tirsdag 14. januar 2020 14:35
Rune Kilden og Anders Holch Povlsen finder entreprenør til 43.000 kvm stort hotel
Anpartsselskabet Bassin 7 ejet af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og byudvikler Rune Kilden har valgt entreprenørkoncernen Aarsleff til at opføre et 43.000 kvm stort BIG-tegnet hotel- og konferencecenter med Scandic som hoteloperatør. Hotellet får knap 500 værelser og skal ligge på Aarhus Ø.
Hotellet udformes som et spiralforløb – en karré, der snor sig om sig selv, og inviterer besøgende op på toppen af hotellet til udsigt over havnen og midtbyen og en skybar i 76 meters højde. Hotellet får også en offentlig tilgængelig gårdhave med udsigt.
Vandt foran Stordalen i 2017
Aarsleff har indgået en samarbejdsaftale med bygherreteamet Bassin 7 Erhverv med henblik på indgåelse af en totalentreprisekontrakt på opførelse af hotellet.
Samarbejdsaftalen omfatter projekteringsarbejderne forud for opførelsen af Scandic-hotellet med tilhørende p-kælder i to niveauer, der ud over hotelfaciliteter blandt andet skal rumme en multisal med plads til 2.000 personer, konference- og mødefaciliteter, restauranter, fitness- og wellnessafdeling.
– Vi glæder os til at komme i gang med det spændende projekt. Det er et byggeri, der stiller store krav til vores evner som entreprenør, for det kommer til at indeholde mange specialarkitektoniske elementer. Byggeriet vil desuden omfatte nogle meget udfordrende funderingsarbejder og betonkonstruktioner, siger afdelingsdirektør Ulrik Therkilsen, Aarsleff.
Anpartsselskabet Bassin 7 vandt i maj 2017 Aarhus Kommunes udbud om at bygge et hotel- og konferencecenter på Aarhus Ø. Det skete foran den norske hotelejer og investor Petter Stordalen, som havde indgået team med Schmidt Hammer Lassen Architects og entreprenørkoncernen A. Enggaard.
Etableringen af byggegruben er allerede i gang. Byggeriet forventes afsluttet primo 2024.