
onsdag 05. oktober 2022 09:03
AP sætter gang i nyt boligområde
AP Pensions datterselskab AP Ejendomme har netop sat gang i opførelsen af 97 svanemærkede boliger, Munkesøhuse, i Klosterparken i centrum af Kalundborg.
Sammen med Kalundborgs borgmester, Martin Damm, og totalentreprenøren, 5E Byg, har AP Ejendomme taget første spadestik til de nye boliger.
Munkesøhuse er fordelt på syv punkthuse på i alt cirka 8.800 kvm boliger. Fælles for boligerne, der bliver mellem 49 og 110 kvm, er, at de alle får altaner med udsigt til Klosterparken. Udover at blive certificeret med Svanemærket vil boligerne i fundamenterne blive opført med Aalborg Portlands CO2-reducerede cementtype, Futurecem, der har op til 30 procent lavere CO2-aftryk end traditionel beton.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er naturligvis tilfreds med, at der nu er blevet taget første spadestik til Kalundborg-boligerne tegnet af Arkitema.
– Vi tror på, at der vil være stor interesse for Munkesøhuse. For med den kæmpe udvikling, som Kalundborg Kommune er inde i med en stor tiltrækningskraft af virksomheder og uddannelsesinstitutioner, vil der være et øget behov for flere moderne boliger i Kalundborg, siger Peter Olsson, der forventer, at boligerne er opført i maj 2024.
Læs mere om Kalundborg-projektet i:
AP Pension køber grund i Kalundborg til boligprojekt
Læs også Her er AP Ejendommes CO2-mål
Læs stort interview med adm. direktør Peter Olsson, AP Ejendomme, i Estate Magasin nr. 2/2022 her