Sådan så det ud i masterplanen for fremtidens Tingbjerg - med 1.000 nye ejerboliger i boligområdet på vej. Illustration: SLA og Nrep.

Huscompagniet skal bygge 370 rækkehuse i Tingbjerg

HusCompagniet er mest kendt for parcelhuse, men selskabet vil gerne vokse på rækkehusmarkedet, og derfor er det et vigtigt skridt, der netop er taget med indgåelsen af et nyt samarbejde med investeringsselskabet NREP. Det drejer sig om en stor rammeaftale på op til 370 rækkehuse i Tingbjerg i det nordvestlige København. Samarbejdet, der strækker sig frem til 2024, har særligt til formål at sætte skub i udviklingen af Tingbjerg og bidrage til en bedre bydel.

Tidligere var byggefirmaet Danhaus valgt som totalleverandør på projektet, men efter HusCompagniets opkøb af Danhaus’ fabrik i Esbjerg er en ny aftale mellem HusCompagniet og NREP nu faldet på plads.

– Jeg er meget glad for aftalen, der flugter med vores strategi for vores voksende rækkehussegment. Projektet passer som fod i hose med vores ekspertise, nemlig storskalaproduktion af huse med vægt på mere bæredygtige materialer og kvalitetsbyggeri, og det ser jeg frem til at arbejde med i de kommende år i samarbejde med NREP, siger Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet.

Projektet omfatter ca. 35.000 kvm fordelt på 370 rækkehuse i to plan og vil bestå af både ejer- og lejeboliger. Der er tale om rækkehuse med bæredygtighedscertificering, og de vil blive certificeret på guldniveau efter DGNB-standarden. Aftalen bliver understøttet af HusCompagniets nyindkøbte fabrik i Esbjerg, hvor træskeletterne til rækkehusene skal bygges.

– Projektet skal give hele Tingbjerg et betydeligt løft, og et vigtigt element er at tilbyde nye og bæredygtige boliger til attraktive priser. Derfor er vi glade for at fortsætte dette spor i samarbejde med HusCompagniet, som er blandt de førende inden for husbyggeri. Nye rækkehuse vil tiltrække nye beboere og give eksisterende beboere nye muligheder. Det vil skabe en blandet by i Tingbjerg, og i kombination med en række bløde tiltag er det vores ambition, at det vil få området til at blomstre, siger byudviklingsdirektør Jens Kramer Mikkelsen, NREP.

Parterne indledte i november 2021 deres første samarbejde om at bygge 23 bæredygtige tryghedsboliger til ældre beboere i forbindelse med friplejehjemmet Helene Mariehjemmet i det store byudviklingsprojekt Troldebakkerne i Helsinge. Otte prøvehuse er allerede blevet bygget og indflytning er sket.

Fakta om byggeriet af rækkehuse i Tingbjerg
* Aftalen omfatter opførelse af 370 rækkehuse, indeholdende ca. 35.000 etagemeter i to etager
* Byggeriet kommer ikke til at medføre nedrivning af gamle boliger, men vil foregå på ny jord
* Træskeletterne til rækkehusene bliver produceret på HusCompagniets nyerhvervede fabrik i Esbjerg, der er en af de mest automatiserede fabrikker i Norden og førende inden for netop fremstilling af præfabrikerede træelementer til huse
* Projektet har tidligere været hos Danhaus, hvor otte prøvehuse er bygget og beboere er flyttet ind
* HusCompagniet indledte første samarbejde med NREP i november 2021 med aftalen om at bygge 23 bæredygtige tryghedsboliger til ældre beboere i forbindelse med friplejehjemmet Helene Mariehjemmet i det store byudviklingsprojekt Troldebakkerne i Helsinge.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder