Nærheden fotograferet i august 2021. Foto: Gorm Hansen

Fem års investorjagt er slut i Nærheden

Som Estate Media skrev i sidste uge, har Home.Earth anført af Rasmus Nørgaard netop købt det sidste byggefelt i den nye bydel Nærheden i Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune vest for København.

Her vil det nystiftede ejendomsselskab bygge 10.000 kvm bæredygtige boliger, der er betalbare for alle grupper i samfundet, samt 2.000 kvm erhverv og beboerhus.

Læs mere i Home.Earth køber første grund og gør klar til 12.000 kvm stort projekt

Med grundsalget er den sidste byggegrund blevet solgt i det 65 ha store byudviklingsområde ved Hedehusene Station.

Byudviklingsprojektet Nærheden blev lanceret i 2013 som et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg. Fem år har det taget at få alle byggegrunde solgt. Salgsprocessen kulminerede sidste efterår, da projektudviklingskoncernen FB Gruppen og byudviklingsselskabet Nærheden indgik den helt store aftale om udvikling af 160.000 etagekvm boliger i hele det østlige Nærheden.

Læs mere i FB Gruppen vil bygge 160.000 kvm boliger i Nærheden

– Det er utrolig glædeligt, at vi nu kan melde om alt udsolgt i Nærheden. Det viser, at investorerne tror på idéen. Det gør borgerne også: 1.400 mennesker er allerede flyttet ind, og vi forventer, at yderligere 5.000-6.000 følger efter de kommende år.

– Nærheden er på kort tid blevet en dejlig, levende bydel, siger Høje-Taastrup Kommunes borgmester, Michael Ziegler (K).

’Overvældende interesse for idéen’
Det er i år otte år siden, at planerne for Nærheden blev offentliggjort på et pressemøde som et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg.

– Det er fantastisk, at vi er nået så langt med at udvikle Nærheden sammen med lokalsamfundet. Der har været en overvældende interesse for idéen om at sætte en positiv udvikling i gang med et varieret boligbud, grønne byrum, fællesfaciliteter for beboere og stærke offentlige tilbud som ramme om det gode forstadsliv. Bydelen tager for alvor form nu, og jeg synes man kan sige, at i Hedehusene er fremtidens forstad blevet nutidens forstad, siger Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld.

1.400 tilflyttere på tre år
Efter de første år med et internationalt parallelopdrag og dialog med borgere og interessenter, som ledte til en samlet udviklingsplan for Nærheden, kunne de første beboere for tre år siden flytte ind i bydelens første byggeri, rækkehusbyggeriet Solrækkerne.

I starten af 2021 kunne byudviklingsselskabet så lykønske beboer nummer 1.000, og allerede nu er indbyggertallet oppe på 1.400, som bor i ejer-, leje- og andelsboliger, nogle af dem i form af bofællesskaber.

Sidst på året kommer der liv i lejeboligerne i Lynghaven og Teglværkskanten, og til næste år bliver yderligere tre boligbyggerier færdige.

De fleste beboere i Nærheden er flyttet til fra andre kommuner, særligt fra København og hovedstadsområdet og fra Roskilde, oplyser byudviklingsselskabet Nærheden.

 

Fakta: Nærheden

– Byudviklingsprojektet Nærheden blev lanceret i 2013 som et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg

– Bydelen forventes færdigudviklet om 7-8 år, hvor der vil være cirka 3.200 boliger til 7.000-8.000 indbyggere

– Derudover vil bydelen rumme erhverv, offentlige funktioner, kvarterhuse og andre fællesfaciliteter for beboerne samt natur og grønne byrum

– Ole Møller er projektdirektør i Nærheden P/S

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder