Lige nu står vi på tærsklen af regnskabssæsonen og de første regnskaber begynder at løbe ind på redaktionerne. Det gælder både Danmarks største selskaber, hvor Mærsk blæste alle bagover og kunne præsentere det højeste resultat i Danmark nogensinde, men det gælder også i ejendomsbranchen. PFA Ejendomme fik det næstbedste afkast i ejendomsafdelingen 10 år – også selvom netop PFA ikke har klaret det sååå godt i forhold til forventningerne, når man ser på hele forretningen.

Jeudan var for få uger siden ude og sige, at Danmarks største børsnoterede selskab forventer et historisk godt resultat og administrationsselskabet CEJ kunne også offentliggøre et rekordresultat. Entreprenørfirmaet Hoffmann var med en afkastgrad på over 8 procent med til næsten at skrive historie i dansk byggerihistorie. Snart kommer der regnskaber for projektudviklere, mæglere og investorer, og de vil formentlig over en bred kam vise pæne resultater.

Realkredit Danmarks cheføkonom Mark Gibson kunne i den seneste kvartalsbriefing med lidt undren i stemmen påpege, at økonomisk set gik det faktisk lige så godt i Danmark nu som det gjorde før Corona. Det kunne man på ingen måde sige to år efter finanskrisen brød ud.

Der er altså tjent rigtig mange penge, og der er stadig enorme formuer, der skal investeres hos pensionskasser, kapitalfonde og hos private. Alligevel er prisen på penge, renten, på vej op. Og den kommer ikke alene. Stigende renter er aldrig godt for erhvervslivet, men det er i særdeleshed dårligt for en branche, der lever af at købe aktiver med høje finansieringsgrader som ejendomsbranchen udgør i sin grundessens.

Priserne stiger i kantinen
Og der er mere. Forleden dag skrev min datter nemlig en besked til mig. ’Inflationen rykker tæt på. Der er prisstigninger i kantinen’. Umiddelbart bare en sjov observans. Men det stikker langt dybere for selvom hun går i gymnasiet, så er hun sidste del af en generation, der aldrig har oplevet hverken inflation eller stigende renter tæt på. Man skal være over 50 år for at kunne huske, at renter kan være 2-cifrede. Dermed er der ikke opbygget erfaring hos mange af dem, der sidder hos kapitalforvalterne i at navigere i den situation. De har simpelthen aldrig prøvet det.

Der ser lige nu ud til at være to udbredte opfattelser. Enten hører man til dem, der står og tripper lidt og forventer, at det går væk igen lige om lidt, når arbejderne på havnene i Ningbo og Los Angeles ikke længere jævnligt går hjem på grund af Corona eller også hører man til dem, der ikke aner hvor det fører hen.

Samtidig ser vi de ellers stålfaste centralbankchefer, der normalt enten er høge eller duer, være lidt af det ene og så lidt af det andet. Måske er de sådan lidt humørsyge – i hvert fald er meldingerne åbne for fortolkning.

Men hvad betyder det for ejendomsbranchen? For alle dem, der bare ligger med ejendomme, så er scenariet dobbelt. For huslejeudviklingen er det trygt og fint, fordi de allerfleste lejekontrakter er indeksreguleret og dermed nyder godt af inflationen. I den anden ende er problemet dog, hvor længe det kan blive ved?

Til kanten af budgettet
Vi har set, at med høje priser på både ejer- og lejerboliger, så er der nogle, der har sat sig til kanten af budgettet. De vil ikke bare kunne tage en lejeforhøjelse med i budgettet. Medmindre altså, at det pressede arbejdsmarked gør, at det mest åbenlyse i verden for de fleste i erhvervslivet vil være at gå til deres chef og bede om en lønforhøjelse for bedre at kunne betale huslejen. Så har udlejerne ikke bare det problem, at der begynder at opstå fraflytning og restancer, men branchen får også det problem, at omkostningerne stiger over hele linjen til medarbejdere. Og det er naturligvis ikke et isoleret problem i ejendomsbranchen, men en lønglidning i hele erhvervslivet.

Samtidig er der lige nu jubel over, at det nærmest ellers dødsdømte segment, retail, faktisk har klaret sig styrket gennem krisen. Tomgangen er lav og nye koncepter – også onlinekoncepter – har overtaget de gode fysiske beliggenheder. Men hvis man generelt føler i husholdningerne, at man har færre penge mellem hænderne, hvordan påvirker det så forbruget og dermed de spirende nye koncepter, der har kastet sig ud i de gode beliggenheder.

Der er mange uafklarede spørgsmål. De seneste dage har jeg hørt mange kloge sig på konsekvenserne, men i deres argumenteren med sig selv ender det på cirka det samme som diverse ledere og kommentarer i medier ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. De ved dybest set ikke, hvad de skal mene. Og slet ikke, når en tilspidset situation i Ukraine og forsvarschefens snak om at se ind i den første landkrig siden 2. verdenskrig på europæisk jord, samtidig spøger i kulissen.

Pessimist eller optimist
For pessimisten ser ulykkerne således lige nu ikke ud til at komme alene, – som de i øvrigt sjældent gør i økonomiens verden. Vi ser faldende kurser, stigende renter og stigende inflation.

Spørgsmålet er om prisen på penge virkelig kan stige, når der trods alt er så mange penge, som der er lige nu både til investering og i samfundet. Det er spørgsmålet om arbejderne ikke kommer tilbage på arbejde i havnene og får sendt varerne afsted, så der ikke længere er knaphed, og krisen i Ukraine bliver løst, så energipriserne normaliseres, og det er spørgsmålet om efterspørgslen dermed trods alt ikke kun falder så tilpas meget, at vi får taget toppen af væksten.

Det er en virkelig mærkelig situation, at alle ser ud til at tjene rekordsummer og samtidig kan de færreste gennemskue de økonomiske nøgletal. Der er en grund til, at så mange internationale leder- og klummeskribenter ikke når frem til en konklusion. De er nøjagtig lige så meget i tvivl som mig for sandheden er, at lige nu står vi i et vadested. Spørgsmålet er om gummistøvlerne er købt i en god nok kvalitet, så vi er ovre om to skridt mere.

De næste måneder bliver afgørende. 2022 er på nogle punkter startet forrygende, men signalerne er blandede. Det kan blive meget mere ’spændende’ end de fleste havde forudset.

Læs alle udgaver af Redaktørens blog her