UgeniEjendomuge36

Ugen i Ejendom: Rørende farvel, gang i kro-salget og nye kvm til udvikling

Byggesocietetet er for mange svært at sætte i bås. Mere end et netværk og anderledes end en organisation. Friere end en forening og mere favnende end et laug og fremfor alt med en af landets største geografiske rækkevidder på netværksfronten.

Byggesocietetet er faktisk helt sit eget. Men det er ikke forkert, når der i denne uge blev sagt rosende ord om, at Tony Christrup i sin tid som formand har fået rejst det til en ny epoke. For det var i høj grad blevet de gamle mænds netværk. Lidt støvet og med høj cigarføring, og det var svært at se, hvordan den udvikling skulle kunne vendes. Men det er den blevet, selvom der fortsat er arbejde at gøre.

En forening med primært frivillig arbejdskraft er aldrig nem at dreje hurtigt for alle skal have indflydelse og alle skal være med. Det nytter omvendt ikke, at man som formand nøjes med at gå til dronningen en gang årligt til nytårskur og fortælle om societetets fortræffeligheder, hvilket Byggesocietetet er berettiget til, hvis der ikke sker en udvikling i dagligdagen, der berettiger til den position.

Den problemstilling har Tony Christrup arbejdet bevidst med, og det har gjort Byggesocietetet stærkere. Det var ikke en nem start for ham. Han havde ikke et nationalt netværk, og derfor ville landsbestyrelsen gerne lære ham at kende via et delt formandskab med den tidligere Københavns-formand Jytte Bille. Den kamp det krævede at vinde tilliden, krævede langt mere end de fleste kunne se udadtil, og som med så mange andre, der gør et stort stykke arbejde i foreninger og organisationer og andre samlende funktioner, så er det ikke altid, at det store stykke arbejde er synligt. Omvendt har Byggesocietetet nok også lært, at et delt formandskab kan være svært at håndtere.

Læs også Farvel til Tony Christrup efter 8 år på formandsposten

I dag tror jeg de fleste kan se, at Tony Christrup i samarbejde med især Hans-Bo Hyldig har trukket et stort læs også i forhold til at opbygge et tillidsfuldt samarbejde på både kommunalt og ministerielt niveau. De har talt hele branchens sag i en knivskarp balance mellem at varetage branchens samlede interesser samtidig med, at der naturligvis ikke kan gives køb på interesserne i det job, hvor man nu engang tjener sin løn.

Da Mipim-standen kom i spil, så Tony Christrup det som et sted, hvor Byggesocietetet kunne gøre sig gældende og få en unik betydning, og det ser indtil videre også ud til, at det lykkes at blive det samlingspunkt som Copenhagen Capacity tidligere var. Men også her må man sige, at arbejdet er bestemt ikke slut.

Byggesocietetet blev stiftet i 1937, og der har kun været 7 formænd før Ole Schrøder, der nu tager over efter Tony Christrup. Den længst siddende har været advokat Lars Heilesen, som var formand i 29 år, og det var netop den form for evighedspostering og taburetfastholdelse, som Tony Christrup og Hans-Bo Hyldig i 2010 begyndte at tale om, at de ville forebygge i fremtiden. Og det var klogt.

For hvis Tony Christrup ikke havde været nødt til at gå af, så kunne det have været fristende både for Byggesocietetet og for ham selv at fortsætte i rollen, som han nu færdedes så hjemmevant i. Men Tony Christrup holdt fast i, at der var en grund til, at han kæmpede så hårdt for jævnlige udskiftninger, og den er stadigvæk gældende. Nemlig at nye øjne på posten også tilfører fornyelse generelt. Derfor skulle der lige meget hvad, findes en ny formand. Og det blev der. Nu overtager Ole Schrøder og bliver den første arkitekt i spidsen for Byggesocietetet.

Der er samtidig tale om i hvert fald et aldersmæssigt halvt generationsskifte. Ole Schrøder er 46 år, og uerfaren er han ikke. Han er selvstændig men har også været i flere arkitektfirmaer, før han tog springet og startede for sig selv i 2012.

Læs også En bæredygtig arkitekt kommer i spidsen for Byggesocietetet

Læs også Ole Schrøder: Omstillingen sker nu

Blandt ugens øvrige nyheder, så kom endnu et kvarter i spil i udviklingen af København i denne uge. Det drejer sig om Stejlepladsen i Sydhavnen, hvor der kan bygges 72.000 kvm. By & Havn fortsætter stort set samme model som de netop har brugt i Vejlandskvarteret og har indbudt tre arkitektfirmaer til at komme med bud på, hvordan kvarteret overordnet kan udformes.

Startredegørelsen går i gang allerede i oktober, og i princippet kan et nyt kvarter blive sat i gang allerede i 2021. Jeg er spændt på at se planerne for de nye kvarterer, som må forventes at tage højde for, at efterspørgslen på den type boliger, der er bygget rigtig mange af de seneste år, er ved at ebbe ud.

Læs også By & Havn planlægger 72.000 kvm i Fiskerhavnen i Sydhavnen

Noget usædvanligt så endte hele to kro-historier blandt de mest læste historier denne uge. Med fare for en meget kraftig overfortolkning, så startede trenden sidste år, da et konsortium med blandt andet stifteren af Thylander Gruppen, Lars Thylander, i spidsen købte Falsled Kro. Nu er Fanø Krogaard blevet solgt og Kryb-i-ly kro i Midtjylland er købt af et konsortie med blandt andet Casa-stifter Michael Mortensen. Måske er der gået mode for betydelige ejendomsinvestorer i at inkludere en kro eller to i porteføljen i disse tider, hvor hotelmarkedet boomer.

Læs også Investorduo overtager 1.600 kvm kro og vil totalrenovere

Læs også Dansk hotelkæde køber historisk kro for 30 millioner kr.

Det blev også i denne uge, at danbolig tog et markant modtræk efter samarbejdet med Hald-koncernen blev opsagt tidligere på året. Nordea er den eneste af de store banker, der fastholder interessen i at drive en erhvervsmæglerkæde, og banken viste i denne uge, at det agter den åbenbart ikke at opgive lige pt.

Danbolig Erhverv udvidede med afdelinger i blandt andet København og Roskilde, hvor de tidligere forretninger i kæden nu er overtaget af Hald-koncernen med Mads Roepstorff i spidsen for erhvervsdelen og har ændret navn til Stad Erhverv. Det bliver den ekspansive Hillerød-filial drevet af Johnny Hallas, der kommer til at stå for Københavns-delen, mens privatboligmægler Kim Nielsen overtager i Helsingør og nye partnere skal starte op i Roskilde.

Læs også Danbolig Erhverv genetablerer to erhvervscentre og åbner nyt center

Og der er også andre, der opruster. Det hårdt ramte retail-marked får hjælp i Colliers af Line Højvang Christiansen, mens Gefion har trukket kendte ansigter til for at stå for den videre projektstyring af selskabets milliardprojekter.

Læs også Colliers finder Head of Retail i NPV

Læs også Gefion ansætter chefer og leder

I hele Danmark er der mindre ejendomsselskaber, der køber op og skaber mindre men lokalt betydelige porteføljer. Sådan et er aalborgensiske Valhal Estate, der har en portefølje af ejendomme på over 200 millioner kr.. Det er samtidig både stiftet og ledes af noget så sjældent i den sammenhæng som en kvinde, der på flere måder tager utraditionelle ejendomme og konstruktioner i brug i udvidelsen af porteføljen.

Conny Lindholt startede for sig selv for tre år siden og har valgt sin helt egen vej med ejendomsselskabet Valhal Estate. I januar kunne hun offentliggøre, at hun kastede sig ud i et joint venture med en gourmetrestaurant i en af sine ejendomme, og i denne uge købte hun det gamle Hjørring arresthus af Freja Ejendomme. Endnu ved hun ikke, hvad planerne bliver for ejendommen, men hun faldt for dens charme og historie.

Læs også Lokal ejendomsinvestor køber historisk arresthus på 2.582 kvm

Ugens sidste store nyhed, som jeg synes fortjener omtale her, er salget af Orbicon. Da Orbicon overtog Leif Hansen i 2009 var det en storebror, der købte en virksomhed på vej i betalingsstandsning, og Orbicon var da også senere ude at sige, at de betalte alt for meget for Leif Hansen. Alligevel tror jeg de fleste blev overraskede over, at det er gået som det er for Hedeselskabet og deres ingeniørsatsning, som ikke har fået styr på indtægter og udgifter.

Sidste år flyttede Orbicon sammen i et nybygget og flot domicil i Høje-Taastrup, men i denne uge blev det kendt, at Orbicon ikke længere bliver en del af Hedeselskabet men derimod af den svenske del af amerikanske WSP.

– I et konkurrencepræget marked med små marginaler er der behov for stor volumen og globalt virke både med hensyn til kunder og medarbejdere, og derfor var Orbicon strategisk set ikke længere et naturligt forretningsben for Hedeselskabet, sagde formand Jørgen Skeel.

Læs også Orbicon er solgt til canadiske WSP

Men det stoppede ikke der for i selvsamme uge har norske Norconsult med cirka 3.500 ansatte og en omsætning på 3,8 milliarder kr. opkøbt KHS Arkitekter med cirka 20 medarbejdere i Kgs. Lyngby.

Læs også Norconsult overtager KHS Arkitekter

Og så var det jo i denne uge, at den nyeste udgave af Estate Magasin blev leveret i branchens postkasser. Her gik vi blandt andet tæt på, hvorfor transaktionsvolumen differerer med over 50 procent, hvordan Heimstaden vil fortsætte investeringerne med 32-årige Christian Fladeland i spidsen og hvordan danske 3XN kom til at tegne IOCs nye domicil. Læs om det og meget mere i Estate Magasin #5

Rigtig god weekend!

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder