torsdag 04. juni 2020 20:20
Casa skal konvertere IBM-kompleks til 312 kollegieboliger i Aarhus
Kollegiekontoret i Aarhus står bag et 14.000 kvm stort renoverings- og udvidelsesprojekt og forbereder et nyt kollegium i en del af det tidligere IBM-kompleks i Vejlby. Byggeriet blev i starten af året sendt i udbud, og nu har Casa vundet hovedentreprisen og skal stå for udførelsen af projektet sammen med P+P Arkitekter og Ingeniør Viggo Madsen som totalrådgiver.
Tidligere i år blev den tidligere IBM-bygning på Tranekærsvej kaldt en hærget krigszone, fordi ejendommen i årevis har været plaget af hærværk og påsatte brande.
– Vi glæder os til at træde ind i byggefasen i et projekt, som har været på vej siden 2013, og som nu bidrager til Vejlby som en bydel for alle befolkningsgrupper med gammelt og nyt byggeri, siger direktør Per Juulsen, Kollegiekontoret i Aarhus.
Det nye projekt er først og fremmest en renovering af to af de eksisterende bygninger. Bygningerne nedbrydes indvendigt, og arealet transformeres til 132 kollegielejligheder. Udover de eksisterende bygninger opføres tre bygninger, hvor yderligere 180 kollegielejligheder bliver til samt et tilhørende fælleshus. Alt i alt drejer det sig altså om 312 kollegielejligheder.
Kollegieprojektet skal efter planen stå klar inden skolestart 2022.
Fakta: Projektet
- Bygherre: Kollegiekontoret i Aarhus
- Byggeri: Renovering af to eksisterende bygninger, nyopførelse af tre bygninger og fælleshus. I alt 312 lejligheder
- Samlet areal: Cirka 14.000 kvm
- Byggeperiode: Juni 2020 til juni 2022
- Totalrådgiver: Ingeniør Viggo Madsen
- Arkitekt: P+P Arkitekter
- Licitations-/entreprisesum: Cirka 167 millioner kr.