onsdag 02. januar 2019 16:32
Vidensbyen ansætter Marianna Lubanski som ny direktør
Samarbejdet, der de seneste år har fremmet investeringer og udvikling i Lyngby-Taarbæk Kommune, Vidensbyen, har fået ny direktør efter Caroline Arends, der er skiftet til Danske Bank.
Ny direktør er Marianna Lubanski, der har lang international erfaring med innovation, iværksætteri og forretningsudvikling og har stor erfaring med regionaludvikling i tæt samarbejde med universiteter, kommuner og private virksomheder samt et stort globalt netværk, der nu skal være med til at fortsætte Vidensbyens gode udvikling.
Lyngby-Taarbæk Vidensby er en privat forening med foreløbig 84 private virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, kommune og boligorganisationer som medlemmer. Visionen er at udvikle Lyngby-Taarbæk til en af Europas førende videns- og universitetsbyer med de bedste vilkår for uddannelse, forskning, erhverv og entreprenørskab.
– Lyngby-Taarbæk Vidensby er et unikt samarbejde med et kæmpe potentiale, og det er en imponerende udvikling, der er i gang. Jeg er stolt over, at jeg nu kan bringe min lange erfaring med innovation og erhvervsudvikling i spil i Vidensbyen. Og jeg ser frem til at arbejde sammen med Vidensbyens medlemmer og de dygtige medarbejdere og skabe mest mulig værdi for alle Vidensbyens stakeholdere, borgere, studerende, virksomheder m.v., siger Marianna Lubanski.
Marianna Lubanski er uddannet cand.merc.int. og har i de sidste 7 år været direktør i Copenhagen Capacity, blandt andet med ansvar for at tiltrække udenlandske virksomheder til hovedstadsområdet. Hun har været direktør for det danske innovationscenter i Silicon Valley, arbejdet med forretningsudvikling i Grundfos og været projektleder for innovationsrådet i Mandag Morgen. Marianna Lubanski har været selvstændig flere gange og arbejdet sammen med danske og internationale innovations- og iværksættermiljøer.
Universitetsdirektør på DTU, Claus Nielsen, er formand for bestyrelsen, der blandt andet tæller tidligere direktør for Danica Ejendomme Peter Mering.
Seneste navnenyheder:
FB Gruppen ansætter udviklingsdirektør til ekspansion
Deas Asset Management opruster med profiler
Deas mister direktør – skal være ansvarlig for pensionskassers ejendomsportefølje
Dall & Lindhardtsen overtager Leandesign
Sweco henter markedschef i Moe til ny Design Hovedstaden-afdeling (+)
Læs mange flere navnenyheder her