Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen

Forbrugerombudsmanden: NPV, Niels Hald Amager og Lone Bøegh Henriksen har vildledt

(Artiklen er opdateret 12. juli kl. 08.16, fordi politianmeldelsen mod NPV A/S, Niels Hald Amager A/S og Lone Bøegh Henriksen A/S er trukket tilbage på grund af forældelsesfrist)

Ejendomsudvikleren NPV A/S og de to ejendomsmæglerfirmaer Niels Hald Amager A/S og Lone Bøegh Henriksen A/S, hvor førstnævnte dengang var Danbolig-mægler og sidstnævnte stadig er tilknyttet Home, har vildledt potentielle købere af projektlejligheder om lejlighedernes størrelser. Det vurderer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Da projektlejlighederne ’Kærholm’, Engholmene i København, blev udbudt til salg i 2015, var der plantegninger af de enkelte lejligheder i salgsmaterialet. På plantegningerne stod antallet af kvm inde i hvert enkelt rum, for eksempel ’Soveværelse 15 kvm’. Disse tal var dog beregnet ud fra lejlighedernes tinglyste areal, som er inklusive murværk og skakter, og var derfor højere, end det antal kvm værelsernes gulvareal var, da byggeriet stod færdigt, skriver Forbrugerombudsmanden.

Det fik en køber til at klage til forbrugerombudsmanden. Køberen har sendt to salgsbrochurer til forbrugerombudsmanden sammen med sine egne opmålinger af lejligheden. Ifølge klagerens egne opmålinger var lejlighedens gulvareal cirka 20 procent mindre end det areal, der var oplyst i de enkelte rum på plantegningerne i salgsmaterialet.

Klageren indhentede også NPV’s ansøgning om byggetilladelse til Kærholm.

– Forbrugerombudsmanden kan konstatere, at der i de enkelte rum på plantegningerne i byggeansøgningsmaterialet var oplyst et mindre antal kvm end i de tilsvarende rum på plantegningerne i salgsmaterialet.

Forbrugerombudsmanden vurderer derfor, at salgsmaterialet var vildledende, også selvom NPV i den ene af salgsbrochurerne med små bogstaver nederst på siden havde skrevet: ’Forbehold for fejl og ændringer. Alle rumarealer på plantegningen er angivet som nettoarealer, det vil sige med andel af vægge.’

– Denne tekst var også i sig selv vildledende efter forbrugerombudsmandens opfattelse, da der stod, at arealerne var ’nettoarealer’. Forbrugerombudsmanden vurderer, at en gennemsnitlig forbruger opfatter ordet nettoareal som udtryk for gulvarealet og altså ikke inklusive vægge. Det fremgår også af Bygge- og Boligregistrets hjemmeside bbr.dk, den tværoffentlige portal Boligejer.dk og Dansk Standards standard for opmåling af bygninger, areal- og volumenbegreber, at nettoareal er en boligs indvendige gulvareal, skriver forbrugerombudsmanden.

Politianmeldelse trukket tilbage
Forbrugerombudsmanden politianmeldte NPV og ejendomsmæglerfirmaerne Niels Hald Amager og Lone Bøegh Henriksen for vildledende markedsføring. Kort efter politianmeldelsen gav NPV dog oplysninger til forbrugerombudsmanden, som viste, at forholdene netop var forældede – og derfor ikke kan straffes efter markedsføringsloven, som har en forældelsesfrist på to år.

Forbrugerombudsmanden har derfor tilbagekaldt politianmeldelsen.

Ejendomsmæglerne har oplyst, at de har angivet arealerne i salgsopstillingerne for lejlighederne i overensstemmelse med lovgivningen om ejendomsformidling, og at de ikke har udarbejdet salgsmaterialet for projektbyggeriet.

– NPV er ikke enig med forbrugerombudsmanden i, at salgsmaterialet har været vildledende, oplyser forbrugerombudsmanden.

Det er aftalt, at vicedirektør og advokat Anders Palmkvist, Dansk Ejendomsmæglerforening, DE, udtaler sig i sagen.

Det har endnu ikke været muligt at få kontakt til Anders Palmkvist.

’Strandgården’-sag verserer fortsat hos politiet

Forbrugerombudsmanden har tidligere politianmeldt NPV A/S og Ejendomsmægler Niels Hald Amager A/S i en lignende sag om projektbyggeriet ’Strandgården’ ved Amager Strandpark på Amager.

Denne sag verserer fortsat hos politiet.

Læs også NPV og Danbolig-mægler politianmeldt for at vildlede om projektlejligheder

Læs også Dansk Ejendomsmæglerforening: Vi har ikke været opmærksomme på problemet før

Læs også om sag fra 2018 NPV efter politianmeldelse: Salgsmaterialet har ikke været vildledende eller mangelfuldt

Læs også Danbolig afbryder samarbejdet med Hald-koncernen

Læs også Hald-koncernen tager Danbolig-beslutning til efterretning





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder