Allan L. Agerholm. Foto: BC Hospitality Group/presse

Allan L. Agerholm stopper som direktør for BC Hospitality

BC Hospitality Group, der står bag driften af Bella Center Copenhagen og de tre hoteller AC Bella Sky Hotel, Marriott Copenhagen Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers, stopper ’efter gensidig aftale’ samarbejdet med adm. direktør Allan L. Agerholm.

Det oplyser BC Hospitality Group, der er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality. Den samlede koncern råder over 1.584 hotelværelser, 162 møde- og konferencelokaler og cirka 200.000 kvm eventfaciliteter.

Nuværende CCO Christian Folden Lund overtager som interim CEO.

– Coronakrisen har sat BC Hospitality Groups ekspansionsplaner inden for hotelmarkedet på hold, og det er derfor naturligt, at Allan L. Agerholm retter blikket mod andre steder, hvor han kan gøre brug af sin store hotelkompetence. BC Hospitality Group vil i den kommende tid fokusere på dets nuværende kerneaktiviteter. Vi takker for mange års godt samarbejde og ønsker Allan L. Agerholm held og lykke fremover, siger bestyrelsesformand David Overby, BC Hospitality Group, i en meddelelse.

Stopper efter 13 år
Allan L. Agerholm takker for ’en helt fantastisk rejse de seneste 13 år’, der startede med opførelsen af Crowne Plaza Copenhagen Towers og endte i BC Hospitality Group.

– Rejsen har budt på spændende opkøb, fusioner og vækst. Sammen med et helt fantastisk dygtigt team har vi sammen skabt en stærk og stor virksomhed. Efter 13 års fælles rejse og rigeligt tid til at tænke under coronakrisen synes jeg dog, at tiden er rigtig til at kigge mod nye faglige udfordringer i oplevelsesøkonomien lidt bredere set. Jeg vil gerne takke ejerne af BC Hospitality Group og teamet for et fantastisk samarbejde gennem årene og ønske dem alt godt fremover – mon ikke vi mødes igen på den ene eller anden måde, siger Allan L. Agerholm i meddelelsen.

BC Hospitality Group er ved at udvide Bella Center Copenhagen med opførelsen af en ny kongreshal og i alt 14.000 nye kvm, som forventes færdigt i 1. halvår af 2021.

 

Fakta: BC Hospitality Group

– BC Hospitality Group er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality, og den samlede koncern råder over 1.584 hotelværelser, 162 møde- og konferencelokaler og ca. 200.000 kvm konference- og møde- og eventfaciliteter med plads til over 30.000 personer

– BC Hospitality Group består af Bella Center Copenhagen, Comwell Conference Center Copenhagen, Crowne Plaza Copenhagen Towers, AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Copenhagen Marriott, CIFF, CIFF Showrooms og International House





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder