For et par uger siden endte Marmormolen i Nordhavn både i landsdækkende medier med vinklen, at festende unge ’skider, knalder og urinerer alle vegne’, og hvem har ansvaret?

Samtidig i nichemedier som Estate Media trak Marmormolen med lidt lækrere billeder overskrifter i forbindelse med salget af byggeriet til CBRE Global Investors. Det er Patrizia, der solgte en del af ejendommen, som den tyske asset manager blandt andet købte af Pensam i 2018, og således lægger Patrizia ikke længere grund til hverken knalderi eller skidning på den del af projektet.

Som journalist er man altid meget bevidst om, at en artikel skal have en enkelt vinkel, der så foldes ud. Men i denne kommentar er der faktisk to afstedkommet af miseren om problemerne i Nordhavn på både den ene og den anden side af bassinet, Marmormolen og ved Sandkaj.

Den ene er det absurde sammenfald mellem, at Marmormolen bliver handlet med et tocifret antal bydere og et rekordstort kvmpris-niveau samtidig med, at den trækker overskrifter som et stærkt udfordrende sted at bo – i hvert fald i sommermånederne.

De 13.969 kvm. med en årlig lejeindtægt på godt 21 millioner kr. er da også en ejendom, der passer lige ned i tragten for de fleste internationale investorers strategi. Et nyt byområde med vækst i København, stor efterspørgsel og næsten nyopført i 2015 lige op ad FN-byen og kommende nye kontordomiciler med høje bæredygtighedsfaner (Pensiondanmark bygger til DFDS og AP Pension har købt grund til et spektakulært træerhvervsbyggeri). ’Whats not to like?’, hvis altså prisen kan forhandles på plads, og det kunne den tydeligvis på trods af hård konkurrence.

I forbindelse med offentliggørelsen af købet kunne man også se, at boligerne har en gennemsnitsstørrelse på 105 kvm. I gennemsnit betaler man 14.000 kr. for en lejlighed, og alle har udgang til altan eller terrasse. Og det er især den sidste del, der volder kvaler. For lejerne med terrasse finder tamponer og afføring i deres haver.

Ejendomsejere kan bevæge sig på knivsæg
Det der slår mig her er, at man som ejendomsejer bevæger sig på en knivsæg. Man skal passe på, der ikke bliver for langt fra virkelighed til excelark. Vi så det med Blackstone, hvor der egentlig ikke var direkte sammenhæng mellem Blackstones ageren i forhold til købet af den sønderjyske by på Frederiksberg, og så konsekvensen, da beboerne rejste sig mod dem. Måske havde beboerne været bedre tjent med en ejer, der havde kapital til at renovere deres boliger. Humlen var bare, at der var alt for langt fra den daværende direktionsgang i Blackstone til beboerne på Frederiksberg.

På samme måde kan det se ud i den konkrete sag. Der er så godt som ingen forbindelse mellem CBRE Global Investors og den enkelte lejer på Marmormolen og formentlig ved CBRE Global Investors kun via deres administrator, hvad der foregår, da det er deres første boliginvestering i Danmark, og de endnu ikke har lokalt kontor. Jeg vil gerne understrege her, at jeg flere gange har interviewet forskellige repræsentanter fra CBRE Global Investors og har en oplevelse af, at de bestemt er professionelle og ordentlige investorer. Det er derfor ikke dem, der her står for skud, men det principielle i, at man som beboer i mange af de ejendomme, der i disse år bliver købt af internationale investorer ikke ved, hvor man sender den formentlig største udgift på sit budget hen? I takt med, at verden på den ene side bliver mere globaliseret, bliver nærhed til sine interessenter altafgørende, hvis man vil sikre sig, at man ikke pludselig står midt i en shitstorm. Ugens sammenfaldende nyheder blev et symbol på det modsatte.

Private investorer skal have hjælp fra det offentlige
Nærheden kom Cobblestones Rasmus Juul-Nyholm, som administrerer en række ejendomme i Nordhavn, så til at være eksponent for i denne omgang. Og han havde en væsentlig pointe, og her kommer så den anden vinkel på sagen. For Rasmus Juul-Nyholm mente nemlig, at København fortjener ros for på trods af andre vejrlig at have skabt rammerne for det udendørs byliv, som man kender fra Sydeuropa. Men ris for ikke at have skabt den infrastruktur, der så skal rydde op efter den.

Og han har en god pointe. Offentlige og private interessenter har brug for at arbejde sammen i langt højere grad for at skabe ordentlige rammer. Derfor dur det heller ikke, når teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager-Olsen siger, at ’kommunen kan ikke rydde op på private arealer’. Det er en alt for snæver juridisk fortolkning og en ansvarsfralæggelse af dimensioner. Private grundeejere kan ikke løse den opgave alene, og konsekvenserne for byen er markante. Det er ikke et problem, der kun angår den enkelte grundejer.

Resultatet har vi set på Christianshavn, hvor de almene boligområder har sat låger op, fordi de ikke vil have folk igennem deres fællesarealer. Og på Holmen, hvor der hurtigt blev plantet hække rundt om de haver, der skulle have været semioffentlige. Eller i 8-tallet i Ørestad, der var tænkt som den vertikale by, og da også i starten var til at gå rundt på, lige indtil tomgangen blev bragt ned og lejlighederne solgt eller udlejet, og der blev hængt skilte og kæder op med ’Privat’. Den by ønsker vi os ikke.