mandag 11. juli 2022 07:54
Milliardhandel: Wihlborgs overtager københavnske kontorejendomme
Den skånskbaserede ejendomsinvestor Wihlborgs med danske investeringer for nu over 7 milliarder kr. udvider atter sin danske portefølje.
Således meddeler Wihlborgs køb af to københavnske kontorejendomme. Det drejer sig om Hedegaardsvej 88 på Amager og Amager Strandvej 390 med et samlet udlejningsareal på 52.000 kvm. Begge ejendomme ligger i eller tæt på Kastrup og Københavns Lufthavn.
Kontorbygningerne erhverves for 1.075 millioner kr. med overdragelse planlagt til 1. september. Sælger er PFA DK Ejendomme Høj ejet af PFA Pension. Ejendommene, der oprindeligt var opført som domiciler for SAS, har været forvaltet af Thylander.
De to kontorejendomme
Hedegaardsvej 88 har et udlejningsareal på 26.400 kvm og har flere lejere med Postnord som den største. Ejendommens samlede lejeværdi er 40 millioner kr.
Amager Strandvej 390 i Kastrup har et udlejningsareal på 25.400 kvm fordelt på 21.100 kvm kontorer, 3.500 kvm nyistandsat konference- og co-working-areal samt 800 kvm lager. Den samlede lejeværdi er 42 millioner kr.
– Vores to nye ejendomme på Amager har en fantastisk beliggenhed i et eftertragtet område og gør det muligt for os at imødekomme kundernes behov fra både indre og ydre København. Nu glæder vi os til at bruge vores ekspertise til at udvikle dem til velfungerende og attraktive ejendomme til forskellige typer formål, siger adm. direktør Søren Kempf Holm, Wihlborgs A/S.
Læs også Milliardopskrivning sikrer Wihlborgs mere fremgang i 2021
’Har skabt stor værdi’
PFA har ejet de to kontorejendomme i otte år.
– Vi har sammen med Thylander drevet ejendommene siden 2014, og i tråd med vores strategi om rebalancering af ejendomsporteføljen har vi besluttet at sælge ejendommene, siger FA’s Investment Director Peter Morgan.
Hos Thylander siger partner Henrik Køhn:
– Vi forestod transaktionen i juni 2014 for PFA, og der er efterfølgende skabt stor værdi ved eksekvering af businessplanen, herunder repositionering, multibrugerudlejning og energioptimerende tiltag.
Colliers har formidlet salget for PFA, som i handlen er blevet rådgivet af Poul Schmith/Kammeradvokaten, mens Lundgrens har hjulpet Wihlborgs.
Læs alle nyheder om transaktioner her