fredag 17. april 2020 07:22
Overblik: Mange erhvervsaktører må genåbne mandag
Frisørsaloner, fysioterapeuter, domstole og Kriminalforsorgen med henblik på afsoning er blandt en lang række aktører, der må genåbne mandag den 20. april. Det har regeringen og samtlige partier i Folketinget netop fået forhandlet på plads.
Desuden må disse steder åbne den 20. april:
- Kiropraktorer
- Ergoterapeuter
- Osteopater
- Kliniske Diætister
- Fodterapeuter
- Optikere
- Psykologer
- Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere
- Høreområdet
- Private hospitaler og klinikker
- Skønheds- og massageklinikker
- Kropsplejeklinikker
- Spaklinikker
- Tatovører og piercingklinikker
- Køreskoler
- Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier
Restaurationsbranchen, shoppingcentre, højskoler og efterskoler må stadig ikke genåbne.
– Partierne noterer sig samtidig, at myndighederne med Statens Serum Institut som faglig garant fremlægger en samlet teststrategi, der blandt andet skal indeholde test af frontpersonale, pårørende og sårbare grupper. Desuden skal der testes et repræsentativt udsnit af befolkningen, så udviklingen kan følges. Desuden noterer partierne sig, at myndighederne fortsætter arbejdet med at sikre, at der er tilstrækkelige værnemidler, oplyser partierne i en fælles pressemeddelelse.
Partierne fortsætter i næste uge forhandlingerne om genåbningens fase 2 og yderligere faser med henblik på en plan for Danmarks samlede vej ud af coronakrisen. Der laves både sundhedsfaglige og samfundsøkonomiske vurderinger af alle tiltag.
Den delvise genåbning kommer, efter regeringen med virkning fra onsdag den 18. marts kl. 10.00 indførte et midlertidigt forbud, som forbød storcentre, stormagasiner, overdækkede arkader, restauranter, caféer, frisører, massører, tatovører, kosmetologer, værtshuse og natklubber at holde åbne. Det sker for at forhindre spredning af coronavirus.
Fakta: Liberale erhverv
- Der er som led i indsatsen mod Covid-19 indført et midlertidigt forbud mod frisører og visse liberale erhverv, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler i forbindelse med håndtering af Covid-19. Der er samtidig indført et midlertidigt forbud mod at foretage praktisk køreundervisning i skolevogne. Forbuddene ophæves med virkning fra mandag den 20. april 2020, så de omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder, ligesom der kan foretages praktisk køreundervisning i skolevogne
- Der etableres et sektorpartnerskab, hvor de relevante myndigheder sammen med brancher, fagforeninger og relevante organisationer aftaler retningslinjer for en ansvarlig genåbning
- Virksomheder der har været omfattet af nedlukning vil kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den gældende ordning derefter modtage op til 80 pct. i kompensation for de faste udgifter