onsdag 19. august 2020 08:57
Danmarks største hotelkæde afskediger 250 medarbejdere
Scandic i Danmark afskediger 250 medarbejdere som følge af Covid-19-situationen, oplyser Nordens største hotelkæde.
Scandic er også Danmarks største hotelkæde med 27 hoteller og knap 2.000 medarbejdere.
– Coronakrisen har haft og vil fremadrettet have alvorlige konsekvenser for Scandic. Ser vi på den aktuelle bookingsituation, ser det ikke godt ud, hvor vi er langt fra normalt niveau. Vi har igennem mange måneder haft mere end 900 kollegaer hjemsendt på lønkompensationsordningen i håb om et bedre efterår med stærkere efterspørgsel. Som det ser ud nu, bliver det ikke tilfældet.
– Det betyder desværre, at vi må tilpasse vores forretning til et lavere aktivitetsniveau i tiden fremover – en ny virkelighed. Vi har gjort alt, der står i vores magt for at undgå opsigelser, men det er desværre ikke længere muligt, siger adm. direktør Søren Faerber, Scandic i Danmark.
Scandic har varslet de kollektive afskedigelser i Danmark på de omkring 250 stillinger til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd. Konkret starter nu forhandlinger med medarbejderrepræsentanter for at afsøge muligheder og finde de bedste løsninger.
Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller og i alt 57.000 værelser. Selskabet opererer i seks lande og har 18.000 medarbejdere.