Ja tak til inklusion – nej tak til tvang

Vi har et boligsocialt problem i Danmark. Det vil Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad gerne gøre noget ved. Derfor har han opstillet et mål, der hedder, at han sammen med regeringen vil arbejde for at skabe blandede boligområder og dermed også for, at beboere med ikke-vestlig baggrund om 10 år højst udgør 30 procent i alle boligområder i Danmark.

Det er sådan set yderst fornuftigt. Chinatown, Little Italy og andre ghettolignende kvarter- og bydannelser, som man taler om med lidt romantisk islæt, er stort set parallelsamfund, som den danske velfærdsmodel slet ikke er bygget til. Så det skal vi ikke have i Danmark. Så langt tror jeg faktisk, de allerfleste er enige.

Ghettoerne, som Kaare Dybvad i øvrigt frabeder sig, at de bliver kaldt, og hvilket igen er meget sympatisk, da det er blevet behæftet med en negativ biklang, har allerede fået en række tiltag ned over hovedet. Altså vel at mærke de ghettoer, der har mange beboere med ikke-vestlig baggrund – ikke de ghettoer, der breder sig nord for København og Aarhus, hvor der også er meget store ligheder mellem indbyggere. Jeg nævner det, fordi vel skal man måske væk fra navnet ghetto, som det fremstår i dag. Men ghettoer er også så meget andet, og der er måske andre dele af samfundet, der kunne tåle lidt større diversitet. Ghetto betyder jo egentlig i sin oprindelige form en bydel med en ensartet befolkning for eksempel fra en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse, og det er bestemt ikke kun i de hårdtbelastede almene bebyggelser, at folk, der ligner hinanden, klumper sig sammen.

Netop derfor står der i regeringens nye udspil også, at kommuner over hele landet skal kunne få anvisningsret til hver 10. bolig i private udlejningsejendomme hos udlejere med over 20 lejemål. Hidtil har det været sådan, at man frivilligt kunne indgå aftale om anvisningsret i hver 4. bolig, og det kan alle kommuner også fremadrettet, står der i forslaget.

Det er nu engang sådan, at der findes adskillige eksempler på familier og lejere, som ingen vil have. Det er helt urimeligt, hvis man fra kommunal side kan anvise dem til private for selvom kompensationen kan modsvare de skader og manglende lejeindtægter, der eventuelt kan forekomme, så kan den næppe modsvare de gener, der kan blive for andre lejere i den pågældende ejendom.  Så hvordan tilgodeser man som ejendomsudlejer problematikken, får budt ind i forhold til den blandede by uden at blive tvunget til noget, der har potentiel ødelæggende indflydelse på værdien og udviklingen af den pågældende ejendom for slet ikke at tale om hensynet til de øvrige lejere. For det er nemlig ikke altid, at fusionen af beboere med meget forskellig tilgang til det at leje en lejlighed og indgå i et beboerfællesskab går helt gnidningsløst.

Som sædvanligt havde jeg nær sagt, har der ikke været megen palaver at spore fra de private ejendomsejere, der skubber Ejendomsforeningen Danmark foran sig.

– Det forslag er ikke i tråd med den danske model, det ligner et angreb på den private ejendomsret, og så er tvang den forkerte vej at gå, påpeger foreningen.

Det kan man næppe være uenig i. Selvom jeg ikke ejer en udlejningsejendom, så kan jeg levende sætte mig ind i de udfordringer, der kan være, når viceværten får klage på klage. Når man tager risikoen ved at investere i en ejendom, og dermed også skal stå på mål for alle de forhold, som lejerne ringer ind med dag og nat, så skal man også have mulighed for at kunne skabe en god lejersammensætning.

Så selvfølgelig er der modsatrettede interesser.

Men kære ejendomsbranche. Kan I ikke se det? Nu er branchen igen, igen ude i et passivt forsvar fremfor et aktivt angreb. Det er som om alt, hvad der kommer fra Christiansborg kommer som en overraskelse. Anvisningsret er en del af et gammelt politisk bagkatalog, så hvorfor stå så uforberedt, og hvad skulle ejendomsbranchen have gjort, og hvad skal den gøre?

I stedet for at reagere negativt på det aktuelle forslag, så kunne nogle af branchens største og mindste boligejere opfinde et code of conduct. I mange større – og især børsnoterede virksomheder – er der masser af forklaringer på, hvordan man tilstræber bæredygtighed, hvordan man får eller ikke får flere kvinder i bestyrelse og ledelse og meget andet. Hvorfor er der ikke en beskrivelse af, hvad man som betydelig ejendomsudlejer gør for at sikre diversitet i sin private portefølje?

Jeg tror kun, der kommer mere af samme skuffe fra Christiansborg, sålænge branchen ikke kommer længere ud på banen og skyder til bolden i stedet for at stå som en målmand, der igen og igen forsøger at parere. Vi så det med §5.2, der blev til noget af en helflugter, og vi har set det igen med lagerbeskatningen, hvor man også bare kan stå og tage imod.

Lige før jul interviewede jeg en af dem, der måske kunne være en del af ovenstående, nemlig Frederik Barfoed, der har mange boligudlejningsejendomme. Han inviterede til yderligere dialog. Det har branchen måske været lidt forvænt med i forhold til Christiansborg, men det ser altså ikke så meget ud til at ønsket deles på den anden side af bordet.

Det kan man naturligvis sidde og mukke over, men det vil nok være bedre for alle parter, hvis branchens ressourcestærke investorer og organisationer tager hinanden i hånden og går i angrebet. Ikke for blot at skyde tilbage, men for at være med til at løfte den samfundsudfordring, som de allerfleste kan se, at vi har.

Læs eller genlæse alle udgaver af Redaktørens blog her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder