Frank Jensen. Foto: Wilfred Gachau

Frank Jensen trækker sig som overborgmester – stopper i politik

Overborgmester i Københavns Kommune siden 1. januar 2010, Frank Jensen (S), har på et pressemøde fredag middag trukket sig som overborgmester. Det sker med omgående virkning.

Samtidig oplyser 59-årige Frank Jensen, der også er næstformand i Socialdemokratiet, at han helt forlader politik.

Nyheden kommer, efter flere kvinder har fortalt om seksuelle krænkelser fra Frank Jensen.

– De forseelser og fejl, jeg har begået, dem har jeg vedkendt mig. Jeg har aldrig løjet. Jeg er aldrig blevet taget i at lyve, sagde Frank Jensen på pressemødet.

Den afgående overborgmester blev i foråret udnævnt til ejendomsbranchens mest magtfulde i Estate Medias analyse af Magthaverne i ejendomsbranchen.

Læs mere i Frank Jensen: Jeg ved godt, at jeg er magtfuld

Se også Her er ejendomsbranchens mest magtfulde

Har været med til at udvikle København
– Jeg er glad for de 11 år, jeg har været med til at udvikle København sammen med mine kolleger til verdens bedste by, hvis I vil lytte til mig. Jeg har været superglad for at være med til at skabe en by, hvor vi er blevet 100.000 flere indbyggere i de 11 år, jeg har været overborgmester. Jeg har været superglad for at være med til at udvikle København. En by, hvor børnefamilierne rigtig gerne vil være i, sagde Frank Jensen på pressemødet.

– Da jeg flyttede til København i 1987, var København en lidt mørk og trist by, hvor børnefamilierne flyttede ud så hurtigt som muligt, når de fik barn nummer et eller nummer to. I dag er København en meget, meget børnerig by, og vi har bygget daginstitutioner til mere end 10.000 børn i børnehaver, vi er i gang med at bygge skoler, mange skoler har vi bygget til 10.000 børn. Jeg er også glad for, at København er så rekreativ en by med en ren havn, vi kan bade i og alt det der.

– Det var det, jeg gerne ville have fortsat med, med mere Metro, den nye Lynetteholm som et kæmpe projekt, der skal udvikle København over de næste 50 år frem. Det fik jeg indgået en stor politisk aftale om tilbage i Lars Løkke Rasmussens tid i regeringen. Jeg står stod lige over for at skulle indgå en ny principaftale med den nuværende regering om Lynetteholm-projektet, om mere Metro, en østlig ringvej, en havnetunnel – alt det kan jeg jo ikke rigtig komme i gang med og arbejde med, sådan som mediepresset er, for sager, der knytter sig til den Metoo-kampagne, der er anden bølge, ruller over landet. Og selvom jeg igennem de seneste uger, på baggrund af de konkrete sager, der har været rettet mod mig, har bestræbt mig på at se, om jeg kunne komme på den anden side og blive en del af løsningen fremfor at være en del af problemet, så må jeg sige, at det ser ikke ud til at være muligt på den korte bane, sagde Frank Jensen.

Han overtog posten som Københavns overborgmester efter Ritt Bjerregaard (S), som var overborgmester fra 2006 til 2009.

Frank Jensen er tidligere minister og tidligere folketingsmedlem.

Ny overborgmester findes 29. oktober
Lars Weiss, gruppeformand i Socialdemokratiet i Københavns Kommune, bliver fungerende overborgmester, så snart Frank Jensen officielt går af. 49-årige Lars Weiss er også 1. næstformand i Borgerrepræsentationen og medlem af Økonomiudvalget samt medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Socialdemokratiet i Københavns Kommune skal afklare, hvem den næste overborgmester bliver. Det afgøres ved et møde i Borgerrepræsentationen den 29. oktober.

Næste kommunalvalg er den 16. november 2021.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder