Didde Maria Kristensen, Nrep. Foto: Nrep

Nrep udnævner første kvindelige partner

Hun kom til Nrep i 2015, og siden 2019 har hun stået i spidsen for at rejse stadig større kapitalbeløb til den nordiske ejendomsudvikler og -investors ekspansion. Så Didde Maria Kristensen er blevet en så vigtig brik, at hun som den første kvinde i Nreps historie netop er blevet udnævnt til partner blandt 15 mænd.

Inden for de seneste to år har Nrep tiltrukket godt 25 milliarder kr. til ejendomsinvesteringer. Siden opstarten i 2005 har Nrep etableret 14 fonde og gennemført flere end 400 investeringer på tværs af Norden. Antallet af medarbejdere er vokset til over 400, og med udnævnelsen af Didde Maria Kristensen og Alfred Eklöf i Sverige har virksomheden i alt 16 partnere, heraf seks danske. Så fra at være eksponent for Nreps kultur bliver hun nu også medansvarlig for at sikre den og bære den videre ind i Nreps fortsatte udvikling.

– Når man bliver udnævnt til partner i Nrep, handler det entydigt om at være drevet af vores formål og værdier. Når Didde Maria Kristensen nu træder ind i partnergruppen, bliver hun ultimativt medansvarlig for Nreps kultur og måde at gøre tingene på. Jeg oplever Didde som et ordentligt, omsorgsfuldt menneske drevet af at gøre en forskel, siger adm. direktør og partner Claus Mathisen.

Holistisk tilgang
Nrep har fra begyndelsen valgt en mere holistisk tilgang til investeringer end mange andre ejendomsinvestorer. Den tilgang skal Didde Maria Kristensen være med til at bære videre.

– Værdier handler om, hvordan vi realiserer vores formål som virksomhed. Det er her, vi gerne vil være anderledes, og jeg ser vores værdier forankret hos partnerne som den ingrediens, der gør Nreps fortsatte udvikling mulig, siger Claus Mathisen.

Således handler det mere om formål, og hvad investorerne får lov til at påvirke med deres penge, end det handler om kapitalallokering og afkast, når Nrep kommunikerer til sine investorer.

Didde Maria Kristensen kom fra en stilling som M&A-manager i Dong Energy, da hun kom til Nrep i 2015, hvor hun i dag er Head of Investor Relations. Men ejendomsbranchen var ikke ny for hende, for hun havde været 7 år i Nykredit. Det startede som et studiejob, der passede godt til hendes store håndboldinteresse, hvor hun spillede i Viborg og Skive.

– Min håndbold og et studiejob hos Nykredit passede fint sammen. Så derfor har ejendomme og salg hele tiden været en del af mit virke. Jeg startede som piccoline og i takt med, at jeg læste økonomi fik jeg også mulighed for blandt andet at vurdere ejendomme. Rundt omkring mig sad der flere med 40-års jubilæum, og jeg besluttede, at jeg skulle nå at prøve noget andet. Så da jeg fik tilbudt et job i Dongs M&A-afdeling, slog jeg til.

Fem år efter blev en kollega ringet op og foreslået et job hos Nrep.

– Men hun gav opkaldet videre til mig, for som hun sagde ’jeg kunne jo godt lide de der ejendomme’. Det havde hun ret i. Jeg har også altid været typen, der tjekker ejendomsmægleropslag. Så jeg søgte og fik det, siger Didde Maria Kristensen.

Kommercielt fundament med et mål
Det var især Nreps mål, der tiltrak Didde Maria Kristensen.

– Nrep hviler selvfølgelig på et kommercielt fundament om at investere rigtigt og få et afkast. Men jeg har altid godt kunnet lide, at når man gør noget, så gør man det også med et andet formål end det åbenlyse. Målet er ikke nødvendigvis at rejse en masse kapital. Man skal også se på, hvad man gør med kapitalen, og om man har gjort en positiv forskel. Gør man det, så skaber det troværdighed, når den næste fond skal rejses. Det gør forskellen, siger Didde Maria Kristensen.

Da hun sprang til Nrep i 2015, vidste hun ikke, hvor det ’ville ende’ så at sige. Men det er allerede kommet længere, end hun havde håbet.

– Vi gør i endnu højere grad en forskel med de skibe, vi sætter i søen i dag i forhold til for få år siden.

Tjekker ud som nybagt partner
Didde Maria Kristensen er cand.oecon. fra Aarhus Universitet. Hun er 40 år, bor i København med sin mand og om få dage går hun på barsel med sit første barn for først at vende tilbage om 9 måneder, når hendes mand tager sin del af barslen. Der er flere, der har spurgt, om man kan tjekke helt ud, når man lige er blevet partner.

– Jeg håber, at jeg er i stand til at sætte mit professionelle liv på pause. Jeg har brugt de seneste år på at bygge et godt team, så der er en god og velfungerende organisation til at tage over, siger Didde Maria Kristensen, der venter en søn.

Der bliver nemlig ikke tid til at ligge på den lade side hverken i mellemtiden, men heller ikke når hun vender tilbage.

– Der er ret mange ting, vi gerne vil. Der bliver størst fokus på, at det er nu, man skal tage sig sammen derude og se på investeringer på en ny måde. Det er en af grundene til, at jeg er mest stolt over at være i Nrep. Der er ingen tvivl om, at vi i starten skulle presse det lidt ned i halsen på investorerne, at bæredygtighedskriterier var en del af evalueringen af os som kapitalforvalter. Men der ser jeg, at mange flere i dag kan se, at vi er i en ’now or never’-situation, og det ikke nytter at lægge det væk og stille kriterier op med mål i 2050. Det er noget af det, der driver mig og mit team, at vi kan gøre noget specifikt på produktsiden på det parameter.

Geninvesterer indtjeningen
Der er i dag 16 partnere i Nrep, der udgør partnergruppen. Der er dog ikke tale om, at alle er egentlige ejere. Det er stifterne Michael Bülow-Lehnsby og Rasmus Nørgaard, der sammen med Novo Nordisk pengetank, Novo Holdings, ejer hovedparten.

– Jeg ser partnerrollen som en anerkendelse af, at jeg er kulturbærer, og det er jeg meget stolt af. Rent praktisk kommer det primært til at betyde, at jeg kan vende nogle af mine synspunkter tidligere i beslutningsprocessen. Men jeg føler ikke, at det giver mig en anden stemme internt. Vi har en flad organisation i Nrep, og jeg har en personlig relation til mange og har altid oplevet, at partnerne lyttede til mig. Vi er ekspanderet stærkt de seneste år, så det er klart, at i en organisation med 400 medarbejdere, så er det ikke alle, man når at få talt med jævnligt.

En anden ting, som Didde Maria Kristensen er stolt af, er den måde, Nrep genanvender indtægterne på.

– En stor del af de penge, vi tjener, geninvesterer vi i virksomheden fremfor at udbetale dem til partnergruppen. Vi forsøger hele tiden at investere i at gøre det lidt bedre, siger hun.

Selvom Nrep på mange fronter har været foregangsmænd inden for både ESG og verdensmål, så er det første gang, at der er en kvinde med i partnergruppen. Det ser Didde Maria Kristensen da også som en særlig ære.

– Jeg er glad for at kunne vise andre kvinder, at det kan altså lade sig gøre at bryde nogle af de barrierer, der er. Og når man har evnen, så har man også pligten, så derfor sagde jeg ja. Jeg glæder mig til at være med til at præge Nrep fremadrettet. Det er en titel, der indebærer et ansvar over for hele organisationen.

 

_________________________________________________________________________________________

Solid Nrep-fremgang i 2020

– Nrep blev stiftet i 2005 af danskerne Mikkel Bülow-Lehnsby og Rasmus Nørgaard samt svenske Rickard S. Dahlberg og oplevede i 2020 solid fremgang, hvor selskabet slog en række af sine egne rekorder

– Omsætningen steg med 78 procent til 525 millioner kr., mens driftsresultatet blev løftet med 82 procent til 359 millioner kr.

– Alt i alt landede Nrep et 2020-resultat før skat på 95,8 millioner kr. mod 47,2 millioner kr. i 2019 – altså en fordobling af bundlinjen. Resultatet var dobbelt så godt, som ledelsen havde forventet

Læs mere i Nrep slår flere rekorder – tæt på trecifret millionoverskud

Læs også Novos pengetank køber 25 procent af Nrep

Læs også Novos pengetank i milliardinvestering: Vi kan godt lide Nreps konceptudvikling

Læs også Magthaverne 2021: Nrep sætter sig på to ud af tre pladser i toppen

Læs alle navnenyheder her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder