tirsdag 11. maj 2021 13:17
Trods Corona: Færre tomme butikker i Aarhus og Østjylland
Aarhus og de øvrige østjyske kommuner har færre tomme butikslokaler end for et år siden – trods coronanedlukninger og øget nethandel.
Det viser nye data fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Udlejerne er blevet mere fleksible, og så har netvirksomheder åbnet fysiske butikker, forklarer to lokale erhvervsmæglere.
I 1. kvartal 2020 var udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder på 91.400 kvm i Østjylland – et år senere var det faldet med 2.000 kvm.
– Det er ingen stor ændring, men de færreste forventede vel, at vi skulle opleve færre tomme butikker. I Østjylland under ét stod 3,0 procent af butiksarealerne tomme i 1. kvartal 2021, det er lidt lavere end landsgennemsnittet på 3,2 procent. Selve Aarhus ligger endnu lavere med 2,9 procent ifølge vores database, siger adm. direktør Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk.
På landsplan er 1.463 lokaler til butikker, caféer, spisesteder og takeaway udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk lige nu. Heraf ligger 274 i Østjylland – flest i Aarhus med 104 lokaler, derefter følger Randers med 52, Silkeborg med 43 samt Horsens med 30 og Norddjurs med 21. I fem kommuner er der blot 4-6 lokaler at vælge imellem, og på Samsø er der i øjeblikket ingen udbudte butikslokaler på Ejendomstorvet.dk.
Aarhus mindre påvirket af udenlandske turister
– Aarhus har slet ikke på samme måde som København lidt under manglen på udenlandske turister, og så har Aarhus et stort opland som ’hovedstaden’ i Østjylland. Vi oplever desuden, at udlejerne er blevet mere fleksible; det handler ikke nødvendigvis om lavere leje, men om at opfylde ønsker fra lejeren, for eksempel om at få en ny markise eller få malet facaden. Måske kan der bygges om, så butiksarealet kommer i ét plan og butikken kan spare personale, siger erhvervsmægler Trine Freno Muurholm, Colliers.
Jens Eskildsen, der er erhvervsrådgiver i Nordicals, hæfter sig ved, at det generelle opsving fortsætter.
– Stadigt flere netvirksomheder etablerer fysiske butikker eller showroom. I Aarhus gælder det for eksempel modebutikken Noella på Ryesgade. I kølvandet på genåbningen efter den seneste nedlukning har vi rigtig meget aktivitet, og mange vil gerne leje butikslokaler. Det ser jo også ud til, at det generelle opsving fortsætter, og vi har kun set få butikker, der er lukket. Senere kan der dog måske komme en negativ effekt, når coronahjælpepakkerne bliver udfaset, siger Jens Eskildsen.
Aarhus klarer sig markant bedre end København
Tilbage hos Colliers peger Trine Freno Muurholm på, at forholdene varierer i de større østjyske byer uden for Aarhus:
– I Silkeborg registrerer vi god efterspørgsel fra butikskæder, som gerne vil etablere sig og blive del af den positive udvikling, byen oplever. Randers er derimod præget af en vis tomgang i centrum, og det kan give en udvikling, hvor butikslivet med tiden koncentreres på et mindre område.
Samlet har Østjylland lidt over 2,9 millioner butikskvm eller lige knap en sjettedel af landets totale detailhandelsareal.
Københavns Kommune har ifølge de seneste tal fra Ejendomstorvet.dk over dobbelt så høj andel af udbudte butikslokaler som Aarhus – og den højeste andel i de 18 år, portalen har data for.