Ejendomspriserne 2022: Fem kæmper om Årets transaktion – stem nu

For 11. år i træk uddeler Estate Media den 8. september priser til en række profiler i ejendomsbranchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt.

Som optakt til prisuddelingen zoomer redaktionen ind på de nominerede til ’Årets transaktion’. Frem til og med fredag den 26. august kan du nå at afgive din stemme på de nominerede til Ejendomspriserne, som er delt op i fem kategorier – Årets projekt, Årets transaktion, Årets profil, Årets velkomst og hovedprisen: Estate Media Prisen.

 

Ejendomsprisen – Årets transaktion

Årets transaktion
Prisen går til en aktør, der har gennemført årets mest spektakulære transaktion i form af størrelse, karakter, sammensætning eller på grund af de involverede aktører. Prismodtageren kan være en rådgiver, men kan også være køber eller sælger, og der kan være tale om en ejendomstransaktion eller en transaktion i branchen, der har været nyskabende eller trendsættende.

 

Salget af Bostad

AP Pension og Bankinvest gik i december sammen med Thylander som asset manager og købte hele det danske ejendomsselskab Bostad i den største boligtransaktion i 2021. Transaktionen var bemærkelsesværdig, fordi det var lykkedes at bygge det boligselskab op, som mange havde efterlyst i en årrække, og det viste sig, at William Kanta og hans engagerede team havde fat i noget helt rigtigt, da varen kunne sælges for hele 3,3 milliarder kr.

 

Salget af Galleri K

På trods af Corona formåede Capital Investment at købe Galleri K-komplekset i København K i foråret 2020 og sælge det bare to år senere med en fortjeneste på godt 400 millioner kr. Som køberen, Jeudans adm. direktør, sagde i forbindelse med handlen: – De har gjort alle de rigtige ting. Handlen er et eksempel på, hvad der bør prioriteres, når en ejendom skal værdioptimeres.

 

ActivumSG’s køb af Casa og KPC

Hvis danske projektudviklere og entreprenører skal gøre sig gældende både i Danmark og internationalt i de kommende år, er de nødt til at have volumen. Efter tyske ActivumSG købte Casa i sommeren 2021, var det en overraskelse, at ActivumSG også fik købet af KPC på plads i år. Den samlede virksomhed bliver Danmarks tredjestørste målt på omsætning efter Aarsleff og NCC og andenstørste målt på indtjening efter Aarsleff. Casas adm. direktør, Torben Modvig, er nu betroet opgaven med at få det bedste ud af fusionen.

 

Flodbyen i Randers

I en modig ny arealselskabskonstruktion har Randers kommune solgt 51 procent af det selskab, der skal stå for udvikling af en helt ny bydel i midten af Randers. Flodbyen Randers kan komme til at huse 7.000-8.000 mennesker og skal over en 30-årig periode blive til en helt ny moderne bydel ved Gudenåens udmunding. C.F. Møller Architects har lavet masterplanen.

 

Salget af 800.000 kvm grund i Vinge på digital auktion

Byudviklingsselskabet Vinge Nord solgte i starten af året næsten 800.000 kvm jord til Ikano Bolig. Transaktionen blev drevet af Truemarketvalue på en digital auktion, som bliver fremhævet som helt nyskabende og transparent. Ikano vandt budrunden på digital auktion med 4 kvalificerede deltagere. Ikano forventer at skabe en bydel med 1.500 bæredygtige og betalbare boliger på grunden. Truemarketvalue-holdet bestod af Martin Schrøder, Allan Kehlet Rieck og Ali Safa Hassan.

 

Hvis du ikke allerede har stemt på din favorit til Årets transaktion, kan du stemme på den og de nominerede i de fire andre kategorier i forbindelse med Ejendomspriserne 2022. Stem via linket HER

Du kan kun stemme én gang – rigtig god fornøjelse!

 

Læs også Hvem skal have Ejendomspriserne 2022? Stem på de nominerede





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder