torsdag 21. november 2019 10:02
Lars Thylander og Mikael Goldschmidt forsvarer paragraf 5, stk. 2
– Husk lige nu, hvem der har pligten. De svage i vores samfund skal beskyttes, men det er ikke en privat udlejers pligt. Det er og bliver en offentlig pligt.
Det siger ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt, M. Goldschmidt Holding, i et interview med Berlingske. Det sker i forbindelse med forhandlingerne på Christiansborg, hvor partierne er i fuld gang med at forhandle om den af nogle udskældte Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 – den såkaldte moderniseringsregel.
Også Lars Thylander, der har været professionel investor og udlejer i mere end 30 år gennem Thylander Gruppen, siger, at paragraf 5, stk. 2 har løst den ønskede opgave i flere årtier.
– Det er en fin lov, som har skabt forbedrede boliger i København. De boliger er stadigvæk meget rimeligt prissatte. Hvis udlejer har sat lejen for højt, så er der et glimrende system, hvor lejer kan få testet sin husleje af i huslejenævnet, siger Lars Thylander til Berlingske.
Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 gør det muligt at hæve huslejen, hvis ejer moderniserer sit lejemål for minimum 258.000 kr. (beløbsgrænsen i 2019), når lejer er fraflyttet.