onsdag 24. november 2021 12:28
Nrep skruer op – går i jorden med nye byggeprojekter for 3,2 milliarder kr. i 2022
I 2022 er der planlagt første spadestik til nye byggeprojekter i Danmark for godt 103 milliarder kr., viser en ny analyse fra Bygherreforeningen. Det er den højeste aktivitet siden finanskrisen, oplyser adm. direktør Henrik L. Bang til Dagbladet Børsen.
Ifølge Bygherreforeningen er der udsigt til en stigning fra 96 milliarder kr. i 2021, som også var et travlt byggeår. I 2020 lå niveauet på knap 74 milliarder kr. Bygherreforeningens opgørelse er for projekter med en sum på over 40 millioner kr.
Den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep er en af de private bygherrer, som sætter gang i flest byggeprojekter i 2022 med en projektsum på 3,2 milliarder kr., hvilket er 50 procent over 2021-summen, oplyser investeringsdirektør Olli Fischer, Nrep, til Børsen.
Det drejer sig især om bæredygtige boliger, studieboliger, seniorbofællesskaber, mindre betalbare boliger og friplejehjem i og omkring København.
– Vi er især vokset de seneste to til tre år på egenudviklede projekter. Det gør vi, fordi vi ser et marked, der ikke er dækket, siger Olli Fischer til Børsen.
De projekter, som Nrep næste år går i jorden med, har været undervejs i tre til fem år.
Læs også Nrep planlægger plejeinvesteringer for op mod 5 milliarder kr.
Solid Nrep-fremgang i 2020
Som Estate Media har skrevet, havde Nrep i 2020 solid fremgang, hvor selskabet slog en række af sine egne rekorder.
Omsætningen steg med 78 procent til 525 millioner kr., mens driftsresultatet blev løftet med 82 procent til 359 millioner kr.
Alt i alt landede Nrep et 2020-resultat før skat på 95,8 millioner kr. mod 47,2 millioner kr. i 2019 – altså en fordobling af bundlinjen. Resultatet var dobbelt så godt, som ledelsen havde forventet.
Læs mere i Nrep slår flere rekorder – tæt på trecifret millionoverskud
Læs også Prisstigninger presser massiv vækst i landets boligbyggerier