Foto: Aalborg Port.

Aalborg Havn har ekstrem succes med erhvervsudlejning

Landets største indlandshavn Port of Aalborg har lagt solidt fra land i 2022. Aktivitetsniveauet har været højt, og det betyder, at omsætningen for første halvår er vokset med knap tre procent til 120,2 millioner kr. Regnskabsperiodens resultat er et overskud på 43,6 millioner kr. før skat.

Det har været en god satsning at satse systematisk på at få flere lokaler til udlejning, og havnen sidder nu som en tung udlejer i erhvervsmarkedet.

– Vi har haft et fint aktivitetsniveau i årets første seks måneder. Godsmængderne har været over niveau sammenlignet med 2021, og samtidig er der fortsat stor interesse for vores voksende antal udlejningsejendomme, som tæller både kontor-, lager- og produktionslejemål. Det er både et udtryk for, at det går godt i det nordjyske erhvervsliv og ikke mindst, at vi lykkes med at skabe gode rammer og vækstvilkår for regionens virksomheder, siger bestyrelsesformand Lasse Frimand Jensen, Port of Aalborg.

Krigen i Ukraine
Regnskabsperiodens resultat er positivt påvirket af ekstraordinære engangsindtægter. Derudover har Port of Aalborg også mærket følgevirkningerne af krigen i Ukraine, som blandt andet har medført forandringer på markedet for kul og olie.

Kristian Thulesen Dahl. Foto: Aalborg Port.


Robustheden i Port of Aalborgs forretningsmodel er blandt andet et resultat af, at havnen gennem mange år har investeret betydeligt i rammerne for koncernens erhvervspark i Aalborg Øst. Ejendomsforretningen er vokset til hele 185.000 kvm kontor-, produktion- og lagerbygningsareal til udlejning, og udlejningsprocenten ligger helt oppe på mellem 95 og 98 procent.

– Vi fortsætter med at udbygge vores erhvervspark. I første halvår har vi påbegyndt opførelse af 16.000 kvm lager- og logistikfaciliteter, som forventes afsluttet i løbet af andet halvår. Byggeaktiviteterne på vores nye udstykning ”Ankeret” forløber desuden planmæssigt, hvor et nyt kontorhus og en række lagerhaller på henholdsvis 4.600 kvm og 10.000 kvm forventes ibrugtaget i løbet af første halvår 2023, siger adm. direktør Kristian Thulesen Dahl.

Mere ejendomsudlejning
Rollen som ejendomsbesidder, udlejer og facilitator af aktiviteterne slutter ikke her. Første halvår 2022 bød således også på afslutningen på et næsten 50 års langt samarbejde om grønlandstrafikken i Aalborg, da det sidste grønlandsskib den 22. juni sejlede fra Aalborg havn. Afslutningen betyder samtidig, at Port of Aalborg overtager driften af containerterminalen på Aalborg havn:

– Når en dør lukkes, åbnes en anden, og det nye setup for containerterminalen kommer til at komme de nordjyske virksomheder til gode. Containerterminalen har indtil i dag først og fremmest været drevet på Grønlandstransportens præmisser på grund af forsyningspligten. Fremadrettet bliver det først og fremmest på de nordjyske virksomheder og deres transportpartneres præmisser, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

– Vi går derfor nu i dialog med både virksomheder og speditører med fokus på at skabe det helt rigtige setup for terminalen og dermed en ny begyndelse for containertrafikken ind og ud af Nordjylland, hvor vi med nærheden til E45 og vores jernbaneskinner helt ind på terminalen har alle muligheder for at sikre optimale rammer om erhvervslivets behov for multimodale transportløsninger.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder