fredag 23. oktober 2020 08:43
Pensionsselskaber vil undersøge domicil efter betonskandale
Fundamentet under det 63.000 kvm store domicil for blandt andet Bygningsstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er støbt med beton fra det skandaleramte selskab BG Beton.
Det oplyser Licitationen – Byggeriets Dagblad, hvilket bekræftes af bygherren OPP P/S, som ejes 50 procent af pensionsselskabet Velliv, 25 procent af Pædagogernes Pension og 25 procent af Lægernes Pension.
– Som følge af de øvrige sager, som har været fremme i medierne, har vi i Velliv besluttet at få gennemført yderligere tests af den leverede beton for at sikre, at kvaliteten er som forventet, siger pressechef Mikkel Bro Petersen, Velliv, til Licitationen.
Pressechefen oplyser dog, at entreprenøren A. Enggaard har meddelt, at der ikke er tegn på, at betonen under kontordomicilet på Kalvebod Brygge i København skulle være i dårlig stand.
BG Beton er et datterselskab under Bach Gruppen og er et af to betonværker, der har leveret beton til Bach Gruppens Bryggens Bastion-projekt på Amager. I starten af måneden lukkede BG Betons afdeling i Københavns Nordhavn med øjeblikkelig virkning som følge af byggeskandalen på Bryggens Bastion.
Læs mere i Bach Gruppens betonfirma lukker værk – erkender tegn på fusk
I 2018 flyttede Energistyrelsen, Banedanmark, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen ind i kontorejendommen på Kalvebod Brygge.