fredag 08. oktober 2021 21:48
Almene boliger er svaret på alt
Blandede byområder er mantraet for at sikre et samfund med sammenhængskraft fremadrettet. Det er der faktisk ikke nogen tvivl om i min forståelse, og jeg har aldrig hørt en eneste i den danske ejendomsbranche, der har anfægtet det i sin grundessens. For det danske samfunds vigtigste styrke er, at vi alle – langt hen ad vejen – er rundet af samme værdisæt og forståelse af, hvad der skaber et godt fællesskab. Det har jeg heller aldrig hørt argumenter imod. Så det skal vi holde fast i, og derfor skal vi sikre, at der ikke kun er adgang til at bo hverken i byen, på landet eller i særlige kvarterer for de allerrigeste eller de allerfattigste danskere målt på månedlig eller årlig indkomst.
Det mener også de allerfleste partier i folketinget. Det, der skiller dem, er vejen derhen.
Regeringen kommer i næste uge med et boligpolitisk udspil, som statsministeren i sin åbningstale tirsdag afslørede ville indeholde 22.000 nye almene boliger, og som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad efterfølgende har uddybet på sociale medier, at han vil følge til dørs. Dermed bliver almene boliger altså nøglen til at sikre den blandede by. Måske kommer der andre ting i udspillet, men hvis man skal tolke på forhåndsgodbidderne, så er almene boliger det bærende element.
Som journalist specialiseret i ejendomsområdet har jeg været vidt omkring. I en periode som freelancer var jeg redaktør for både relanceringen og efterfølgende indholdet af Helsingør Boligselskabs beboerblad, Tagryggen, i 4 år. Det blev skabt i samarbejde med et udvalg af beboere i et redaktionsudvalg, der tydeligt tegnede beboerdemokratiet og dets mangeartede sammensætning af beboere med vidt forskellig baggrund. Det gav mig en enorm indsigt og kærlighed til hele det almene system.
Talrige er de gange, hvor jeg har stået begejstret og entusiastisk på internationale begivenheder som Mipim, blandt udenlandske journalister eller internationale ejendomsselskaber på besøg i Danmark og forklaret dem den helt enorme forskel på det, man kender som “social housing” og så det almene system.
For det er helt unikt, at vi i Danmark har en maskine, der – på trods af offentlige garantier involveret i anlægsfasen – giver ejerskabet tilbage til beboerne. Bevares, jeg ved da godt, at alle beboere i den almene sektor ikke erkender den ejerskabsfølelse. Men der er altså også rigtig mange, der gør, og det er noget helt andet end engelske “social housing” koncepter, der bliver tomme skaller for samfundets nederste sociale lag.
I den almene sektor i Danmark bor alle slags mennesker, og det er netop styrken. Problemet er, at vi oftest hører om ghettobebyggelserne, fordi de måske kommer til at huse dem, der på en eller anden måde står lidt på samfundets kant. Og det gør de, fordi det er styrken ved den almene sektor, at den også rummer det tilbud til de svageste . Men de udgør langt fra hovedparten af beboerne i de almene boliger i Danmark, og derfor bør man ikke sætte lighedstegn mellem sociale problemer og almene boliger.
Til gengæld må man heller ikke tro, at bare fordi man bygger flere almene boliger, så løser man alle boligproblemer i Danmark og skaber blandede byer. Tværtimod. For en blandet by er jo netop – en blandet by. Set ud fra en arketypisk socialistisk tilgang, så vil det måske se ud til, at hvis alle har en ejerandel i aktiverne, så bliver de mere ligeligt fordelt. Som i konstruktionen med almene boliger. Men sådan er det ikke nødvendigvis i alle tilfælde og slet ikke udelukkende. Ser man på det norske boligmarked, så har den meget høje grad af privat ejerskab betydet, at velstandsstigningen i samfundet er distribueret på næsten 80 procent af befolkningen. I Danmark er det kun godt 50 procent, der i dag ejer deres egen bolig.
I Aarhus var der for nylig en boligpolitisk høring, hvor blandt andet boligminister Kaare Dybvad var inviteret. Humlen var, at Aarhus kommune er træt af, at de ikke har nogen politiske planværktøjer til at sikre flere ejerboliger. I stedet er det flere udlejningsboliger, der bliver bygget overalt. Konsekvensen er, at potentielle beboere flytter ud af kommunen, for de vil gerne købe deres egen bolig. Det vil de fordi de gerne vil have egen råderet, føle sig som herre i eget hus og ikke mindst spare op til sig selv i stedet for at betale huslejen – den oftest største post på familiebudgettet – til en måske ukendt canadisk eller australsk pensions- eller kapitalfond.
Som meget tæt observatør af ejendomsmarkedet ved jeg naturligvis godt, at der er en nærmest eufori over, hvor nemt det i øjeblikket er at udvikle, designe og sælge udlejningsboliger i alle former, størrelser, beliggenheder og priser. Udenlandske investorer står i kø, og især i jyske byer bliver der solgt projekter i store klumper til amerikanske, engelske, franske, svenske, globale og danske institutionelle investorer og kapitalfonde. Det har været rigtig godt for ejendomsbranchen for det har øget professionalismen og skabt forretning, men det er fair at være bekymret for, om det på sigt gør noget godt for det danske samfund som helhed, hvis udviklingen fortsætter med samme tempo.
Jeg ser personligt ikke noget problem i flere almene boliger, for det har vi helt sikkert brug for i et vist omfang. Men vi har også brug for, at der er flere end 20 procent, der ejer deres egen bolig i byerne og mere end 50 procent på landsplan, som det er i øjeblikket. For den ejerskabsfølelse, ønske om at udvikle lokalsamfundet og bærere af sammenhængskraft, som den private parcelhus-, rækkehus- eller ejerlejlighedsejer har, er for det første unik, men derudover distribuerer den også velfærden og opsparingen, og det er for alvor med til at skabe sammenhængskraft i et samfund. Derfor er det vigtigt, at der ikke kun fokuseres på flere almene boliger, men på en blandet boligsammensætning. Det kræver, at man politisk har fokus på sammensætningen af boligmarkedet i et bredere perspektiv.
