mandag 10. maj 2021 07:09
NPV får politisk grønt lys til omdiskuteret Vejle-projekt
Folketingets Finansudvalg har torsdag den 6. maj godkendt Banedanmarks salg af det gamle jernbaneareal ved Gammelhavn i Vejle.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Dermed kan ejendomsudviklingsselskabet NPV realisere de betingede handler, som selskabet for længst har indgået med Postnord og DSB, der ejer resten af Posthusgrunden.
NPV planlægger byggeri af karré med boliger, kontorer, butikker og P-hus ved indkørslen til Vejle midtby.
For få uger siden oplyste NPV’s adm. direktør, Jens Schaumann, til Vejle Amts Folkeblad, at selskabet selv har pengene – mere end 100 millioner kr. – til at erhverve de tre arealer ved Gammelhavn.
Udviklingsprocessen for Posthusgrunden ved Gammelhavn i Vejle har taget mange drejninger, siden byrådet i Vejle Kommune vedtog lokalplanen for området i oktober 2016.
Jens Schaumann oplyste i 2019 til Estate Media, at NPV’s projekt på Posthusgrunden efter en nedskalering omfatter 51.000 kvm bolig, 9.000 kvm erhverv og et P-hus på 19.000 kvm – i alt 79.000 kvm.
Læs mere i Ny klage bremser 79.000 kvm stort NPV-projekt
NPV oplyser, at efter ni års planlægning er de sidste brikker faldet på plads til den nye bydel i Vejle, der skal opføres over de næste cirka fire år.
Schaumann-familien ved Susse Puk Schaumann og Sophie Luscombe-Schaumann er med en ejerandel på 79,2 procent hovedejere af NPV A/S. Resten af selskabet med adresse i Charlottenlund er ejet af NPV-partnerne Kim Lautrup og Kim lang Sørensen.