København. Foto: Martin Heiberg

Boligsalget i 1. halvår sætter ny rekord efter stærk slutspurt

I 1. halvår 2020 er der på det private marked solgt næsten 5.000 flere boliger end i samme periode i 2019. Faldet i begyndelsen af coronakrisen er dermed ikke blot indhentet, viser Boligsidens nye handelstal for juni.

Stigningen skyldes især et øget salg af sommerhuse.

I årets første seks måneder blev der solgt 43.483 boliger i Danmark. – en stigning på 12 procent sammenlignet med 1. halvår i 2019, hvor der blev solgt 38.735 boliger.

– De nye halvårstal viser, at den opbremsning, der skete i boligsalget umiddelbart efter coronanedlukningen, ikke blot er indhentet, men der er samtidig sket en yderligere stigning i salget. Det er især i de sidste to måneder, at boligkøberne er vendt tilbage til markedet, og hvor vi har set usædvanlig høje salgstal, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Læs også CBRE: Europæisk transaktionsmarked faldt med 39 procent i 2. kvartal

Ramt på forskellige måder
Der er forskel på, hvordan de enkelte boligtyper har klaret sig igennem coronakrisen. Ikke overraskende er det især salget af sommerhuse, der bidrager til det rekordhøje halvårsresultat.

– Markedet for sommerhuse har slet ikke været negativt ramt af corona. Salgstallene for sommerhuse er kun steget måned for måned og lander også i juni på et rekordhøjt niveau, siger Birgit Daetz.

Der har også været godt gang i salget af villaer og rækkehuse, ligesom ejerlejlighederne er sat ind med en stærk slutspurt.

– Fælles for både huse og ejerlejligheder er, at begge boligtyper kom rigtig godt fra start med høje salgstal i januar og februar. Men da krisen ramte i marts, reagerede de to dele af markedet forskelligt. Salget af villaer og rækkehuse faldt en smule i marts og april, men var tilbage på sidste års niveau – og endda lidt over allerede i maj, siger Birgit Daetz og tilføjer:

– Markedet for ejerlejligheder har været hårdere ramt, og det har taget længere tid at få salget af ejerlejligheder tilbage på niveau. Men de seneste tal for juni viser, at der nu også er kommet usædvanlig godt gang i denne del af markedet.

Uanset udviklingen under coronakrisen ligger det samlede handelstal for 1. halvår for alle tre boligtyper over resultatet for samme periode i 2019.

Antal solgte boliger i 1. halvår 2019 og 2020

Kilde og tabel: Boligsiden

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder