![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2021/02/morten-hansen-mt-hoejgaard-2021-ny.png)
tirsdag 22. februar 2022 09:30
MT Højgaard-koncernen går markant frem – forventer mere vækst i 2022
MT Højgaard-koncernen kommer ud af 2021 med markant fremgang.
Det oplyser den børsnoterede entreprenørkoncern, efter bestyrelsen tirsdag har godkendt den reviderede årsrapport. Forventningerne om tocifret omsætnings- og indtjeningsvækst blev nået efter ’et stærkt’ 4. kvartal.
I 2021 steg omsætningen i MT Højgaard Holding til 7,2 milliarder kr. efter 25 procent vækst, hvoraf 18 procent var organisk. Fire af de fem forretningsenheder i koncernen havde to eller trecifret vækst.
Driftsresultatet før særlige poster steg 72 procent til 179 millioner kr. som følge af højere aktivitet, bedre kapacitetsudnyttelse, lavere nedskrivninger samt avancer ved grund- og projektsalg, oplyser adm. direktør og koncernchef Morten Hansen.
MT Højgaard-koncernen opnåede i 2021 en overskudsgrad på 2,5 procent mod 1,8 procent i 2020.
Resultatet af primær drift (ebit) blev 127 millioner kr. mod 33 millioner kr. i 2020.
Ordreindgangen steg 35 procent til cirka 10 milliarder kr. og rummede flere ordrer i nye samarbejdsmodeller. Desuden vandt forretningsenhederne tre store, flerårige strategiske byggepartnerskaber.
Alt i alt landede årsresultatet på 118,2 millioner kr. mod 100,8 millioner kr. i 2020, mens resultat af fortsættende aktiviteter før skat i 2021 landede på 93,1 millioner kr. mod et underskud på 10,9 millioner kr. året før.
Forventer mere fremgang i 2022
MT Højgaard Holding-ledelsen forventer igen i 2022 tocifret vækst i omsætning og driftsresultat. Omsætningen ventes at blive i niveauet 8,0-8,2 milliarder kr. efter 11-14 procent vækst.
Samtidig forventer ledelsen, at driftsresultatet før særlige poster stiger 40-55 millioner kr. til 250-275 millioner kr. – drevet af større aktivitet og bedre marginer efter højere kapacitetsudnyttelse og lavere nedskrivninger.
– Vores fokus på konkurrencedygtighed og samarbejder lønner sig. Drift og indtjening forbedres løbende, og ordreindgangen viser, at stadig flere kunder er villige til at gå ind i samarbejder, hvor bygherre, rådgivere og entreprenør er fælles om at optimere processer og undgå konflikter. MT Højgaard Holding står i dag på en styrket platform, og selv om der stadig er nok at tage fat på, er vi komfortable ved, at fremgangen fortsætter i 2022. En opdateret strategi vil fra 2023 udstikke rammerne for den videre udvikling, siger Morten Hansen.
Vækst i ordrebøgerne
MT Højgaard Holding med bestyrelsesformand Carsten Dilling omfatter moderselskabet MT Højgaard Holding og de fem helejede forretningsenheder, som er MT Højgaard Danmark, MT Højgaard International, MT Højgaard Projektudvikling, Enemærke & Petersen samt Scandi Byg.
I december 2021 solgte MT Højgaard-koncernen de resterende aktiviteter i forretningsenheden Ajos.
Læs mere i MT Højgaard nedjusterer årsforventninger efter frasalg
Ny adm. direktør og koncernchef til marts
I januar meddelte MT Højgaard-koncernen, at Morten Hansen, der blev fastansat i februar 2020, har ønsket at fratræde og til gengæld forventes at blive valgt til selskabets bestyrelse. I stedet overtager Henrik Mielke, der i syv år har været adm. direktør i koncernens forretningsenhed Enemærke & Petersen, 15. marts posten som adm. direktør og koncernchef i MT Højgaard Holding.
Læs mere i Morten Hansen stopper som koncernchef i MT Højgaard – efterfølger udpeget
Læs om MTH-koncernens 2020-resultater og 2021-forventninger i:
MT Højgaard-koncernen fordobler overskud i 2020
Seneste årsregnskaber fra MT Højgaard-koncernen
![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2022/02/mth-692x403.png)