fredag 29. november 2024 09:05
Se de bedste billeder fra Talenternes Aften
Torsdag aften blev de 35 talenter på Estate Medias talentliste Ung i Ejendom hyldet.
Til et eksklusivt arrangement i det indre København på cocktailbaren Dandy fik talenterne overrakt diplomer og efterfølgende hilst på årets jury, der har udvalgt dem. Derudover var der en let anretning og fri bar.
Juryen i år har bestået af Morten Jensen, Newsec Advisory, Torben Rønsov, Amalie Search, Christina Fenger, Balder, Bjørn Allentoft, Deas A/S, Jeppe Reipurth, Skau-Reipurth, og Anne Sofie Vett Raaschou, der tidligere har været hos Nrep, men nu er gået selvstændig.
Har du ikke set talentlisten endnu, kan du finde den ved at klikke her.
En håndfuld af årets talenter blandt andet Sofie Kauffmann fra Newsec, der ses i midten på det første billede og Simon Rønnov Jensen fra Mærsk, der ses på billede to, kommer til at deltage i en debat på Estate Medias konference Outlook i januar 2025.
Debatten kommer til at fokusere på talenternes syn på branchen og ikke mindst forventninger til den. Læs mere om Outlook-konferencen her.
Udover Sofie Kaufmann og Simon Rønnov Jensen, deltager også Anne Szocska fra Taurus og Christian Holmark Skovbo Toft fra Accura i debatten.
Forud for aftenens diplomoverrækkelse kom årets jury talenterne nogle ord med på vejen. Det blev blandt andet fremhævet, at branchen har brug for talenter som interesserer sig for ejendomsbranchen, har lyst og evner til at opnå resultater og vil være en del af det fællesskab, der er i en lille men betydningsfuld branche.