lørdag 16. marts 2019 00:16
Ugen i Ejendom: Rekorduge i Cannes
– Jeg kender kun 15-20 procent af dem, der er her.
Sådan lød det overrasket fra adskillige Mipim-veteraner, da Estate Media i starten af ejendomsbranchens største netværksevent Mipim holdt Nordic Lounge. Mere end 750 kom til årets største dansk/nordiske event, fik en øl eller et glas vin og skød ugen i gang med mingling med folk fra ejendomsbranchen.
Læs også 750 indviede Mipim på Nordic Lounge
Det er det sjove ved Mipim, at man netop fornemmer, hvordan branchen er ved at udvikle og forny sig, og der er mange nye ansigter. For den generation, der især var med til at præge branchen i sidste optur, er stille og roligt ved at blive suppleret nedefra. Og netop derfor beviser Mipim virkelig sit værd. For i Cannes kan man uformelt møde høj som lav tilfældigt på gaden og præsentere projekter og ideer uden at skulle igennem et netværk af PAere og kommunikationsfolk. Og det er præcis det, som overborgmester Frank Jensen også ser som sin vigtigste opgave på messen fortalte han, da han onsdag åbnede årets investorbrunch. Han vil gerne møde branchen i øjenhøjde og være sikker på, at han hører om de ideer og forhindringer, der er for projekter og investeringer.
Årets helt store nyhed på Mipim for den danske branche var organiseringen af den danske stand, som var halveret. Et lidt tungt look med sort og orange var afløst af lyst træ, grønne planter og en klar association til det nye nordiske look. Samtidig var der skabt et langt mødebord, og det bragte fokus fra catering og udskænkning til standen som mødeplads. Ikke desto mindre blev der langet 1.250 kopper kaffe over disken af flittige medarbejdere fra Byggesocietetets sekretariat mod 1.000 sidste år. Så på den måde har standen på trods af, at den var mindre, udgjort et reelt mødested for både danskere og samarbejdspartnere og enkelte, der bare kom forbi.
Byggesocietetet har i det hele taget formået at genopfinde den danske deltagelse og samle branchen på den danske stand. Nu udestår et nyt arbejde med at skaffe Danmark på Mipim næste år. Og måske er det netop den vej, man skal gå. For når nu ikke standen er del af et dansk-svensk samarbejde og en Malmø-Copenhagen stand, så var det måske på tide, at vi på tværs af landets største byer gik efter et samarbejde om at promovere Danmark bedst muligt. Og det var ikke opbakning, der manglede. På messen stødte jeg ind i både borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg, borgmester Peter Rahbek Juel, Odense, rådmand Bûnyamin Simsek, Aarhus og naturligvis Frank Jensen foruden en række planfolk fra mindre kommuner.
Fredag kunne Mipim lukke ned med et tal på 26.800 deltagere, og det er det højeste antal siden 2008. Samtidig var hver 5. ifølge Mipims egne tal investor på messen, mens 560 politiske ledere deltog.
Nogle år på Mipim er jeg kommet hjem med en følelse af, at der var et stemningsskifte eller en helt ny måde at se branchen på. Det var der ikke i år. Der er meget stor optimisme overalt i branchen. Kapitalen er rigelig, og der bliver ledt efter gode investeringer overalt. Samtidig går det ikke helt amok, for der er rigtig mange, der har faste forestillinger om, hvilket afkast, de vil købe til, og det holder de sig til. Måske fordi køberne i høj grad er institutionelle fremfor private, og dermed trods alt ikke lader sig bære mere med af stemningen end de har mandat til.
Den anden interessante tendens var, at der blev snakket bæredygtighed på en mere konkret måde end tidligere. Både hos de internationale udviklere og i dansk regi, var der flere, der spurgte til certificeringer og løsninger. FNs 17 verdensmål har sat sig fast og bliver brugt som et pejlemærke til, hvor industrien skal hen. Et af Danmarks bedste eksempler Ørestadens Upcycle Studios designet af Anders Lendager vandt dog desværre ikke en Mipim Award. Når man skal stemme i kælderen under Palais des Festival sker det typisk ud fra et øjebliksbillede af de præsenterede projekter, og der var Hamburgs træ-højhus, Woodie, bare mere “likable” og oven i købet profileret midt i området.
Til gengæld kunne C.F. Møller gå på scenen igen og partner og arkitekt Lone Wiggers så overrasket ud, da hun for 2. år i træk kunne række trofæet, der er for ejendomsbranchen, hvad de gyldne palmer er for filmbranchen, i vejret og glæde sig over, at designet fra Londons Greenwich-kvarter gik rent ind hos Mipims deltagere.
Læs også Mipim Award: Skuffet Lendager og glad C.F. Møller
En af dem, der fik travlt på Mipim, var Christian Jessen fra – nu tidligere – Place2Live Erhverv, der tirsdag på Mipim kunne offentliggøre, at Place2Live er fortid, for han indtræder i Nordicals-samarbejdet. Dermed er den udvidelse som adm. direktør i Nordicals Erik Andresen tidligere har annonceret effektueret. Samtidig betyder den to ting. Christian Jensen vil nu i endnu højere grad supplere Hillerøds Danbolig Johnny Hallas og Helsingørs Mikkel Søby. Og samtidig vil Nordicals få den landsdækkende dækning, der skal placere den nyetablerede kæde som en værdig konkurrent til Colliers og EDC Poul Erik Bech.
Læs også Nordicals overtager nordsjællandsk erhvervsmægler
Et andet nyt samarbejde, der blev præsenteret på Mipim, var CC Property og Gerald Eve. CC Property har valgt at tage skridtet og indgå i et internationalt samarbejde for at kunne hjælpe Gerald Eves kunder, når de vil etablere sig eller investere i Danmark.
Hvis jeg var britisk på Mipim havde jeg nok ikke været så optimistisk, men CEO Simon Prichard var ikke så nervøs for Brexit og mente, at der fortsat ville være masser af investorer, der ser London som finansiel hovedstad. Så det hele skal nok gå.
Det var også den oplevelse, der herskede på Londons stand, hvor der var hektisk aktivitet og høje grin. Det virkede lidt som om briterne var på vej med høj fart ud over kanten af den 30 kvm store Londonmodel, som igen i år var standens samlingspunkt. . Flere internationale mæglere kunne berette om, at bolig nu overgår retail som den sektor, der bliver investeret mest i og det gælder både i England og i resten af Europa, hvor boligprojekter er i høj kurs. Derfor fortsætter efterspørgslen også i Danmark, selvom lejepriserne ikke længere stiger, og dermed også får købs- og salgspriserne til at sætte sig.
Tysk kapital kom i denne uge tilbage i det danske marked på hele to måder. Tyske Deka valgte nemlig at købe EYs kommende domicil ved Flintholm klos op ad der, hvor revisionsgiganten er i dag.
Der var mange tyske finansieringspenge i markedet før finanskrisen, men i takt med, at bankerne blev udfordret en for en, trak tyskerne sig ud af Danmark. Nu er de altså tilbage, og det er også tyske Helaba med en finansiering af Novo Nordisks bygning i Søborg for koreanske AIP. Det bliver spændende at se om det er en enlig svale eller de øvrige tyske – og måske svenske – banker også vil genoptage udlån i Danmark.
Læs også Tysk investor investerer for første gang i Danmark
Læs også Tysk bank finansierede sydkoreansk milliardkøb i Søborg
Også Nykredits planer om nyt hovedsæde og valget af AP Pension som samarbejdspartner trak mange læsere. Nordhavn har primært været forbundet med boligudvikling indtil nu, og selvom PwC ombestemte sig og ikke vil bygge i Nordhavn alligevel, så er andre tydeligvis mere interesserede. Det er interessant, fordi det kommer til at balancere bydelen langt bedre med en udbygning i flere segmenter. Den 3. april holder vi i Estate Media konference om Nordhavn, og jeg glæder mig til at få overblikket over de nye kvarterer, der nu kommer i spil og ikke mindst over, hvordan de næste faser bliver optimalt sammensat. By & Havn direktør Anne Skovbro var en af dem, der deltog i panelet om bæredygtig byudvikling på Mipim, og den debat skal hun nu bære videre i blandt andet arbejdet med Nordhavn.
Læs også Nykredit vælger AP Pension til hovedsædebyggeri
Læs også AP Pension om PLHs design: Solidt uden at være prangende
Læs også PLH Arkitekter skal tegne 50.000 kvm. hovedkvarter for AP Pension og Nykredit
En anden spændende ejendom, der blev solgt var en af Falcks ejendomme som blev udbudt på den digitale ejendomsbørs prop.exchange. Allan Kehlet Rieck har de sidste 3 år kæmpet for at få branchen til at se mulighederne i at skabe så transparent en formidlingsløsning som muligt, og hans bud er i den forbindelse digitale auktioner. Endnu er det fortsat kun få ejendomme, der bliver handlet via PropTech løsninger, men Falck-ejendommen er nu en af dem, og antallet er stigende.
Læs også Digital ejendomsbørs sælger største ejendom til dato
Københavns Lufthavn prægede på flere måder nyhedsstrømmen i ugen. Lufthavnen står overfor en markant udbygning for fremtidigt at kunne håndtere 40 millioner passagerer. Faktisk skal der bruges 4 milliarder kr. over de kommende år, og det bliver Vilhelm Lauritzen og Zeso Architects, der dygtigt har hevet den hjem.
Cowi og Aarsleff skal stå for det tunge arbejde. Zeso er på kun få år blevet stærk på lufthavne og kunne sidste år trække ordren på design af lufthavne i Grønland hjem. Samtidig har det også efterladt et hul i udlejningsdækningen af lufthavnen, at Jørgen Jensen netop er skiftet til Arkitektgruppen, og det hul blev dækket ind i denne uge, hvor Jon Larsen skiftede fra EDC til Københavns Lufthavn.
Læs også EDC Poul Erik Bech mister erhvervsprofil
Læs også Kom med bagom arkitekturen i den nye lufthavnsudvidelse
Læs også De skal tegne og projektere ny lufthavnsterminal
Læs også Ny 80.000 kvm udvidelse af lufthavnsterminal koster 4 milliarder kr.
Også et andet jobskifte røg ind sammen med ugens mest læste nyheder. Det var Plan1 stifter og direktør Martin Yde, der overdrog rorpinden til tidligere Gaihede-direktør Jesper Max-Larsen. Han skal nu vækste Cobblestones arkitektarm, mens Martin Yde bliver arbejdende bestyrelsesformand.
Læs også Tidligere Gaihede og Bech-Bruun profil bliver ny adm. direktør hos Plan1 Cobblestone Architects
En af de ting, som overborgmester i København Frank Jensen nævnte i denne uge, som det store samtaleemne på Mipim, er de nye ting, han har kastet i markedet som værende interessant i forbindelse med den kommende kommuneplan. Det drejer sig om mindre boliger, endnu flere ungdomsboliger og alternative boformer.
Den 24. september sætter vi i Estate Media kommuneplanen til debat, og her kommer kommunens topembedsmænd og fortæller om det nye plangrundlag. Det bliver lige midt i høringsperioden, så der fortsat er tid til at kommentere på indholdet, og det bliver lige midt i København i Gorrissen Federspiels domicil Axel Towers. Her håber vi, at så mange fra branchen som muligt er med til at kommentere det grundlag, som al udvikling de næste 4 år kommer til at bygge på i Danmarks hovedstad.
Læs også Mipim: Stor interesse for nye boligtyper
Ugens overskrift er ikke bare, at rekordmange var på Mipim. Det er også, at der er brug for det. Der er brug for at erfaringsudveksle og dele viden. Og der er ikke mindst brug for, at branchen står sammen om at bruge den viden konstruktivt.
For som PensionDanmark direktør Torben Möger sagde til Brunch med meninger hos DLA Piper torsdag formiddag på Mipim, så er det ikke kun til branchens egen fordel, men det kan faktisk også blive en eksportsucceshistorie for Danmark, hvis vi formår at sætte vores kompetencer rigtigt i spil. Derfor er det vigtigt, at vi foruden den daglige konkurrence også står sammen – og der er Mipim et af de bedste steder.
Rigtig god weekend!