onsdag 18. april 2018 08:11
Tony Christrup: Greater Copenhagen-standen på Mipim skal forbedres
Overordnet er formanden for Byggesocietetet, Tony Christrup, tilfreds med debuten på årets Mipim, hvor Byggesocietetet har taget over som Greater Copenhagen-standens vært og koordinator, efter Copenhagen Capacity har løftet opgaven i 22 år.
Men der er brug for en bedre stand på næste års store ejendoms- og investormesse i Cannes.
Det siger formanden, der mener, at branchen som helhed nu må gøre sig klart, hvordan den fremover kan hive investeringer hjem til Greater Copenhagen-området.
– Det er ingen spøg, at vi er i konkurrence med byer som Stockholm og Hamborg. Vi har ikke den samme størrelse og kapacitet som de byer, og derfor må vi som samlet metropol gøre os attraktive på Mipim. Det kræver, at både offentlige og private aktører i branchen er med til at udvikle standen – og vores tilstedeværelse i det hele taget – på Mipim, siger Tony Christrup.
Derfor inviterer Byggesocietetet alle branchens aktører til workshops, hvor man kan kommentere på standen og komme med idéer til, hvordan Greater Copenhagens stand skal være.
– Vi vil gerne høre mere om, hvordan standen virker, hvad der var godt, og hvad der var mindre godt. Fra alle grene af branchen. Vi skal alle være mere aktive og indse, at det her en fælles stand. Branchen skal over en bred kam stå sammen om at sælge Greater Copenhagen, så vi skaber arbejdspladser og vækst herhjemme, forklarer Tony Christrup.
Åben for ny branding og input
For Byggesocietetet var det positivt at opleve, at især kommunerne på dette års Mipim begyndte at involvere sig i, hvordan Greater Copenhagen bedst bliver positioneret på næste års Mipim.
– Kommunerne var åbne over for at udvikle en ny indsats, der fortæller, hvad Greater Copenhagen har at byde på. De bød ind med forslag og brainstormede på, hvordan cykelstier, cykler, byrum og blandede byer kan eksponere Greater Copenhagen. Og hvorfor ikke? Det er jo ting, som markerer, hvad vi kan i Greater Copenhagen, og som er dybt populære i udlandet. Vi er villige til at gå videre med en ny branding og høre alles input til vores fælles Mipim-indsats, siger Tony Christrup.
Greater Copenhagen-samarbejdet og -standen er et erhvervspolitisk samarbejde, som forener Skåne, Sjælland og hovedstaden samt de tilhørende 79 kommuner.
Læs også Overborgmester: Næste års Mipim bliver i metroringens tegn for København
Læs også Det skete igen: Danmark vandt en Mipim Award for Mærsk Tårnet
Læs også Frank Jensen slog et slag for Greater Copenhagen i Cannes
Læs også Mipim skudt i gang under bagende sydfransk sol
Læs også Lech Walesa, Obamas søster og mange andre kendte indtager Mipim
Læs også Regionsrådsformand inden Mipim: I Greater Copenhagen har vi en fortløbende udfordring
Læs også Overborgmester inden Mipim: Derfor giver messen mening