onsdag 16. december 2020 09:36
Nordicals køber Difkos mæglerdel: Passer som fod i hose
Erhvervsmæglerkæden Nordicals har overtaget mæglerområdet i projektkoncernen Difko, som udbyder og administrerer ejendomsprojekter over hele landet. Fremover skal Nordicals håndtere dels at udleje butikslokaler og andre erhvervsarealer, dels at gennemføre salg i de 75 ejendomsprojekter, som Difko administrerer.
– Vi er stolte over, at Difko har valgt os som fast samarbejdspartner. Difko administrerer en spændende portefølje af ejendomme, der passer som fod i hose med vores virksomhed. Med 23 erhvervscentre har vi indgående lokalkendskab i hele Danmark, og i vores specialafdelinger har vi eksperter i alle typer erhvervsejendomme og gode kontakter til for eksempel investorer og detailhandelskæder, siger adm. direktør og partner Erik Andresen, Nordicals, i en meddelelse.
Vil rette op efter underskud
Hos sælger, Difko, forklarer adm. direktør Niels Jørgen Pedersen om valget af Nordicals med 170 ansatte.
– Vi vil gerne fokusere stærkere på vores kerneforretning, som er at udvikle og administrere investeringsprojekter, herunder erhvervsejendomme. Derfor overdrager vi vores mægleraktiviteter, og det har været oplagt at vælge Nordicals, som vi i forvejen bruger flere steder. Med samarbejdet kan vi tilbyde vores investorer en god løsning, når vi skal have udlejet ledige lejemål og indimellem skal have frasolgt ejendomme.
Af det seneste offentliggjorte årsregnskab fremgår det, at Difko Administration A/S i 2018/19 havde en faldende bruttofortjeneste til 8,7 millioner kr. fra 11,1 millioner året før. Samtidig faldt resultatet før skat, så underskuddet voksede til 3,3 millioner kr. fra et underskud på 1,1 million i 2017/18, hvilket ledelsen betegnede som ’utilfredsstillende’.
I juni i år meddelte Difko 57, der solgte Herningcentret per 1. oktober 2018, at handlen var afviklet efter udløb af garantiperiode over for køber af centret, som er Danske Shoppingcentre ejet af ATP Ejendomme og Danica Ejendomsselskab.
Administrerer investeringer for 2,5 milliarder kr.
Difko har siden 1976 udviklet investeringsprojekter målrettet ’almindelige danskere’. I øjeblikket administrerer Difko investeringer for cirka 2,5 milliarder kr. ejet af 4.000 investorer og fordelt på 75 ejendomsprojekter og 50 andre projekter. Projekterne omfatter især erhvervsejendomme samt vindmøller, solcelleparker og skove. Inden for ejendomme forventer Difko særligt at udbyde projekter med boligudlejning, typisk i de større byer – ofte med erhvervslejemål i gadeplan. Difko har haft sit kontor i Herning siden sommeren 2018.
Hos Nordicals bliver de nye opgaver fra Difko koordineret fra afdelingen i Aalborg.
– Mange af Difkos ejendomsprojekter ligger i Jylland, og så har Aalborg-afdelingen nogle kompetencer, som er særligt relevante for Difko-ejendommene. I praksis vil mange opgaver gå videre til andre af vores 23 erhvervscentre, men Aalborg styrer og uddelegerer tingene, så Difko er i fast kontakt med ét center, siger Erik Andresen.
I maj 2017 annoncerede Erik Andresen sammen med Claus Hommelhoff og Lars-Erik Larsen køb af Nybolig Erhverv-kæden med franchisetagere til 24 forretninger landet over. I januar 2019 præsenterede den aarhusianske trio erhvervsmæglerkædens nye navn, Nordicals, og ny forretningsstrategi.
Læs mere i Nybolig Erhvervs nye navn og vækststrategi omsider på plads
Læs også Claus Hommelhoff, Lars-Erik Larsen og Erik Andresen køber Nybolig Erhverv