mandag 18. maj 2020 10:02
MT Højgaard-selskab skal opføre 115 træboliger i Nordsjælland
Det almene boligselskab Lejerbo lancerer et boligprojekt med 115 boliger, som skal opføres frem mod forsommeren 2022 i området ved Teglskoven i Allerød. Det drejer sig om et nyt boligområde, som kaldes ’Ved Skoven’, og som består af de 115 nye boliger og et fælleshus.
Lejerbo har valgt MT Højgaard-selskabet Scandi Byg som totalentreprenør.
Byggeriet skal certificeret med Svanemærket, og det bliver ifølge Lejerbo Danmarks største almene boligbyggeri, der bygges med certificeringen.
– Lejerbo går forrest, når det gælder om at opføre bæredygtigt byggeri. Vi satte fra starten et højt ambitionsniveau med krav om svanemærkning. Samtidig har vi et ønske om at bidrage til at udvikle byggeriet ved at arbejde endnu mere bæredygtigt, blandt andet ved at bygge bærende konstruktioner og facader i træ, fortæller projektleder Metin Uysal, Lejerbo.
Boligprojektet tegnet af Kant Arkitekter kommer til at bestå af både 1-, 2-, 3- og 4-værelsesboliger i træ.
Hos Scandi Byg mærker man en stigende efterspørgsel på bæredygtigt byggeri.
– Det er tydeligt at mærke, at en større og større andel af byggebranchen sætter overliggeren højt, når det handler om fokus på bæredygtighed. Tidligere var Svanemærket forbeholdt prestigebyggerier, men nu vinder mærket også indpas inden for blandt andet almene boligbyggerier, og det betyder jo, at det ikke længere er økonomien, der nødvendigvis afgør, om du bor bæredygtigt og har de mange fordele, som det medfører, forklarer adm. direktør Thomas Raunsbæk, Scandi Byg.
Lejerbo er en almen administrationsorganisation stiftet i 1944, der i dag administrerer cirka 35.000 boliger fordelt over det meste af landet.