lørdag 05. september 2020 00:16
Da redaktionen fik et anonymt tip
For et par uger siden modtog vi på Estate Media et anonymt brev. Postet med frimærke i en hvid konvolut, hvor afsenderstedet var udvisket. Brevet indeholdt et tip om, at cheferne forlader MT Højgaard og den nye ledelse er ved at køre virksomheden i afgrunden.
I juli flyttede vi på Estate Media, og brevet var sendt til vores gamle adresse, så det ankom senere til os end til andre redaktioner, og inden vi overvejede næste skridt havde andre medier taget fat på historien. Jeg er som chefredaktør stadig i tvivl om flere aspekter i brevets indhold. Det rejser nemlig en række principielle spørgsmål.
Først til det konkrete indhold. Brevet gjorde opmærksom på, at MT Højgaard gennemgår en markant organisatorisk udvikling, at den nuværende ledelse er rekrutteret fra bestyrelsen og at flere chefer er på vej væk som konsekvens af de beslutninger og omorganiseringer, der er i gang. Konklusionen var, at det vil ødelægge entreprenørfirmaet. Ordlyden var noget grovere, men ovenstående var essensen.
Hvis vi i første omgang ser bort fra det konkrete indhold, så indeholder sådan en henvendelse flere etiske aspekter. Som udgangspunkt har vi en kultur i øjeblikket, hvor vi forsøger at fremme whistle blowers. Mange ting, der retteligt bør opdages, var ikke blevet opdaget, hvis de ikke var blevet tippet anonymt. Et medie er selvfølgelig ikke det rigtige sted at fløjte hen, men hvis man ikke bliver hørt andre steder, er det naturligt. Tænk bare på Kontant og lignende. Mere usædvanligt er det at henvende sig til flere medier på én gang, da de fleste medier primært løber med en historie af den karakter, hvis de har den solo. Men lad det nu ligge.
På Danmarks Journalisthøjskole, hvor jeg selv er uddannet for ganske vist en del år siden, er en af de fornemste journalistiske discipliner, som man bliver trænet i, at vi skal beskytte samfundets svageste og afsløre magthavere, der misbruger deres magt. Det er helt grundlæggende for det journalistiske virke. Så når et anonymt brev lander på en redaktion, så skærpes alle sanser. Er det nu, at vores fineste del af faget kommer i spil?
Og det er nok der, hvor jeg i denne sammenhæng må sige, at sagen er speget for når en virksomhed kører med underskud og skal genoprettes, så vil det ofte føre til en oprydning, der skaber vrede hos nogle af de involverede. Der vil være nogle, der føler “sig kørt over”, og i nogle tilfælde vil det sikkert også være berettiget. Da jeg i foråret under corona mødtes virtuelt til et flere timer langt interview med MT Højgaards nye koncernledelse var meldingen klar fra den nye ledelse om, at der var ting, der skulle laves om. Der skulle skabes integration og transparens, meldte de to nye profiler ud.
– Jo mere udfordret projekterne bliver i en klassisk matriceorganisation, jo mere giftigt bliver det at være den, der træffer beslutningen. Så i stedet for at fremvise agilitet og beslutningsstyrke, så fryser det. Det kunne man især se i denne her konstruktion med moderselskab, datterselskaber og holdingselskab. Nu er alle på linje. Det er en ret voldsom simplificering, sagde koncernledelsen dengang.
Og det er der ikke nogen tvivl om altså er faldet nogen for brystet. Endda i så høj grad, at de spår, at det vil blive koncernens endeligt.
MT Højgaard har haft ekstremt store udfordringer igennem en lang årrække. Under Kristian May, der var adm. direktør frem til 2012, blev der tabt penge – mange penge på enkelte projekter, som der simpelthen ikke var styr på. Så kom Torben Biilmann til og koncentrerede sig blandt andet om frem til 2018, at der var styr på tingene fra centralt hold, så de ikke skred.
Den centralisering har ifølge nuværende koncernchef Morten Hansen taget overhånd, og det er den, han nu gør op med. Som i mange andre store danske organisationer pt, er filosofien, at ansvaret skal ligge tæt på beslutningerne, så den enkelte kan se konsekvensen men også frugten af sit arbejde.
Når der bliver gået så hårdt til værks som der gør i øjeblikket, så kræver det stor forståelse i organisationen, men det kan heller ikke undgåes, at det vil udløse uenighed og skuffede forventninger. Koncernledelsen, der nu også er slanket, og opdelingen i den danske forretning, den internationale forretning og projektudviklingsbenet har krævet ofre. Spørgsmålet er, hvad MT Højgaards ledelse kunne have gjort for at undgå, at der er nogle der – berettiget eller ej – føler sig trådt over tæerne. Formentlig ikke ret meget. Når man gennemfører store ændringer vil der være nogle, der er enige og nogle der ikke er og det vil uvægerligt også føre til, at nogle af dem, man gerne ville have beholdt, vælger at forlade selskabet.
– Vi bliver nødt til at tage noget stærk medicin. Der skal spises nogle kameler undervejs, sagde Morten Hansen i foråret.
Medicinen blev tydeligvis for stærk, og kamelerne ufordøjelige for nogle.
Og er det så den rigtige medicin, Morten Hansen nu giver patienten? Set udefra er der mange rigtige tanker i de udmeldinger, han kommer med i trit med de aktuelle tendenser indenfor ledelse, men kun tiden kan vise om de har den fornødne effekt og om lægen valgte den rigtige dosis.
Og hvor vil jeg så hen med alt det? Jeg tror ikke MT Højgaard bliver den sidste virksomhed i bygge- og ejendomsbranchen, der kommer til at gå drastisk til værks og gøre op med forældede strukturer.
Bygge- og ejendomsbranchen har i mange år haft svært ved at forny sig – den er som mange siger, en af de mest konservative brancher – ja selv finanssektoren er snart mere agil end bygge- og ejendomsbranchen.
Sålænge man tjener penge, så mærker man ikke rigtig varmen fra den brændende platform. Men temperaturen vil kun stige i de kommende måneder og år. Ikke mindst, fordi der i kølvandet på coronakrisen er blevet sat fart både på digitalisering og nye samarbejdsformer.
Mit bud er, at ledelsen i adskillige virksomheder først nu kommer til for alvor at se på de langsigtede konsekvenser, der skal kigges indad, og der er ingen tvivl om, at der skal tages både modige og mindre populære beslutninger for at fremtidssikre branchen.