tirsdag 24. maj 2022 07:18
Casa vinder atter et boligprojekt
Entreprenørselskabet Casa har indgået aftale med Vejle-baserede SK Ejendomsudvikling om opførelse af 80 lejeboliger i den nye bydel Lisbjerg nordnordvest for Aarhus.
De nye boliger skal stå klar i foråret 2024.
– Vi er glade for at have indgået et samarbejde med Casa vedrørende en totalentreprise aftale på vores ene projekt i Aarhus N. Projektet udgør cirka en tredjedel af vores pipeline af projekter, som er klar til at gå i jorden inden for de kommende 12 måneder med en samlet boligmasse på 252 boligenheder beliggende i Aarhus og Trekantområdet, siger partner Kim Branick, SK Ejendomsudvikling.
Fortehusene har fokus på social bæredygtighed og fællesskaber.
– Fortehusene er et spændende projekt, der gentænker måden, vi bor og lever på. Mange børnefamilier har et ønske om at være tættere på familien, så de kan få hjælp til det praktiske i hverdagen og skabe et dybere bånd mellem den yngste og ældste generation. Generationshuset giver en ramme for den type bæredygtigt fællesskab, siger adm. direktør Torben Modvig, Casa.
Stor transformation af Lisbjerg
Udviklingen af Lisbjerg har for alvor taget fart de senere år med letbanens ankomst i 2018, åbningen af den nye skole i 2021 og den såkaldte supercykelsti til Aarhus. Derudover har Aarhus Kommune planer om at anlægge flere idrætsfaciliteter i den nye forstad, så der er flere aktiviteter for børn og voksne.
Fortehusene er tegnet af Gjørtz Andersen Arkitekter og bliver DGNB-certificeret. Projektet har første spadestik denne sommer og afleveres af Casa til SK Ejendomsudvikling i foråret 2024.
Læs også Casa slår atter rekord – omsætning runder 3 milliarder kr.