under 2 procent i industri- og logistiksegmentet, hvilket bakker op om investorernes antagelser og bekræfter, at Corona-pandemien kun har accelereret den igangværende proces med øget onlinesalg og større behov for industri- og logistikejendomme, siger Brian Tretow-Loof.

Vindere og tabere
Ifølge halvdelen af de adspurgte investorer så forventes kontormarkedet at forblive neutralt.

Af alle de adspurgte investorer mener halvdelen, at kontorsegmentet vil forblive neutralt efter pandemiens udfasning, mens de resterende mener, at segmentet bliver udfordret efter krisen.

– Corona-pandemiens udbrud har resulteret i, at flere arbejder hjemmefra, hvorvidt og hvor stort et omfang dette vil have indflydelse på kontorsegmentet er stadig usikkert, dog har vi oplevet en stigning i efterspørgslen efter fleksible kontorer, hvor virksomheder er villige til at gå på kompromis med antallet af kvm og betale mere for mindre, hvis ejendommen har en høj grad af fleksibilitet og fælles faciliteter, forklarer Brian Tretow-Loof.

De største kontorlejere arbejder p.t. med at få deres arbejdspladsratio ned på 60-70 procent, svarende til at alle medarbejdere i gennemsnit arbejder hjemmefra 1-2 dage per uge.

Optur i 2021 efter dyk i 2020
Undersøgelsen konkluderer, at 68 procent af investorerne forventer at lukke en transaktion inden for det næste halve år, mens 87 procent forventer at lukke en transaktion i løbet af 1,5 til 2 år.

– Den samlede transaktionsvolumen bliver derfor en del lavere i 2020 end de foregående rekordår, men giver samtidig store forventninger til 2021, forudsat at pandemien holdes under kontrol, påpeger Brian Tretow-Loof.

Kilde og grafik: Newsec Advisory

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder