De to partnere i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Thomas Møller Rudlang (nr. 2 fra venstre) og Frank Kristensen (nr. 4), samt salgskoordinator Tanja Beierholm i midten byder de to nye erhvervsmæglere fra IBO Erhvervsmæglere, partner Mark Backhausen (nr. 5) og Preben Oening-Gjesing (nr. 1), velkommen til EDC’ erhvervsbutik i Herlev, som dermed bliver Herlev og omegns største erhvervsejendomsmægler. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Erhvervsmægler sælger sit livsværk til EDC Erhverv Poul Erik Bech

Efter en lang årrække, hvor IBO Erhvervsmæglere og EDC Erhverv Poul Erik Bech har ligget side om side og kæmpet om erhvervskunderne i Herlev og omegn, har EDC Erhverv Poul Erik Bech nu købt IBO.

IBO Erhvervsmæglere har siden etableringen i 1979 løst over 7.000 opgaver inden for leje, salg, køb, rådgivning, udvikling og vurdering af alle former for erhvervsejendomme og lejemål.

– Vi har i mange år kæmpet dør om dør med EDC Erhverv Poul Erik Bech om erhvervskunderne i området. Vi har altid haft en dyb respekt for hinandens arbejde, og vi har samme professionelle og servicemindede tilgang til vores kunder. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at det var EDC Erhverv, der skulle overtage mit livsværk, når jeg besluttede mig for at gå på pension, siger Carsten Thieme, stifter og ejer af IBO Erhvervsmæglere.

– Derfor er jeg også helt tryg ved at lade mine medarbejdere og kunder fortsætte hos Poul Erik Bech med det fælles navn EDC Erhverv Poul Erik Bech/IBO, siger Carsten Thieme videre.

IBO har løst opgaver for blandt andet Novo Nordisk, Danfoss, Radiometer, Den Kgl. Mønt (Danmarks Nationalbank), ATP Ejendomme, Jeudan, Danica Ejendomme, Aberdeen Asset Management Denmark, Robert Bosch, Stensdal Group, MT Højgaard, Bech Bruun, HMN og ABB.

Har banket på flere gange
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af 60 boligbutikker, 17 erhvervscentre og har over 500 medarbejdere.

– Poul Erik Bech og jeg har begge kendt Carsten Thieme fra IBO lige siden, vi alle startede i mæglerbranchen for 40 år siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været forbi og banke på døren flere gange gennem årene, så fra vores side har der aldrig været nogen tvivl om, at vi ser rigtig mange fordele ved at købe IBO og få deres dygtige medarbejdere ombord og adgang til en række nye spændende kunder og samarbejdspartnere, siger erhvervsdirektør Jørgen Jørgensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech.

– Vi har allerede en rigtig stærk erhvervsmæglervirksomhed i Herlev, så aftalen er, at vi overtager den lokale erhvervsmægler og partner Mark Backhausen og erhvervsmægler Preben Oening-Gjesing til vores erhvervscenter i Herlev. Samtidig overtager vi erhvervsmægler Christian Mercier, der er startet på vores hovedkontor i Bremerholm i København i vores Koncernkundeafdeling, hvor han skal arbejde med kunder inden for erhvervskontorer i København og omegn, siger Jørgen Jørgensen.

Seneste offentliggjorte årsregnskaber
Af det seneste offentliggjorte årsregnskab fremgår det, at IBO Erhvervs-Ejendomsmæglere ApS i 2018  havde en bruttofortjeneste på 1,3 million kr. mod 1,9 million kr. året før. Og at årets resultat før skat var negativt med 1,1 million kr. i 2018 efter et overskud på 64.000 kr. i 2017.

Selskabets balance per 31. december 2018 udviste en egenkapital på 2,2 millioner kr.

Seneste offentliggjorte årsregnskaber – IBO Erhvervs-Ejendomsmæglere ApS

Kilde og grafik: IBO Erhvervs-Ejendomsmæglere ApS’ årsrapport 2018

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder