tirsdag 20. oktober 2020 09:55
Farvel til en æra
Politisk har jeg stor respekt både for Jens Kramer Mikkelsen, Ritt Bjerregaard og Frank Jensen. Men der er ingen tvivl om, at førstnævnte og især sidstnævnte har haft en langt større forståelse for ejendomsbranchen end mange andre socialdemokratiske politikere. Frank Jensen startede en transparent dialog med branchen på et niveau, der har været hidtil uset, og det har gjort, at selvom hans mærkesager som for eksempel, at der skal bygges 25 procent almene boliger i udviklingsprojekter, ikke har været på ejendomsbranchens hitboard, så har der været respekt for udøvelsen af det magtfulde hverv.
For det er magtfuldt at være overborgmester i København, og det er forretningskritisk for mange udviklere og investorer. I disse år ser vi flere investorer, der også bevæger sig ud over storbyens grænser, men København er stadig det absolut største ejendomsmarked i Danmark.
I foråret gennemførte vi på Estate Media en undersøgelse af de mest magtfulde i ejendomsbranchen, og det stod klart efter en afstemning, at flertallet af de afgivne stemmer anså Frank Jensen for at være den, der havde mest magt over ejendomsbranchen.
I går kom der så en mail fra en læser: – Vidste I, at der lå de her anklager på Frank Jensen, da I tog ham med på listen? Både og. Det vidste alle i Danmark jo dybest set, for sagen var jo fremme i 2011. De nye anklager havde vi naturligvis ingen anelse om. Men spørgsmålet er også, om det havde ændret noget.
Folkestemningen har på meget kort tid forandret sig, og hvad der ikke var helt ualmindeligt i foråret er nu helt uacceptabelt. Det retfærdiggør på ingen måde, at man naturligvis som en magtfuld figur skal være den, der er i stand til at vurdere, hvornår andre føler sig krænket. Hellere være for forsigtig end for fremstormende. Og det er derfor, Frank Jensen er faldet. Det er, fordi han på væsentlige områder ikke har forstået, hvordan man forholder sig til en så magtfuld position. Som han sagde i interviewet i foråret:
– Jeg har været så mange år i politik, at jeg vedkender mig, at jeg har magt. Og det synes jeg, man skal gøre, for hvis man ikke gør det, kan man komme til at misbruge den.
Det var det, der skete. Ikke overfor ejendomsbranchen, men uden for borgmesterkontoret i festlige lag år efter år. Det er ærgerligt for ejendomsbranchen. Det er ærgerligt for respekten for det politiske liv i Danmark. Og det er ærgerligt for de projekter, som han var dybt inde i at skyde videre: Den grønne omstilling af københavnske byggerier, Lynetteholmen og infrastrukturen. Og selvfølgelig er det ikke bare ærgerligt, men trist både for Frank Jensen og for de krænkede kvinder.
Nu sidder der en kompetent overgangsfigur på posten. Men Lars Weiss har ikke lagt skjul på indtil videre, at han ikke sukker efter overborgmesterposten. For ejendomsbranchen er det lige nu mere end spændende, hvem der følger efter. Ikke mindst fordi der sidder en svag modpart på Teknik- og Miljøborgmesterposten, som så sent som sidste mandag var ude at sige, at hun aldrig har ønsket at sidde som chef og i øvrigt går af ved næste kommunalvalg i november 2021.
Puha, siger jeg bare. Den politiske styring af udviklingen af Danmarks hovedstad hænger lige nu i en alt for tynd tråd efter min smag. Godt at der er nogle kompetente og fornuftige embedsmænd, der allerede har en netop vedtaget kommuneplan at gå efter. Det er nok det politiske skrækscenarie, at embedsmændene tager over, men lige nu er det faktisk en betryggende pæl at klamre sig til.
