Adm. direktør Per Weinreich, CBRE i Danmark. Foto: CBRE

Ordet er dit: Flere lande indfører loft på huslejestigninger på grund af høj inflation

Ordet er dit-indlægget er skrevet af adm. direktør Per Weinreich, CBRE i Danmark

Den 26. august blev regeringen enig med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten om at indføre et midlertidigt loft på huslejestigninger. Under den nuværende ordning er det tilladt at forhøje huslejen årligt i overensstemmelse med ændringer i forbrugerprisindekset, den såkaldte nettoprisindeksering. Regeringen implementerer nu et loft på huslejejusteringer på op til 4% over de næste to år. Udlejere kan dog hæve huslejen mere end 4%, hvis de kan bevise, at deres stigning i driftsomkostninger overstiger 4%.

Regeringen har for nylig iværksat en række initiativer, der skal beskytte de cirka 160.000 lejemål, der reguleres efter nettoprisindekset. Man forventer nemlig, at de kraftige inflationsstigninger i nettoprisindekset vil føre til uforholdsmæssigt store huslejestigninger sammenlignet med udlejernes reelle omkostninger i forbindelse med ejendomsadministration.

Derfor er der indført følgende:

  • Et 2-årigt loft på huslejestigning. Udlejere har dog mulighed for at hæve huslejen med mere end 4%, hvis de kan bevise, at deres stigning i driftsomkostninger overstiger 4%.
  • Efter to år vil der blive indført et nyt indeks til regulering af huslejen (med virkning fra 1. januar 2025). Selvom formatet endnu ikke er på plads, har der været drøftelser om et indeks, der muligvis udelukker effekten af øgede udgifter til energi og fødevarer.

Loft på huslejestigning spreder sig i Europa

Selvom et loft på huslejeregulering er nyt i Danmark, ser vi en lignende situation flere andre steder i Europa:

  • I Frankrig er der et midlertidigt loft på lejeindekseringer af boliger og detail på 3,5%. Det er del af en større pakke af forholdsregler, der skal dæmpe inflationens indvirkning på husholdningsbudgettet.
  • I Holland er der lige nu et loft på huslejestigninger for uregulerede lejeboliger, der reguleres efter forbrugerprisindekset, på +1% (i 2022 er det 3,3%).
  • I Irland er stigningen begrænset til den lavere del af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks eller 2% per år.
  • I Spanien er der en begrænsning på 2% i forhold til justering af lejen. Begrænsningen var oprindeligt kun planlagt til juni 2022, men er nu blevet forlænget til årets udgang.

Erhvervsejendomme er godt beskyttet

Den lejeindtægt, som erhvervsejendomme genererer, er typisk knyttet til et prisindeks, og det er en af de afgørende grunde til, at de er godt beskyttet mod inflation.

I tilfælde, hvor høj inflation er et resultat af økonomisk vækst i en sen konjunkturcyklus, skal der tages højde for andre risici. I øjeblikket er inflationen mere drevet af omkostninger end efterspørgsel, og det resulterer i en prognose med en lavere økonomisk vækst. Derudover indsnævres spændet mellem fast ejendom og risikofri rente i tråd med de stigende renter. Da det nye rentemiljø og en nedjustering af forventningerne til væksten i huslejeniveauet skal indregnes, kan det udmønte sig i et stigende pres på afkastet for fast ejendom. Vi er derfor spændte på at se, hvordan markedet reagerer på udviklingen.

Læs alle Ordet er dit-indlæg på estatemedia.dk her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder