mandag 20. juli 2020 06:58
Ejendomspriserne 2020: Fem kæmper om Årets forbillede – giv din stemme
For niende år i træk uddeler Estate Media den 10. september priser til en række profiler i ejendomsbranchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt.
Som optakt til prisuddelingen zoomer redaktionen denne gang ind på de nominerede til ’Årets forbillede’. Frem til og med den 26. august kan du nå at afgive din stemme på de nominerede til Ejendomspriserne, som fra i år har skiftet navn fra Estate Media Priserne. Priserne består af i alt fem priser – Årets projekt, Årets transaktion, Årets forbillede, Årets velkomst og hovedprisen; Ejendomsprisen.
Læs mere i Ejendomspriserne 2020: Se de nominerede og stem på dine kandidater
Årets forbillede
Prisen går til en aktør i branchen, der på forbilledlig vis har talt for eller iværksat tiltag til at forbedre branchens udvikling og/eller image. Årets forbillede har været et eksempel på best practice enten inden for sit felt eller for branchen som helhed.
Kenneth Horst Hansen, Københavns Kommune
I 2017 blev Kenneth Horst Hansen udnævnt til planchef i Københavns Kommune. En magtfuld post, der bygger bro mellem den kommunale planlægning og de politiske ønsker og hele det private marked, som skal tage ansvar og risiko og stå for udviklingen af byen i praksis. Der er nu gået 3,5 år, og Kenneth Horst Hansen har bevist, at han var opgaven voksen og læretiden på knap fem år på rådhuset havde været nok til det tunge ansvar.
Kenneth Horst Hansen er nomineret for at gøre en indsats udover det sædvanlige i forsøget på at løse udviklingen af byen bedst muligt uden at slippe taget på den politiske bold – eller som der står i en af nomineringerne:
’Kenneth Horst Hansen er sin unge alder til trods forblevet i chefstolen som en troværdig og kompetent leder, der er i konstant samspil med markedet og dets aktører.’
Han er derfor nomineret til årets forbillede som et godt eksempel på fremtidens embedsmand, der formår at forvalte alle interesser med sin integritet i behold.
Peter Ildal Nielsen, Wihlborgs
Peter Ildal Nielsen har igennem mere end 25 år opbygget den svenske ejendomsforvalter Wihlborgs danske afdeling. Wihlborgs fokuserer på ’betonkanten’ på Københavns Vestegn og har mere end 100 medarbejdere. Siden 2015 har han eskaleret forretningen til en balance på nu 5,8 milliarder kr. I kvm er det en vækst fra 200.000 til 600.000 kvm på bare få år. Der bor i dag omkring 800 virksomheder med cirka 35.000 arbejdspladser hos Wihlborgs. I begrundelsen for nomineringen står der:
’Vi indstiller Peter til prisen, fordi han tænker helhed fremfor enkeltplaner. Han tænker medarbejderudvikling, forretningsudvikling og samfundsudvikling i samspil med hinanden med bund i grundlæggende ordentlighed. Peter tager både et etisk og et socialt ansvar. Vi mener, Peter fortjener at vinde årets pris, fordi han gør noget særligt for branchen på flere områder. I Peters optik er Wihlborgs ikke bare en kapitalforvalter, men en strategisk lokaleservicepartner. Vi mener, at han skal hyldes for hans ekstraordinære indsats for branchen, som han aldrig selv vil slå sig op på.’
Bente Lykke Sørensen, Aarhus Kommune
Bente Lykke Sørensen er bystrategisk chef i Aarhus Kommune. Hun fik i 2005 den ikke helt nemme opgave at skabe en helt ny bydel i Aarhus og fik ansvaret for udviklingen af byens nye havnefront og etableringen af bydelen Aarhus Ø. Sideløbende har hun været ansvarlig for udviklingen af byens store kommunalt ejede arealer som Godsbanearealerne i hjertet af Aarhus, Ny Lisbjerg nord for Aarhus, det centrale erhvervsområde Sydhavnskvarteret og nu området med byens gamle Amtssygehus og det nye indre havnekvarter, der skal forbinde Aarhus Ø med det indre Aarhus.
Bente Lykke Sørensen formår utrætteligt at sikre, at udviklingen af by og opland virkeliggøres i et konstruktivt samspil mellem byens borgere, det offentliges interesser, de almene boligorganisationer, private bygherrer og investorer. Hun har en formidabel evne til at forene byens politiske mål om vækst, fortætning og mangfoldigt boligudbud – og dermed skabe værdi for både Aarhus og aarhusianerne, byens gæster og investorer.
Borgerinddragelse og transparens i den kommunale administration får stigende betydning over hele Danmark. Her stiller Bente Lykke Sørensen gerne op for at fortælle om Aarhus’ byudvikling, og hun mener det, når hun siger, at hun ’simpelthen er så lettet’, når et projekt som Lighthouse bliver godkendt. Bente Lykke Sørensen er selv vejlenser, men det kan man næsten ikke forestille sig, for hun brænder helt igennem for udviklingen i Aarhus – også personligt – når hun jonglerer med de udviklingsområder, som hun er ansvarlig for.
Hans-Bo Hyldig, FB Gruppen
Der er en del projektudviklere i markedet, der først og fremmest tænker på deres eget projekt og på at optimere marginalerne, men skal skubbes ind i at tænke nyt, der gavner en større helhed. Den stafet har Hans-Bo Hyldig grebet. Han har gennem en årrække formået at gøre opmærksom på, at han forstår ønsket om inklusion af almene boliger i udviklingsområder, og han var en af de første til at se, at branchen må differentiere sig og udvikle boliger i alle prisklasser for at ramme markedet rigtigt.
Udviklingen af Grønttorvet – senest i samarbejde med DSB – er gjort med overordentlig stor omtanke i forhold til både at skabe en spændende ny bydel og boliger, som rent faktisk er efterspurgte og kan betales af de købere og lejere, som der er flest af i markedet.
Som mangeårig næstformand i Byggesocietetet er han samtidig med til at sætte dagsordenen for nogle af branchens vigtigste temaer, som han ofte tilfører nuancerede og overordnede synspunkter. Hans-Bo Hyldig ’tager også en for holdet’ i Københavns Erhvervsråd og blev af overborgmester Frank Jensen omtalt som en af dem, han lytter til i et interview i den seneste udgave af Estate Magasin 4 – 2020.
Conny Lindholt, Valhal Estate
– Jamen jeg bliver så vred, siger nordjyske Conny Lindholt, når hun opdager, at lejere, som hun ellers gerne vil leje ud til, ikke kan få lån i banken. Derfor har hun valgt selv at investere i en restaurant, Alimentum, der efterfølgende har fået rigtig gode anmeldelser og er i stand til at betale sin husleje.
Engang sad hun selv med kreditgivning i et realkreditinstitut, men blev så medejer af et ejendomsselskab sammen med sin daværende mand. Da ægteskabet gik i stykker, kunne hun have valgt at leve af sin formue, men i stedet valgte hun at starte for sig selv og bygge et nyt ejendomsselskab op.
Senest har Conny Lindholt købt Hjørring Arrest og arbejder på at skabe en højskole, der skal sætte Nordjylland på landkortet som fødekanal for etablerede kunstuddannelser. Business Angel-strategien er også blevet besejlet med købet af 51 procent af den lokale app-udvikler Snapp. Conny Lindholt er et helt fantastisk eksempel på en profil, der forsøger at indgå i helt andre partnerskaber end de sædvanlige med sine lejere og på den måde bidrager til en udvikling af ejendommene, der rækker langt udover den sædvanlige udlejerrolle. En model for fremtiden.
Hvis du ikke allerede har stemt på din favorit til Årets forbillede, kan du stemme på den og de nominerede i de fire andre kategorier i forbindelse med Ejendomspriserne 2020. Stem via linket her
Du kan kun stemme én gang – god fornøjelse!