onsdag 20. november 2019 08:51
27.100 kvm på Weidekampsgade solgt for knap 1,1 milliard kr.
KLP Eiendom har indgået en aftale med Langebro Eiendom om at købe Weidekampsgade 12-16 i København. Ejendommen blev udviklet af de norske familieselskaber Hathon Eiendom og Havfonn og har været i deres ejerskab siden 2003.
Transaktionens bruttoværdi er 1,085 milliard kr., og KLP overtager ejendommen i december 2019.
Weidekampsgade 12-16 stod færdig i 2008. Den har en god og synlig beliggenhed på Islands Brygge med eksponering mod Amager Boulevard.
Bygningen er på seks etager plus en kælder og har et udlejeareal på 27.100 kvm med Simcorp, VP Securities og Gen Re som lejere. Ved KLP Eiendoms overtagelse er der en vis ledighed i ejendommen. Den forventede årlige lejeindkomst, når bygningen er fuldt udlejet er cirka 38 millioner kr.
Udlejet til Simcorp
Weidekampsgade 12-16 har energiklasse B, og i forbindelse med renovering af lokaler til Simcorp har bygningen opnået en DGNB In-Use-certificering i kategorien sølv.
– Vi får en moderne og fleksibel kontorejendom udlejet til flere lejere på en attraktiv beliggenhed i København, siger adm. direktør Søren Risager-Hansen, KLP Ejendomme.
Før sommeren annoncerede KLP Eiendom købet af kontorbygningen E. C. Hansens Hus i Carlsberg Byen.
– Vi har haft et ønske om en større portefølje af gode kontorejendomme i København og er glade for at gennemføre vores anden store danske transaktion i år, siger adm. direktør Gunnar Gjørtz, KLP Eiendom.
Deloitte sælger også
I forløbet med salget af Weidekampsgade er KLP Ejendomme blevet rådgivet af Kromann Reumert, mens sælger blev rådgivet af Cushmann Wakefield RED og Accura.
Området omkring Weidekampsgade er del af et større grundområde, som blev købt af Halgrimm Thon i begyndelsen af 00erne. Inden Halgrim Thon nåede at opføre domiciler på alle grundene på Amager Boulevard, solgte han i 2003 en del videre til det daværende Deloitte & Touche, der gerne ville samle sine fire domiciladresser på matriklen til indflytning i 2005.
Deloitte & Touche valgte dengang selv at eje ejendommen, ligesom selskabet ejede det daværende domicil på H.C. Andersens Boulevard, der blev solgt til ATP Ejendomme, ligesom de fraflyttede en glasbygning bygget til Arthur Andersen på Tuborg Nord. Deloitte satte via Deloitte Fonden for nylig sit eget domicil, Deloittehuset, på 26.000 kvm på Weidekampsgade 6 til salg.
Danske KLP Ejendomme er datterselskab af KLP Eiendom, der er det norske pensionsselskab KLPs ejendomsinvesteringsarm.
Hør Søren Risager fortælle mere om KLPs planer på konferencen Erhvervs- og boligmarkedet i København, der finder sted på tirsdag netop i Deloittehuset.